Super nem og lækker chokoladekage - kunne jeg fornemme på Instagram :-)

En kassedame kan redde en verden – i hvert fald Isaks fødselsdag :-)

SIden vi er flyttet op på bakkerne, har jeg faktisk ikke været vildt meget på indkøb, og jeg har heller ikke været vild med det. Største grund er nok…  ja bakkerne :-D. Ej, med en lille Nora, læs afbrudt søvn, og det dårlige vejr, der har været i landet (skyldes selvfølgelig ikke Nora :-P), har jeg mest bare opholdt mig indendørs. Efter at have prøvet at stå alene med tre børn en morgen, som endte lidt kaotisk, har jeg glædeligt erkendt, at jeg ikke er klar til at aflevere børnene i institution endnu. Uffe kan heldigvis møde sent, så han står for tjansen, og jeg regner med at han bliver ved indtil sommeren for alvor rammer Brabrand, Isak er blevet lidt mere moden, og jeg kan cykle med alle børnene i ladcyklen og nyde vejret 😀 Yep, der er mange ting, der skal falde på plads, og det er lige før, at jeg tror mere på vejret end på Isak :-).

Nå, men på vej hjem fra svigermor, som vi i øvrigt lige kiggede forbi med ungerne for at dele kærlighed til, fordi hun ligger syg med lungebetændelse, løb jeg lige ud af bilen og kastede mig ind i Rema 1000 i håb om at finde en sut til Nora, da vi mistænker den hun har for at være for lille. Det var kun sutten, jeg gik ind for, mens resten af familien kørte rundt i Kia’en på parkeringspladsen for at holde Nora rolig (ja, bilen skal helst være i kørende tilstand, you know), men jeg hapsede lige lidt fra højre og venstre også (of course). Da jeg kom til kassen, mødte jeg synet af en irriterende køkultur, og jeg kunne ikke blive rigtig klog på, om der var tre køer eller to til de tre åbne kasser. Ja, du ved. Nogle gange dannes en Y-kø, eller skal vi kalde det omvendt sammenfletning, fordi der ikke er plads til to lange rækker. Og fordi det nu mest lignede en kort kø ved den ene, og med forestillingen om en skrigende Nora i bilen havde jeg ikke tålmodighed til at stå og være irriteret ELLER undre mig ELLER gætte mig til det ene eller det andet ligesom de andre i køen, så jeg råbte højt (med en rolig stemme) og spurgte, om der var én eller to køer. Og der var ingen der brokkede sig over, at jeg bare gik over til den korte kø, og måske var de bare glade for, at der var én, der turde italesætte det. Ahmen altså og forhelved i parantes, hvor svært kan det være at snakke til hinanden. Jeg kan seriøst ikke forstå, at man kan stå flere mennesker med 10 cm’s afstand indendørs, indånde samme luft og være så fremmede overfor hinanden (som jeg også skrev om engang). Jeg kunne tydeligt se, at folk var overraskede over, at jeg åbnede min mund, og de kunne nok også se, at jeg havde småtravlt.

Nå, men jeg har slet ikke skrevet om det, der var meningen med indlægget endnu. Jo, se jeg kunne jo så se, at ekspedienten glemte at slå den ene bakke blåbær ind, og jeg turde næsten ikke tænke på den tid, det skulle tage ham at lave det om. Tanken om gratis blåbær er jo ganske fin, og med grædende Nora på hukommelseskortet var jeg da også meget tæt på bare at gå videre, men arrh den samvittighed lod mig ikke gøre det. Havde du gjort det? Jeg tænkte, at jo hurtigere jeg fik sagt det, jo hurtigere ville han fikse det, og inderst inde håbede jeg nok, at han bare lod mig gå på grund af min ærlighed – men også helt fint, at han ikke  gjorde det. Jeg betalte det ekstra for blåbær og kom ud til bilen, hvor alle ganske fint havde overlevet :-).

Det fik mig bare til at tænke på, hvor vigtig en rolle sådan en kasseekspedient egentlig har. De er seriøst med til enten at ødelægge din dag eller redde din dag nogle gange. Ham blåbær-ekspedienten var absolut ikke med til at ødelægge min dag, nej jeg har oplevet meget værre, men heldigvis mest de positive oplevelser. Jeg kan dog blive ret rasende, når jeg hører om folk, der ikke har kunnet få deres vare, fordi de manglede en 50 øre, hvor jeg tænker: Kom nu! Red nu det menneskes dag! 50 øre! Giv det fra din egen lomme, altså! Den der uventede reaktion fra en fremmed, der gerne vil hjælpe dig, er guld værd. Eller dengang jeg spurgte ekspedienten i Netto i Valby, hvor udløbsdatoen på den pågældende pakke stod, og jeg fik det sure svar, at hvis jeg ville have service på mit indkøb, skulle jeg nok vælge et andet sted end Netto: “Der er ligesom en grund til at varerne er billigere her”, udbrød hun. Jeg var i chok, og jeg kunne da også se, at hun var presset af den lange kø og manglende overskud til at svare på mit spørgsmål, men halloo.

Men trænger du til at høre den gode oplevelse? Jeg kalder det lidt held i uheld, for vi fik ikke, hvad vi bestilte hos bageren i Føtex sidste uge. Vi havde nemlig bestilt to kagemænd og havde kun betalt for den ene (den anden bestilte jeg over telefonen, da jeg kom hjem, fordi Uffe var sikker på, at folk ville sulte med kun én kagemand til Isaks fødselsdag – big family). Da Uffe så var ovre for at hente kagerne, var der åbenbart sket en fejl, så de havde kun lavet én kagemand! Ja, stor skuffelse, som kun nåede at vare et kort øjeblik, for ekspedienten formåede at vende den dårlige oplevelse om til en god oplevelse. Hun undskyldte og tilbød nogle af deres lækre lagkager og blandet wienerbrød i stedet, så Uffe kom hjem med to hele lagkager, en jordbærtærte og flere slags wienerbrødskager – GRATIS! Det var helt overvældende, og hvor var det bare fedt, at dagen ikke blev ødelagt med den dårlige stemning over, at de havde lavet en fejl.

Nu er kagerne måske lidt større sager, fordi de har en materiel værdi, men nogle gange er det de helt små gerninger, der kan være med til at give det største smil på læberne, kilde i maven eller føle at det er sommer i hele kroppen. Jeg håber, at du oplever masser af den slags gerninger eller omvendt selv er med til at redde andres dag.

2-502-51Isak snakker ikke om andet end “Biller nøn nøn” 😀

Sidste år blev min blog 2verdener.dk nomineret til “Årets bedste blog” hos Børn i Byen. Jeg håber, du igen i år vil hjælpe mig med at blive nomineret – det kan du gøre her.

Billede1

Du kan følge mig på Instagram på @2verdener og min nye private profil @esra.ap.
Like min Facebook-side her.
Følg mig på Bloglovin? her, så du kan få en mail, når der er nyt på bloggen.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Super nem og lækker chokoladekage - kunne jeg fornemme på Instagram :-)