Hvem er du, mor?

Jeg er langsomt begyndt at følge Munira i børnehave med Isak. For 8 uger siden kunne jeg slet ikke forestille mig, at skulle tage mig af dem begge om morgenen, men selvfølgelig skulle den dag også komme. Det er så skønt, at kunne tage det stille og roligt, men det er ikke altid den gode version af min havregryn, jeg får tid til at lave med Munira, så jeg får en portion mere, når jeg kommer hjem og Isak sover.

På den måde bliver jeg godt mæt og ved, at jeg ikke behøver noget at spise ift. mælkeproduktionen. Det ekstra mættende er, alt det jeg putter ovenpå – nemlig tørrede gojibær og ananaskirsebær, rosiner, valnødder og hindbær og nogle gange kokos – så må han også få en masse gode vitaminer. Igår fik jeg også tid til at kigge på en af barselsgaverne, vi har fået. Nu kræver den noget af os som forældre, men på længere sigt er det Isaks. OG ja, jeg må godt nok sige, at den er en stor udfordring. Normalt kan man få “Barnets bog” – en version der mest går på barnets udvikling, hvorimod denne stiller en masse personlige spørgsmål til moren og kommer helt tæt på én. Jeg har virkelig siddet længe og tænkt over, hvad jeg skulle skrive og nærmest blevet helt følelsesladet og nogle gange tænkt, om jeg overhovedet vil have, at mit barn skal vide så meget om mig. Det kræver god en portion ærlighed og mere tid, og min veninde, der gav gaven, havde også advaret os om alle de dybt personlige spørgsmål, der er i den.

Jeg kan ihft. anbefale bøgerne frem for de almindelige, men man skal virkelig være ærlig, når man åbner den og prøve at skrive lidt ned i stedet for at falde i staver over alle de ting, man har gjort i ens fortid – gode og dårlige..