Når tingene giver mening

Mit oprindelige indlæg lægger jeg til side, for der er noget galt med det, når jeg ikke får det skrevet færdig. Jeg har været træt på det sidste af flere grunde. At skulle komme igang med at arbejde igen, bringe/hente børn og skulle vænne sig til en ny rytme. Børnene får stadig lov til at sove til lidt i 8 om morgenen. Vi nænner ikke at vække dem eller smutte uden at have set dem – deres smil og energi giver ekstra livsglæde og ulyst til at forlade dem, men det sker. Jeg har været træt i hovedet over at blive konfronteret med virkeligheden gang på gang – først bare omtalen af flygtningebørn og nu billeder af druknede. Mit hjerte kan ikke bære det, ej heller min krop. Jeg er selv ved at drukne i håbløshedens tårer og kan ikke mere. Jeg ved, at der ikke er så meget jeg kan gøre for dem, udover alt hvad andre også gør. Håbe, bede, give og håbe. Jeg tænker ikke mere på dem, fordi jeg ser billederne af barnet eller gør mere. Jeg føler bare større frustration over, at jeg ikke kan gøre mere, og kan ikke mere. Jeg tænker, om billederne overbeviser dém yderligere, der i forvejen er overbeviste, eller overbeviser de den ikke-overbeviste? “Billedet Europa skal se”. Er Europa ikke overbevist? Europa:

Jeg sad foran skærmen på arbejdet idag. Det er torsdag. Jeg ved, at der er legestue på Langgadehus Plejecenter. Jeg har selv startet det, og jeg ved, at forældre på barsel bruger det. Jeg ved, at de ældre glæder sig over at få besøg og se børn. Børnebørn, de måske sjældent ser, eller børnebørn, de aldrig selv fik. Et liv, der er gået dem forbi, og et sted, der er blevet deres nye hjem. Vi ved, at de har brug for os, men vi har jo også selv et liv. Problemerne uden for vores grænser vil vi gøre noget ved, men virkeligheden inden for vores grænser kigger vi på. Jeg ligestiller ikke de to problemstillinger overhovedet. Jeg sad bare foran skærmen idag på arbejde og tænkte, at jeg kunne sidde og have det så skidt over, hvad der foregår “langt” væk fra os og føle mig frustreret, mens jeg var så tæt på noget, jeg reelt kunne gøre noget ved, men ikke gjorde. Efter at jeg er startet på arbejde er det blevet sværere at tage i legestuen hos de ældre, og jo, meningen er, at det er for forældre på barsel, for alle andre arbejder jo og skal passe deres arbejde.

Jeg sad bare dér foran skærmen, og der var noget, der pludselig gav bedre mening end at sidde dér. Jeg havde lige siddet til frokost og hørt på en kollega, der remsede alt op, han skulle, når han engang gik på pension. Det vi tror, vi ikke har tiden til nu, fordi vi skal arbejde. Selvfølgelig skal vi også arbejde. Men idag var det mig, der bestemte, at jeg skulle arbejde mindre og gøre noget, som jeg reelt kunne gøre noget ved – tæt på og ikke kun ville tænke, andre kunne gøre. Det er jo ikke enten eller. Det er “også”.

Vi vælger egentlig selv – og prioriterer. Det gav bare bedre mening at prioritere anderledes idag.

Jeg er nomineret til Børn i Byens pris som “Bedste blog”. Klik herunder og stem på 2verdener, hvis du synes, jeg skal vinde 🙂

Du kan følge mig på Instagram på @2verdener og min nye private profil @esra.ap
Like min Facebook-side her.
Følg mig på Bloglovin? her, så du kan få en mail, når der er nyt på bloggen ?