Nogle gange har man lov til at gøre andre flove

Det her lærte jeg noget af, og det skal bare deles! Du kender det måske selv – en lille dårlig oplevelse, som du ikke lige får gjort noget ved eller nærmest ikke når, fordi det sker i splitsekundet, og du står så dér helt målløs og lammet og ved ikke engang, hvad du skulle have svaret… Tankerne og følelserne tærer på dig det næste stykke tid, samtidig med at det vælter rundt med ord og vendinger i hovedet om, hvad du skulle have sagt. Jeg har oplevet det nogle gange – heldigvis ikke så meget, men når det sker, så ved jeg, at jeg ikke bare kan lade det ligge. Jeg kan ikke bare sige til mig selv, at jeg ikke skal tænke over det, og på det punkt er jeg meget direkte. Om det går ud over min stolthed, så står jeg klar og afslører mine følelser. Jeg vil ikke risikere at ødelægge min dag – ikke over en person, jeg ikke engang kender, og som måske har fået det forkerte ben ud af sengen og bare skal ud med sin egen frustration. Tillykke – det lykkedes dig lige at ødelægge en andens dag også. NEJ, giv ikke lov. Tænk ikke at det er for sent. Er det damen, der synes du går for langsomt og som overhaler dig og giver dig et lille skub, så tag fat i hende og hør, hvad hendes problem er. Kom ud med det. Jeg gjorde det engang, og damen blev nærmest helt bange – hun havde jo ikke troet, jeg ville komme efter hende. Tænk at det skal være så nemt at ødelægge det for andre, men tro mig, begge parter får noget godt ud af at snakke om det 🙂

Ja, Esra kom så til sagen, hvad oplevede du? Hvad var det lige, der skete?
Jeg var glad – dagen før. Æblegrenene blomstrer herhjemme, og jeg nyder synet af dem hver dag. Mine øjne skal få maks. nydelse – inden de visner. Og ja, jeg havde en god dag i forgårs. Jeg stod ved Dybbølsbro og ventede på S-toget. Der kommer en ung pige og spørger, om hun må låne min telefon og logge på Facebook, fordi hun er løbet tør for strøm, kender ikke rigtigt stedet og skal give besked til ham, hun skal ses med.

Hånden på hjertet. Ville du blive lidt mistænksom? Jeg prøvede at skjule det – selvfølgelig skulle hun få chancen, men det irriterede mig, at jeg ikke bare kunne slappe helt af. Mens hun loggede mig af på Facebook og loggede sig selv på, løb tankerne frem og tilbage – kunne det misbruges? Meget hurtigt forsvandt de tanker, og jeg kunne se, at hun var ærlig. Hun har boet hele sit liv i USA, men talte dansk pga. moren, som hun besøger i Danmark. Pludselig sagde hun, at hendes danske veninder aldrig kunne finde på at hive fat i én og spørge efter vedkommendes telefon, som hun selv lige havde gjort – men det er meget normalt i USA, siger hun. Hurra, vi er ens på det punkt, tænker jeg, og jeg føler, at jeg har noget til fælles med hende. Hun spørger, hvor jeg er fra – sådan oprindeligt. Skal jeg blive fornærmet? Hun ser mig ikke som en dansker :-). Hmm… Griner lidt og tager det som et kompliment. Altså at hun af alle dem på perronen kommer og spørger mig. Det var den gode historie. Hun lånte min telefon, og jeg fulgte hende til det sted, hun skulle hen, og alt var helt fint.

Så i går. Flere æblegrene er sprunget ud, hyacinterne dufter herhjemme, og efter at børnene har fået mannagrød den morgen, afleverer jeg Munira i børnehaven. På vej hjem med Isak i barnevognen godt klædt på med uld-elefanthue hungrende efter oplevelser, hovedet ud over kanten på vognen, og så er det, at der flyver et æble ned fra himlen. Det rammer os ikke, men tanken om, at nogen har prøvet, er meget ubehagelig. En elev fra den private skole Byens Skole på den anden side af vejen har kastet det efter os. Jeg samler det op, kigger mig omkring og får øje på andre elever i skolegården, som har set det. Okay, jeg kunne have valgt at:

– Gå videre og være ligeglad (det ved jeg, at jeg ikke kan :-D)
– Gå videre og tænke over det resten af dagen og måske i flere dage som en negativ oplevelse (det har jeg ikke lyst til)
– Gå videre og tænke, at han gjorde det, fordi jeg har tørklæde på (ligger ikke naturligt i mig)
– Gå amok på Facebook og påstå, at jeg har været ude for et racistisk angreb (slet ikke min stil)
– Stoppe op, trække vejret og gå op i klasselokalet for at konfrontere drengen med, hvad han har gjort.

Det er nok ikke svært at gætte, hvad jeg gjorde. Selvfølgelig tog jeg op på 3. sal på skolen – heldigvis er der ikke andet, jeg skal nå :-). Men seriøst… er du på vej til arbejde og tror, at du har travlt med at nå frem til skærmen, du alligevel skal sidde foran hele dagen? Din koncentration vil alligevel blive afbrudt flere gange i løbet af dagen efter den oplevelse, og det kunne bedre have betalt sig at få det hele på det rene.

Drengen havde nok aldrig troet, at jeg ville komme efter ham. De havde låst klasselokalet. Læreren kom, og da han hørte, hvad der var sket, blev han nærmest helt flov over det. Meget pædagogisk i sin tilgang fik han drengen til at sige undskyld. Jeg sagde til ham: Tænk hvis du havde ramt Isak i hovedet. Han blev faktisk helt ked af det. Og flov og indrømmede, at han ikke havde tænkt særlig meget over det. En dreng i 6. klasse. De er jo børn. Isak var vild med opmærksomheden omkring sig og med sit store smil charmerede han sig ind hos alle børnene.

Min dag var reddet 🙂