En Istanbul-tur uden børn - gør det!

En rigtig frustration

Jeg er frustreret. Jeg sidder og ser to kvinder og en mand italesætte mig. Tale om mig, som om jeg er et stykke tørklæde. En tørklædepige. Jeg er et problem. Ikke hvis jeg selv har valgt det (nåå ja, selvfølgelig surprice..) – kun hvis det er blevet tvunget ned over hovedet på mig. Jeg føler ubehag over, at nogle har retten til at gøre mig til et problem. At nogle overhovedet har retten til at fremhæve mit tørklæde i en negativ kontekst. At den del, som får det tvunget på skal have magten. At nogle giver dem magten. Jeg har aldrig ønsket at være en del af den debat, og jeg har aldrig ønsket at bruge mit tørklæde i mine indlæg. Men jeg er så træt af det. Jeg prøver hver gang at bilde mig selv ind, at det ikke er nødvendigt – at Danmark ved, at ikke alle kvinder med tørklæde er undertrykte. Jeg hader at skrive det. Lige nu er jeg selv med til at fastholde negativiteten – fokuset. Jeg vil ikke. Det her er jo slet ikke nødvendigt, det var ikke meningen – jeg vil væk fra det. Tilbage til mine reelle problemer:

At jeg skal flytte om to uger og finde et troværdigt flyttefirma
At jeg skal have fat i en VVS’er til den dryppende vandhane
At jeg skal sige til Uffe, at vi mangler toiletpapir (tror han finder ud af det lige om lidt)
At jeg skal kontakte en elektriker til at reparere stikkontakten
At jeg skal ind til mine børn og være sikker på, at de har dynen over sig og ikke fryser
At jeg skal have overblik over de ting, jeg skal sælge ud af i lejligheden, inden vi flytter
At jeg skal nå at bruge de gavekort, jeg har fået i tidens løb, som kun kan bruges i København
At jeg skal finde ud af, om jeg har nok graviditet-tøj, og hvis jeg køber noge, skal jeg også kunne amme i det
At jeg skal over til cykelhandleren med cykelstolen og få tjekket, om garantien dækker revnerne
At jeg skal købe ovnrens, så jeg kan efterlade en ren ovn til de kommende ejere af min lejlighed
At jeg skal sortere i mit tøj, så jeg ikke belaster flyttebilen, flyttemændene og miljøet, når vi skal flytte
At jeg skal overveje om vi skal have en ladcykel nu, hvor vi flytter til Jydelandet
At jeg skal tænke lidt mere over, om Munira skal gå i en folkeskole eller privat skole
At jeg skal finde ud af, hvem der skal aflevere børnene i institution imorgen
At jeg skal finde ud af hvor mange flyttekasser, jeg skal bruge
At jeg skal nå at se mine venner, inden jeg flytter
At jeg skal nå et barselsbesøg, fordi naboen har født, inden jeg flytter
At jeg skal have tømt al jorden i potten til syrentræet, så flyttemændene kan bære den
At jeg skal huske at smøre min cykel, for den larmer
At jeg skal orke at børste tænder, inden jeg skal fjerne make-up’en
At jeg skal tænke over, hvad jeg skal have med på arbejde, inden jeg går fra
At børnene skal have ekstra regntøj og termosæt i institutionen, og måske thermostøvler og hue? Og vanter, og handsker? I uld eller bomuld?
At jeg skal tisse inden jeg skal i seng
At jeg ikke skal drikke for meget tæt på sengetid, da nr. 3 bebs presser på om aftenen
At jeg skal tænke på, hvordan vores liv mon bliver med 3 børn
At jeg skal finde mig et nyt nylonstrømpe-mærke, der holder lidt længere
At jeg skal huske at smile til min mand, inden vi går i seng
At jeg skal huske at smile til ham imorgen, inden han går på arbejde
At jeg skal huske at vise, at jeg er glad
At jeg skal have købt ekstra tøjbøjler
At jeg skal huske at svare tilbage på nogle sms’er
At jeg skal beslutte mig for hvor mange flyttekasser, jeg skal have
At jeg skal have fundet et troværdigt flyttefirma
At jeg skal tænke over mine fremtidsplaner, nu hvor jeg får en 3’er
At jeg rykke min bankrådgiver
At jeg skal have fundet en advokat
At jeg skal have skaffet en ekstra nøgle til p-huset til de nye ejere af boligen
At jeg skal have fundet ud af om det overhovedet er et krav, at de nye boligejere skal eje to stk p-hus-nøgler
At jeg skal have fundet ud af, hvilket tøj jeg skal have på imorgen til den brunch, vi er inviteret til
At jeg håber, at min veninde når at tage os med i Tivoli med hendes årskort inden vi flytter
At jeg skal tænke over, om børnenes nye institution i Aarhus er god nok
At jeg skal til at tænke på at smøre madpakker til ungerne, fordi den åndssvage institution ikke tilbyder en madordning
At jeg skal have tænkt på, HVAD man giver sine børn med i madpakke – især når den ene er vuggestuebarn
At jeg skal have syet knappen på puden, som gæsterne ødelagde
At jeg skal have fundet blyantspidseren, så jeg ikke skal høre på Munira brokke sig over den flade ende igen
At jeg skal overveje om det bedre kan betale sig at sælge nogle af møblerne i stedet for at slæbe dem med til Aarhus
At jeg skal finde ud af, hvad jeg skal lave til Muniras fødselsdag i børnehaven på tirsdag
At jeg skal huske, at vi skal holde hendes fødselsdag på tirsdag
At jeg skal have bagt nogle boller til fødselsdagen
At jeg skal tænke over om hun bliver tilfreds med sin fødselsdag
At jeg skal have solgt de Ecco-vinterstøvler fra sidste år, som hun næsten ikke har brugt, fordi hun har alt for varme fødder, og Ecco gør det lidt for godt
At hun skal have en pænere vinterjakke end den svigermor har købt, så hun kan være finere i finere selskab
At jeg skal tænke over fordele og ulemper ved at institutionen er gået over til et digitalt system
At jeg skal vænne mig til at tjekke børnene ind og ud hver dag
At jeg skal huske at tale tyrkisk til Munira, så hun ikke glemmer det
At jeg skal huske at ringe til min mor, og høre hvordan hun har det
At jeg skal tænke over om nogle af mine søstre føler sig forsømte
At jeg skal tænke over en værtindegave til imorgen
At jeg skal være lidt irriteret over, at klokken er blevet så mange igen
At jeg trænger til nyt nattøj
At vi skal til Gubi Store med spisestolene og brokke os over stolebenene (igen)
At jeg skal tænke over, hvilket billede jeg skal poste på Instagram
At jeg skal huske at få noget af det pigetøj, jeg i sin tid gav væk, tilbage, nu hvor vi skal få en pige
At jeg skal tænke over, hvordan man pakker en lejlighed ned
At jeg skal have skaffet en masse aviser eller andet til at pakke glas og andet følsomt ned, så det ikke går i stykker
At jeg skal tænke over, om de to store Tom Dixon lamper overlever flytningen
At jeg er lidt chokeret over, hvor mange ting, jeg egentlig skal gå og tænke over
At jeg skal prøve at holde tungen lige i munden
At jeg skal have købt nye tandbørster til børnene – en solotandbørste, som tandlægen sagde, for Muniras tænder er lige noget for Karius og Baktus
At jeg skal have undersøgt, om jeg kan få repareret min langsomme iPhone
At jeg skal finde ud af, om jeg gider leve med en iPhone
At jeg er irriteret over, at Uffes Applesystem med at opmagasinere alle de billeder, der gør min telefon langsom, ikke virker
At jeg skal håbe at min Royal Copenhagen-vase overlever flytningen
At jeg troede, at jeg ikke havde problemer
At jeg skal have strøget de nye krøllede tørklæder, jeg købte under vores Istanbul-tur

