Pavlova - lækker sommerdessert

Trifli med sommerbær i tyrkisk teglas

Jeg elsker virkelig sommeren, hvor man nærmest kan spise sig mæt i alle de lækre sommerbær. Ville bare ønske, at det var lidt billigere – især går jeg jo oftest efter danskdyrket, men hvorfor skal det være så dyrt? Anyways, nogle gange kan man så være lidt heldig at finde det på tilbud, og så går det nok op på en eller anden måde (håber jeg :-)). Vi fik i hvert fald købt en masse bær ind til pavlovaen, som altid er et hit, og så skulle de resterende bær bruges til noget andet.

Det er ikke meget, man får spist om aftenen her i Ramadanen, og enten ender det med, at det er den samme dessert, vi får tre dage i træk eller også deler vi flittigt ud til naboerne.

Jeg husker tydeligt fra min barndom, at det ikke var nogen overraskelse, når det bankede på døren – især i Ramadanen, fordi det sagtens kunne være naboen, der lige kom med lidt smagsprøve fra dagens ret. Jeg har snakket med Uffe om, at det er sådan noget, man ikke er særligt god til i dag. Man ville nok blive meget overrasket, hvis der pludseligt blev banket på ens dør, og man ikke havde en aftale med nogen. Det er endnu vildere i min forældres landsby i Tyrkiet, for når vi kom på besøg hos min farmor, husker jeg, hvordan folk bare kom ind og sagde “velkommen” uden at ringe på forhånd. Nogle gange blev der ikke engang banket på døren – blot en høj stemme “Er I hjemme, vi kommer lige ind”, og så kom folk bare ind. Det er nok også, fordi folk vidste, at vi regnede med besøg i den periode, vi var der.

Nå, men pavlovaen blev altså ikke delt ud til naboer, men spist ret hurtigt, da den på en mærkelig måde ikke fylder særligt meget på trods af alt det flødeskum :-). Trifli er en dessert, jeg holdt vældigt godt af, da folk kom på barselsbesøg, da den er så nem at lave – bare man har nogle bær. Der er hundrede måder at lave den på, og fordi jeg er til den hurtige, når jeg har Isak, bruger jeg ikke en masse tid på at lave en creme og jordbærgrød fra bunden. Her er min hurtige top-lækre version:

Jordbær/blåbær/hindbær – hvad man nu har 😉
Fløde
Vanilje
Makroner
En god jordbærmarmelade

Pisk fløden stiv sammen med lidt vanilje (Jeg bruger meget vanilje, kan ikke få nok af det: til 2,5 dl fløde, 1-2 tsk vanilje). Skær jordbær i mindre stykker. Knus makronerner (jeg knuser altid en god protion i en fryseprose med en kagerulle, og så opbevarer jeg resten i posen til en anden god gang). I et glas lægges i følgende rækkefølge: Vaniljeflødeskum, jordbærmarmelade, knuste makroner, bær, vaniljeflødeskum, jordbærmarmelade, knuste makroner og bær øverst på toppen og drys knuste makroner over. Jeg brugte vores fine tyrkiske teglas, men glas a la dem jeg brugte til ribsskum, vil også passe perfekt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pavlova - lækker sommerdessert