Hvorfor glæder alle sig til Ramadanen?

Indrøm at du har undret dig over, at folk glæder sig til Ramadanen – over folks statusopdateringer på Facebook over, at de ikke kan vente længere. Hvordan kan man glæde sig til at sulte fra solopgang til solnedgang? Hvert år titter de statusser frem, og selvom jeg selv faster, har jeg tit tænkt, om folk, der ikke faster, må synes, det er hul i hovedet at glæde sig til, at man ikke må spise eller drikke og en masse andet fra ca. kl. 2 om natten til 22 om aftenen.

Selvfølgelig er det ikke sjovt at faste, og alle kender frustrationen over forbuddet mod at spise, når vi skal til den undersøgelse på sygehuset, hvor man skal dukke op fastende (hvis du f.eks. skal opereres og det har du selvfølgelig prøvet :-D). Jeg kender mange, som prøver at bortforklare hårdheden af at faste, når folk spørger én, og det er da også rigtigt, at kroppen efterhånden vænner sig til det, men for hulan da, selvfølgelig er det hårdt at faste og ikke drikke noget i 30 graders varme (ja, det er derfor, mange muslimer håber på dårligt vejr i Ramadanen :-D). Det vil da være den største løgn at sige, at det slet ikke svært at faste.

Jo se, utroligt er det, men hver Ramadan lærer jeg min krop at kende på ny. Det er, som om jeg overtager styringen af dén krop, som ellers plejer at styre mig og bilder mig ind, at jeg har brug for alt muligt, som jeg propper mig med i løbet af dagen. Jeg føler faktisk en magt og taknemmelighed. Jeg magter min dag uden at skulle gå i stå over, at jeg ikke har fået frokost, en smøg (ryger ikke!) eller kaffe (drikke kaffe!! :-D). Hyggen er god, og hvor kan det også bare være kedeligt i Ramadanen, fordi man ikke kan hygge med mad. Det er helt utroligt, hvor meget maden styrer vores dag, og pludselig står man dér og har alt for meget tid til at – ja hvad? Hvad kan man gøre, når man ikke må spise?

Kreativiteten kommer på spil, og hvis man har børn, kan man jo heller ikke bare lægge sig på sofaen og slappe af efter en lang dag på arbejde. Dagen bliver pludselig bare så lang, og jeg glemmer ikke, at f.eks. vi sidste år tog til Roskilde for at udforske byen, for vi skulle jo få tiden til at gå! :-). Jeg drømmer om forskellige aktiviteter i løbet af måneden, især for børn og for at komme i stemning, men det er ikke så udbredt endnu. Der kommer et indlæg, hvor jeg vil prøve at skrabe sammen af arrangementer, du kan kaste dig ud i i Ramadanen.

Og nogle tænker aktiviteter?? Hvilken energi? Ja, det er meget forskelligt, men mest af alt handler det også om at bruge tiden til at tænke og reflektere. Det er som om, at man får trukket stikket ud, går ind i en boble, som er skabt uden for den almindelige hverdag og prøver selv at være herre over tiden. Når man på egen krop kan mærke sulten og tørsten kan jeg love dig for, at man nærmest står klar til at give alt, hvad man ejer for at hjælpe de fattige. Og jo, du kan godt være et godt menneske uden at faste, men kan vi ikke blive enige om, at vi tit fanger os selv i “nu ved jeg hvordan det føles”, fordi man selv har været ude for det – om det så er dødsfald, fødsel eller ægteskab. Vi kan altid sætte os ind i – eller rettere – bilde os selv ind, at vi forstår, men den sande forståelse eller følelse får man altså først, når man selv har oplevet det.

Vores forhold til mad er generelt blevet meget overfladisk, og mange indtager bare kulhydrater af en eller anden art for at kunne følge med i den hektiske dag – for at få energi til det næste foretagende, som så kan suge energien ud af os, så vi igen kan proppe os og igen få tanket kroppen op. Kan du forestille dig, hvilket forhold du vil få til mad, når du ikke har spist en hel dag? Du vil værdsætte det mere, end du nogensinde har gjort, og på den måde giver måltidet betydning igen – på en helt anden måde. Der skabes en form for ro i en hektisk verden, hvor vi er blevet fremmedgjorte over for mad og over for måltidet.

Og så er der hyggen, styrkelsen af familiebånd og venskaber, når man inviterer og bliver inviteret, hvilket er en stor del af Ramadanens sødme (dog lidt svært når man bryder fasten så sent), men denne her samling om aftenen og mest af alt den spændingsfylde tid lige op til iftar (tidspunkt hvor man bryder fasten og må spise). Alle hjælper til og det ender nærmest med tumult, fordi man pludselig er bange for ikke at nå det til tiden.

Kan det virkelig være usundt at være herre over sin egen krop, at styre sit ego, at få mere forståelse for de fattige, at holde sig fra dårlige gerninger, at styre sit temperament og styrke familiebåndet, når man hver aften gør sig umage for at bryde fasten sammen? Når man hver aften stiller sig dybt taknemmelig over, at man overhovedet havde noget at spise eller nogen at bryde fasten med?

Ramadan-måneden betragtes som en gæst, man har ventet på i et helt år. Ja, hvorfor skulle man ikke glæde sig til at være vært for denne måned?

Du kan følge mig på Instagram på @2verdener og min nye private profil @esra.ap
Like min Facebook-side her.
Følg mig på Bloglovin? her, så du kan få en mail, når der er nyt på bloggen ?