KokosmælkFEDT er da fedt! - har jeg opfundet noget?

Giv dit barn lov til at drømme

Så blev det igen dialog-tid – dialog med barnet Munira. Det skal man jo, siger de. Sidde og tale med barnet og inkludere det og få det til at føle, at det ER noget. Munira kom forleden og sagde, at hun ville have det samme legetøj, som veninden fra børnehaven har. Det er faktisk tit, at vi har den dialog, om hvad hun vil have, og hvorfor hun ikke kan få alt. Hun tager det pænt – heldigvis – for det meste. Denne gang ved morgenbordet, og idet jeg løftede hånden med det hjemmebagte brød på vej til min mund, kom tankerne. Jeg var væk for et øjeblik, og Uffe kunne se det – igen – for det sker engang imellem, at tankerne kommer.
Jeg husker nemlig tilbage på min barndom – på hvor mange ting, jeg drømte om – hvor mange ting, jeg ville, men ikke rigtigt husker, om jeg i en alder af fire, som Munira, gik videre til mine forældre med – fordi jeg aldrig tænkte, at det var dét, der var løsningen. Nej, jeg tror faktisk, at jeg tit bare drømte om alt det, jeg ønskede, jeg kunne eje – måske fordi jeg vidste, at det ikke var alt, man kunne få.
Jeg synes, at børn idag, er meget bevidste om deres ret og skal nærmest forhandle om alt med deres forældre i en tidlig alder – børn idag bliver jo inddraget meget mere i familiens samtaler og beslutninger, og det er jo godt, men et eller andet sted kan jeg også godt lide, at man giver barnet lov til at drømme – om det umulige.

Jeg husker for eksempel, at vi som børn legede med nogle nøgleringe med forskellige dyr i noget velour-materiale. Det var så dejligt at røre dem, og jeg kan den dag idag sætte mig ind i den følelse, jeg sad med med nøgleringen i hånden og mærke, hvordan jeg kærtegnede den. Jeg var så vild med den, og jeg drømte om at få én mere i en anden farve. I stedet for at spørge mine forældre – for den tanke slog mig faktisk ikke –  så drømte jeg. Jeg drømte om, hvor vildt det ville være, hvis det regnede med de nøgleringe fra himlen. Hvor smuk græsplænen bag lejligheden ville blive, og jeg kunne nærmest få sommerfugle i maven af forestillingen om dét syn. Jeg kan faktisk stadig se regnen for mig :-). Jeg drømte om det umulige, men vidste at det måske kunne lade sig gøre. Jeg lod fantasien slippe løs og drømte mig ind i et andet univers, hvor alt kunne lade sig gøre. Det er som om, at det har lært mig, at der ikke er noget, der er umuligt.

Jeg husker i mine forældres landsby, hvor vi tilbragte fem uger af næsten hver sommerferie, hvordan vi samlede sten og opfandt forskellige lege. På grund af varmen udenfor, søgte vi skygge i farmors lerhus og spillede “be? ta?” (fem sten). Fem stykker sten, som reddede fem ugers ferie i ukendt landsby – fordi de voksne “passede” deres, og vi børn var overladt til os selv – med fantasien.

Jeg husker glæden ved at få lov til at få sødmælkyoghurt med pære og banansmag, når jeg blev syg. Jeg husker glæden ved at mine forældre spurgte mig, om jeg havde lyst til noget – for det var ikke altid, man blev spurgt. Nogle gange husker jeg endda, at jeg savnede at være syg for at få den ekstra opmærksomhed.

Selvom det er vigtigt at inddrage børnene i samtaler og se dem i deres øjenhøjde, synes jeg også, at det er vigtigt, at man ikke giver dem alt. Det handler vel om at lære dem den grænse – grænsen, hvor de føler, at de er med, uden at de nødvendigvis skal have en holdning til det.
Jeg mødte engang en far, som fortalte hvor “dårlig” en opvækst han havde haft blandt andet på grund af familiens økonomiske tilstand. Idag er han veluddannet og har råd til meget. Han fortalte, at han forkælede sin søn med alt, hvad han ville have, for sønnen skulle ikke opleve følelsen af ikke at få noget. Jeg prøvede selvfølgelig at modargumentere med, hvor sundt det også har været for os ikke at få alt, og hvordan det har skabt værdi. Ja, tit er det jo sådan, at det er det, vi ikke kan opnå, der er det værdifulde. Det gør, at vi stræber efter det og kæmper for det. Jeg er bange for, at der er mange, der tænker som faren – som skaber møgforkælede unger, som har alt, og som ikke kender følelsen af at drømme – drømme om det umulige.

