I 2015 skal jeg …. være mig selv.
For nogle dage siden lagde jeg dette billede på Instagram og ville faktisk skrive lidt om det her med at kende navne på blomster. Det var nemlig, da Munira kom ind til mig fra svigermors have med en blomst og sagde: “Mor, jeg har plukket en fuchsia til dig” (ja, jeg ved det, det er noget tid siden, men jeg er altså dårlig til at skrive om det med det samme – sådan er det med børn :-D), at jeg var ved at tude :-D. Fuchsia??
Jeg lover at fortælle om blomsten senere, for jeg er endt med noget lidt andet. Da jeg gik i gang med at skrive i går, var det lidt andre tanker, der valgte tastaturet. Noget jeg går og tænker meget over i denne tid, og som også berører bloggens navn, nemlig 2 verdener – tanker om hvad det er, vi vil med vores liv – det evige dilemma mellem karriere og familie og vores indre kamp om på den ene side at være os selv, men på den anden side at have en facade og være “den” andre forventer, vi skal være.
Jeg er ved at have lært, at man ikke kan få det hele – nej, jeg kan ikke udleve alle mine drømme nu, når jeg har to børn – manden er ikke problemet, for hans støtte har jeg altid haft, men åh de børn, mine dejlige unger, som jeg virkelig prøver og VIL nyde nu – i NUET. Vi tænker så meget på fremtiden, men glemmer at fremtiden er i nu’et. Vi gør det sikre, går på job, arbejder og kommer hjem til vores børn. Det hele handler meget om arbejdet og forsørgelsen og om at få det til at hænge sammen og leve et “okay” liv.
Vi har mange drømme, men udskyder det tit, for det er jo ikke det rette tidspunkt. SÅ går tiden. Og der går 10 år fra jeg flyttede fra Århus til København for at studere. 10 år! Jo, jeg har opnået mange ting – måske alt hvad man kan drømme om. Min mand, to børn, en lejlighed, en bil, et job. Jeg er lykkelig – ikke fordi jeg har en bil eller ejer en lejlighed, men fordi jeg kan glædes over lyden af dørhåndtaget gå ned, når Uffe kommer hjem fra arbejde. Fordi han KOM hjem i sund og rask tilstand – fordi jeg kan mærke kulden og elske sneen, selvom den er kold – fordi jeg kan lege med mine børn, selvom det roder af H til i mit hjem – fordi jeg kan glædes over Isaks afføring, fordi den er blød og ikke hård – fordi jeg kan tage gummistøvler på, når det regner og blive våd – fordi jeg kan studere et rødt blad i hundrede år og ikke smide det ud – fordi jeg kan fange mig selv i at beundre ting, solnedgangen, træet, de skæve fliser…
Tilbage til tiden… jeg fangede mig bare selv i at tænke tilbage på de sidste 10 år. Fra jeg blev student til nu, 29 år. I stedet for at tænke over, at det er for sent at gøre nogle af de ting, jeg drømmer om, så er jeg ved at vende det om til, at det ikke behøver at være “enten eller” og at det kun er for sent, når du er død. Det er jo, hvad man selv gør det til. Hvis man vil gøre tingene på den perfekte måde og på det rette tidspunkt, så er det at man aldrig kommer videre – for der er ikke noget, der er perfekt og tiden? Du er allerede et sekund foran den nu…
Der er ting, jeg gør, som nogle kan synes er mærkelige, men som jeg synes er det rigtige at gøre. Ting, som jeg synes bør være naturlige, men som er blevet en fjern følelse hos os mennesker i dag, fordi vi har for travlt og er for optaget af os selv. Vi ser ikke mennesket på gaden som én vi har ansvar overfor. Staten har jo nok på en eller anden måde placeret “det” i en af systemets puljer. Den hjemløse, der ligger på bænken med tæppe over sig, trækker nok vejret og har selv valgt at fryse, men har han selv valgt at ingen skal stoppe op og spørge OM han fryser? Den ældre på plejehjemmet har selv valgt at blive passet på plejehjemmet (måske), men har det selv valgt ikke at få uventet besøg af en fremmed? Vi glædes så meget over et lille smil, der kommer fra en fremmed, men har så svært ved at trække på smilebåndet, når vi går forbi en fremmed. Vi elsker at blive husket på og blive overrasket, men har aldrig selv overskuddet til at gøre andre glade – sådan helt uden at forvente noget.
Hvis du mødte mig i en ørken helt alene i en dehydreret tilstand, ville du tilbyde mig din vand – du vil tale til mig – du vil spørge om jeg har det godt, og om jeg har brug for vand. Jeg har altid undret mig over, hvorfor vi som mennesker først slår til, når signaleret er så tydeligt – når det nærmest er for sent.
I 2015 skal jeg:
Være mig selv.
Hvor er det godt skrevet! Eline, koluna, yüregine saglik! Hilsen Hilal (din barndomsveninde :-))