KONKURRENCE - Vind opskriftsbogen "Mit tyrkiske køkken" af Rukiye Benli

Fucking flink fredag og iskaffe, der varmer

Det blev fredag. Hækken er blevet grønnere, og jeg kan snart glædes over, at naboen på den anden side af vejen slet ikke kan kigge ind til os. Det er jo egentlig bare en ældre mand – har jeg hørt. Hans hus er lidt sænket i forhold til vores, og man ser næsten aldrig noget til ham. Siden vi flyttede ind i januar har jeg villet banke på hans dør og hilse, for det kunne da ikke være rigtigt, at vi skulle bo så tæt og aldrig have hilst på hinanden. Der har bare været så stille heroppe på bakkerne vinteren igennem, men “sådan er det”, har vi fået at vide fra de tætteste naboer. Lidt som dyr, der går i vinterhi, og om sommeren kommer der liv, og fordi jeg er på barsel, har jeg ikke rigtig nogen om vinteren, fordi jeg jo ikke var ude på de “rigtige” tidspunkter.
Ganske rigtigt er der mere liv nu – børn der løber på vejen, folk i haverne og ikke mindst lyden af græsslåmaskiner. Og vi har da også været så flittige at invitere nogle af familierne på vejen, som vi har set mest til, til housewarming – de er også yngre og har børn – det passer jo perfekt! Men den ældre herre på den anden vej ser man stadig ikke. Han skulle være så gammel, at han bare sidder hjemme hele tiden. Jeg har jo også så travlt med alt muligt, og selvom tanken om at tage forbi ham har strejfet mig flere gange, har jeg bare ikke videreført det til handling. Var han nu så gammel, at han ikke selv kan åbne døren? Hvis jeg tog noget med, som jeg havde bagt, ville han være i stand til at spise det? Er han så gammel, at han slet ikke har brug for mit selskab? Eller var jeg måske bare fyldt med undskyldninger, og bildte mig selv ind, at der hele tiden var bedre tidspunkter at tage forbi end andre, eller vigtigere ting at få ordnet end andre?
MEN nu hvor Isak havde sovet hos farmor, og jeg var alene hjemme med Munira og Nora (fordi vi tager en fridag om fredagen), havde jeg jo masser af tid. Fra om morgenen var jeg indstillet på, at jeg burde kunne få tid til lige at kigge forbi naboen, inden vi skulle over til farmor og Isak kl. 16. Tiden gik, min søster kom forbi, jeg tog et smut forbi frisøren, og tiden gik. Åh nej, igen ville jeg ikke nå det. Min søster blev helt til kl. ca. 16 med datteren, som legede med Munira, og jeg kunne ikke rigtigt få det passet ind. Og så kom tiden, hvor vi skulle køre. KOM tiden? Hvordan kom tiden?

Vi gjorde os klar, og skulle ud af døren, og jeg var faktisk lidt irriteret. Irriteret over, at jeg igen ikke fik tiden til at tage forbi naboen. Jeg kunne mærke det på min krop. Ordet “tid” irriterede mig. Jo, planen var jo, at jeg skulle over til svigermor ved 16-tiden ligesom alle andre fredage, men hvorfor var jeg så optaget af “hvad jeg plejer”. Det er jo ikke fordi svigermor ville blive sur på mig, hvis jeg kom senere – hun hygger sig jo bare med Isak. Det her med, hvad vi plejer. Det styrer os vildt meget. Jeg følte mig så fastlåst, fordi jeg skulle passe tiden ind efter, hvad jeg plejer. Mine øjne gled over på køkkenbordet, hvor bogen “Fucking flink dig selv” af min fætter Lars AP (vi har jo næsten samme efternavn :-D) lå. Jeg er ikke så meget for bandeord, selvom jeg sagtens kan se, at det kan lyde smart, og jeg prøver derfor at mildne det med vendinger som “for hulan” eller “eddermame”, så jeg også kan være med på den bølge, når det nu passer mig, og jeg kan bedre lide at skrive F*** end selve ordet, men har nu valgt at skrive det lige ud i overskriften, for det er jo det, bogen hedder, og det er i øvrigt i en god sags tjeneste, så er der søreme ikke rigtig en vej udenom (Gud, læg mærke til den lange sætning! :-D).