Jeg troede faktisk ikke, at jeg vil kunne huske så meget, og det er ikke fordi, man skal huske de “dårlige” ting fra fortiden, men det er måske dét, vi skal sørge for over for vores børn. At de kan huske noget – noget, man ikke bare kan få.

 

Du kan følge mig på Instagram: @2verdener
Like min Facebook-side her.
Find mig på Bloglovin’ her.

   

4 kommentarer

  • Maria

    Kære Esra,

    Tak for dine tanker.

    Jeg er meget enig i, at vi ikke skal give vores børn alt hvad de peger på, det er ikke det materielle som skaber værdi og lykke – i hvert fald ikke for mig og for min familie. Måske skal man alligevel anerkende, at materiel tilfredsstillelse er noget, som har stor betydning for nogen?
    Jeg køber ikke præmissen om, at hvis man er materielt priviligeret, så har man ikke drømme eller fantasi. Jeg tror nærmere, at det er forældres/voksnes tendens til at blande sig i barnets leg, som kan sætte en bremseklods for barnets kreative udvikling. Vi er bekendt med begrebet “curlingforældre” og det debatteres, at forældre er blevet for overbeskyttende og overvågende i forhold til børnene.
    Som jeg ser det, er det helt essentielt at barnet har sit frirum uden overvågning og indblanding fra voksne. Jeg kommer selv til at blande mig nogle gange uden at tænke over det. Hvis jeg eksempelvis leger butik med min datter, og jeg beder om en liter mælk og hun giver mig en tomat (i hendes fantasi, er tomaten blevet til mælk), men jeg kan se mælken og kommer til at sige: “nej, det er ikke en mælk, mælken er jo lige her” – hun er god og nogle gange siger hun: “jamen vi leger jo bare”, og viser dermed at fantasien altså stadig er noget, som er dominerende i barnets leg. Det tror jeg ikke materielle ting er direkte ødelæggende for.

    Kh Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Kære Maria
      Tak for din kommentar ;). Jamen, helt enig! Og hvor kan det da også bare være svært ikke at blande sig i børnenes fantasi og leg nogle gange. Jeg er faktisk selv meget opmærksom på det, for jeg er tit blevet rettet som barn, og det var som om, at der kun var én måde at gøre tingene på. Jeg er så totalt imod den tilgang, men fanger mig altså selv i det nogle gang. Bare når jeg f.eks. bager en kage med Munira (min datter) og blander mig i, hvordan hun skal røre i dejen, eller når hun sætter nogle legoklodser sammen usymmetrisk eller med en farve, der ikke helt passer, og jeg prøver at være ligeglad med, hvordan JEG synes, den skal være. Og jo, alle disse ting er materielle goder og absolut ikke skadelige for barnet, men det er nok mere, hvordan man præsenterer det for barnet, der betyder noget.
      Materiel tilfredsstillelse er absolut noget, der har betydning for mange, og jeg siger ikke, at det ikke er det for mig – desværre :-). Jeg tænker bare, at så længe man er bevidst omkring brugen af det, så er man da kommet lidt længere 🙂
      Altid dejligt at høre andres holdning, tak for det!

      Vh
      Esra

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Djouhara

    Kære Esra

    Hvor er dit indlæg interessant, jeg nikker genkendende til de aspekter i din barndom fra min egen. Jeg opfandt en masse ting havde en livlig fantasi. Jeg vidste at jeg ikke kunne få dyre materielle ting, netop dette gjorde mig mere kreativ som barn, man formåede at lege med de små ting man havde og fandt på nye lege hele tiden.
    Noah derimod er i et overflod af legetøj som han har fået gaver, dit indlæg giver stof til eftertanke og minder tilbage til Min barndom.
    Tak for din evige ærlighed,
    Djouhara

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Søde Djouhara!
      Tak og hvor bliver jeg glad for at høre, at andre også har det på samme måde. Det er selvfølgelig ikke sort og hvidt, men bare nogle tanker jeg fik, da Munira kom og spurgte og spurgte, og jeg tænkte tilbage på min barndom. Håber vi giver dem “rigtige” opdragelse :-D.
      Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

KokosmælkFEDT er da fedt! - har jeg opfundet noget?