Hov vent, der kom det jo! Jeg har et problem med de tørklæder!

Kender du et troværdigt flyttefirma? – Faktisk mit sådan set det mest reelle problem, jeg sidder med nu 🙂

P.S. Jeg har også en mand, som bekymrer sig, men jeg kan bedst lide jeg-formen 😀

Du kan følge mig på Instagram på @2verdener og min nye private profil @esra.ap
Like min Facebook-side her.
Følg mig på Bloglovin? her, så du kan få en mail, når der er nyt på bloggen ?

   

4 kommentarer

  • Fie Brandt Olsen

    Hej Esra.

    Jeg “faldt” en dag lidt tilfældigt over din ganske unikke Blog – og har fulgt den lige siden.
    For denne gang vil jeg bare ønske dig (og din familie) et godt liv derover i Århus – jeg har tidligt i mit liv boet i Århus, hvor jeg læste på universitet, og det er bare en skøn by.
    Også i sammenligning med Kbh. – en skøn blandling af provins og mini-storby.
    Enkelte “ting” vil I måske komme til at savne sådan mere by-mæssigt, men så har I jo en god anledning til at smutte herover ind imellem ;O)
    Det skal nok blive godt!
    Vh. Fie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Hej Fie
      Det er jeg rigtig glad for at høre – tak! Dejligt at høre fra nogen, selvom jeg har været lidt stille på bloggen på grund af flytning og det hele. Skønt med én, der kender Aarhus :-). Helt enig, det er en hyggelig by, og jeg er sikker på, at vi kommer til at have det godt her. Nu glæder jeg mig bare til at falde helt på plads og gå på barsel og nyde det hele stille og roligt. Uffe snakkede faktisk om, at vi måtte tage en weekend-tur til København uden børnene i december, så du kan tro at vi skal på sightseeing i storbyen! De har jo ingen julemarkeder her i byen! 😀

      Vh
      Esra

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg kan godt forstå du er træt af den evindelige tørklæde-snak. Jeg tror – og håber – at om nogle år har alle vænnet sig til dem. Dit tørklæde er smukt. Jeg har selv et problem med den type tørklæde, der dækker hele ansigtet (niqab?), og som jeg desværre ser flere og flere af her i Aarhus. Jeg føler ikke, jeg kan kommunikere med mennesker, når jeg ikke kan se deres ansigt og deres mimik. Det gør mig utryg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Ida – så er vi landet i Aarhus! Beklager mit sene svar, men hold op det har været noget af en kamp at få flyttet alt, hvad man ejer til Aarhus. Åh ja, jeg vil helst ikke skrive om den debat, når man ikke selv synes, at det er et “problem”, og ville faktisk bare lave lidt sjov med det. Jeg tænker meget på, at hvis jeg selv gerne vil accepteres og forstås af alle andre, så må jeg også erkende, at jeg selv er nødt til på samme måde at være åben overfor andre. Man kan selvfølgelig have det svært med bestemte mennesker/grupperinger, men kunsten er jo ikke at være fordømmende. Er gået lidt stærkt, men nu skulle jeg altså lige give lyd fra mig. Jeg skal vænne mig til at smøre madpakker til børnenes nye institution, så der er hele tiden noget at lave! :-D.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En Istanbul-tur uden børn - gør det!