Selvom det saftsuseme var længe siden, at jeg har læst bogen med en masse fifs til, hvordan man kan flinke sig selv, og gøre gode ting for andre, blev jeg grebet af følelsen af, at jeg måtte gøre noget skørt. Den tid, jeg ikke troede jeg havde, måtte jeg simpelthen finde. Eller bare bruge – for den var der jo! Med Nora i den ene arm i autostol og pusletasken i den anden, åbnede jeg køleskabslågen og tog to af de her iskaffe, som jeg har fået i gave af Peter Larsen, og som jeg hele tiden tænkte, jeg måtte dele med naboer. Jeg kastede dem ned i tasken og kastede mig selv og ungerne ud i bilen. I stedet for at dreje til venstre for enden af vejen, drejede jeg simpelthen rattet til højre og følte en form for overvindelse (helt seriøst). Lidt latterligt føltes det at køre derover i bil, men så kunne jeg jo fortsætte direkte over til svigermor (jamen hvis det var det der skulle til, ik!?).

Det sidste her, altså besøget, føler jeg slet ikke, at jeg har ord til at beskrive. Mest af alt føler jeg mig så dum over, at det skulle tage mig så lang tid at besøge Jørgen. Jørgen, der ligesom mig tit har kigget over på den anden side af vejen og tænkt tanker om os, men som ikke har kunnet komme os tættere fordi, han er så gammel, at han ikke kan bevæge sig ud af huset. Men det kan jeg. Det kunne jeg. Det skal jeg. Det skal vi.

Om han var for gammel til at drikke iskaffe? Det kan du bande på, han ikke var.

Bogen “Fucking flink dig selv” har jeg fået tilsendt med opfordring til at skrive om en handling, der skaber glæde i hverdagen. Dette er mit bud på en “overskudshandling”, som nogle også kalder det :-).
Da iskaffen er en gave fra Peter Larsen, er jeg vist også nødt til at skrive, at indlægget er sponsoreret 🙂

Sidste år blev min blog 2verdener.dk nomineret til “Årets bedste blog” hos Børn i Byen. Jeg håber, du igen i år vil hjælpe mig med at blive nomineret – det kan du gøre her.

Billede1

Du kan følge mig på Instagram på @2verdener og min nye private profil @esra.ap.
Like min Facebook-side her.
Følg mig på Bloglovin? her, så du kan få en mail, når der er nyt på bloggen.

   

10 kommentarer

  • Diana

    Jeg er altså mega nysgerrig! Hvad sagde Jørgen ellers til det hele og hvad fik I snakket om? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • christina

      Er vild med din blog – og SÅ meget at lære for alle de danskere, der bare går og passer sig selv bag ligusteren 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      SÅ dejligt at høre Christina. Det varmer virkelig. Vi har så travlt med det hele, og nogle gange skal der virkelig ikke meget til. Jeg håber at det kan få flere til at gøre noget af det samme 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Kære Diana
      Det synes jeg også, at jeg burde skrive om :-D. Det tog noget tid for Jørgen at komme til døren, og da han åbnede døren, og jeg sagde, at vi var hans nabo, spurgte han høfligt, om ikke vi havde lyst til at komme indenfor. Vi satte os i stuen og snakkede om hans familie, hvornår han flyttede ind i huset, hans uddannelse osv. Vi kom virkelig tæt på hinanden, og han var helt væk i Nora, som sad i autostolen og sendte en masse smil til ham :-).

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Esra, du er simpelthen så inspirerende!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freja

    Tak for inspirationen 🙂 må vist snart invitere naboerne over!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Selv tak Freja! Og hvor lyder det fedt med naboerne 😉 Yay!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Så sødt et menneske du er.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

KONKURRENCE - Vind opskriftsbogen "Mit tyrkiske køkken" af Rukiye Benli