Upss - giver jer ret - trækker ordet tilbage

Eid på bakkerne

0807

For os var det helt klart Eid i tirsdags – skraldemanden kom og tømte affaldsspanden, og følelsen af at at starte dagen rent. og tanken om at vores nyplantede bøgehæk kunne danse under regnen hele dagen, føltes helt rigtigt og som en velsignelse – yeah right, prøv lige at være lidt mere positiv, ik? 😀 Det var faktisk sådan rigtig træls med regnvejret, især fordi vi havde håbet på at komme i Tivoli Friheden senere på dagen, hvilket blev droppet af to grunde. 1. De billetter vi havde fået billigt fra Rynkeby saft var ikke kommet. 2. Det passede os faktisk helt fint, for vi ikke havde lyst til at snurre rundt i Tivoli i regnvejr. Jeg kan i øvrigt se på Tivolis hjemmeside, at der er Familiedag d. 3. september, hvor DR’s helte som Motor Mille, Hr. Skæg og Onkel Reje kommer, så det må Munira gå og glæde sig til, OG mon ikke billetterne er kommet til den tid? :-D.

Selvfølgelig var der ikke så meget Eid-stemning over det på selve bakkerne – alle er jo på arbejde sådan en hverdag, men med alt det, vi ikke havde styr på (læs kaos) fra morgenstunden af, føltes det rigtig som en festdag. Jeg fik pludselig den ide at klippe Isak (altså håret), inden vi skulle over til min storesøster og spise brunch – ja fordi jeg simpelthen ikke kunne holde ud at se på hans sjuskede hår mere, hvilket betød en badetur, selvom han dagen forinden havde taget den – og alle gaverne, der skulle samles og få 3 børn i festtøj og være sikker på, at man har husket det hele, ja så er der da en slags krigsfest! Selvom det er kaotisk, er det også bare dét, der giver én stemning af, at det ikke bare er en børnehave-dag – hermed ikke sagt, at der ikke er kaos på en almindelig hverdag (her ville Uffe afbryde og sige: hvad ved du om det, det er jo mig der afleverer :-D). Det gjorde det i øvrigt ikke nemmere for mig at traske rundt med ømme benmuskler efter, at jeg havde hentet børnene i ladcyklen dagen forinden, fordi jeg ville overraske Uffe, som jeg skrev om her. Og nej det giver normalt ikke så ømme benmuller, men jeg havde cyklen hele turen UDEN batteri, fordi min kloge nevø, som havde prøvet cyklen dagen forinden, havde skruet helt ned for styrken, og jeg havde troet, at der ikke var mere strøm på! Tak for det Furkan.

Det var faktisk lidt sygt af min storesøster at åbne dørene til brunch hos dem, når de skulle køre til Tyrkiet dagen efter, og jeg havde da også foreslået at overtage tjansen, men hun ville ikke opgive æren af at være den ældste i familien og dermed den, vi mødes hos. Hvis hele familien havde været til stede, og her mener jeg bare søskende og deres børn, så ville vi have været 27, men på grund af ferien var hele 12 personer bortrejst, og det gav faktisk lidt luft, selvom jeg selvfølgelig ville ønske, at vi kunne være samlet allesammen. For at kompensere for manglen på min mors væsen, så havde min storesøster bagt en traditionel tyrkisk dessert, og nej ikke baklava men hurma, og min næstyngste søster havde kompenseret for den yngste bagenørd @aarhuscakes ved at lave Mississippi Mud pie, og så kan man da vist godt sige, at der var noget fra 2 verdener :-D.

Som I så på Instagram (@esra.ap), fik vi i år indført en moster-Esra-tradition, hvor vi fremover vil samle alle nevøer og niecer, altså vores børns fætre og kusiner, hos os på bakkerne og bage Eid-småkager, og hvor var det hyggeren og hårderen, men det hele værd. Det er mest hende Nora, som er god til at afbryde med amme- og soveseancer, og jeg er sikker på, at det bliver rigtig godt næste år, når de små bliver større og kan være mere med. Jeg tror faktisk, at jeg formåede at fornærme mine søstre, fordi jeg ikke ville have dem med, men giv mig lige ret i at børn opfører sig meget bedre og er nemmere at styre, når deres forældre ikke er til stede. Du kan se lidt forskellige billeder fra dagen nedenfor ;-).

Selvom vi også havde en rigtig hyggelig Eid sidste år med to af mine søstre i København, så er det faktisk lidt dejligt at slippe for al den transport frem og tilbage til familien og bruge de tre dage, Eid varer, på en lidt mere afslappet måde. For ingen tvivl om at selvom der foregår større aktiviteter i København på en Eid-dag, så er der også en helt anden magi over at have faste traditioner, pynte huset med Munira sammen med fætre og kusiner og se hvordan vores børn kommer tættere på deres fætre og kusiner. Og hey, du skal næsten også læse om vores Eid med bare vennerne for to år siden i København, som jeg skrev om her, og om nye traditioner i vores hjem her.

I år har jeg besluttet mig for at, jeg de kommende år skal være bedre til at forberede mig selv også og måske tillade at forkæle mig selv med noget Eid-tøj, for jeg er måske lidt træt af at det hele tiden ender med sidste minuts tøjsammensætning af noget ammevenligt festtøj, som ikke helt er festtøj. men helt ærligt; jeg tænker, at når bare man er så heldig at fiske den her ring op (ja, se nedenfor, tak) fra det stadig eksisterende flytterod, så kan man da ikke føle sig andet end lidt fin :-).

Vigtigst af alt nåede vi at besøge alle dem, der er ældre end os selv – ja for det er nemlig reglen i tyrkiske kredse, jeg er vokset op med. Respekt for de ældre! 😀

Rødt tema hos storesøster :-)

Processed with VSCO with f2 preset

Ringen har en historie, jeg lige skal have lov af Uffe til at fortælle 🙂

2-67 2-65 2-64 2-68 Eid-småkagerEid pyntOpskriften til småkagerne har jeg taget herfra og synes, at det fungerede meget godt. Det er en stor portion, men så var der også nok til, at alle børnene kunne tage noget med hjem.

Eid pyntEid pynt 2-76Skabelonerne til pynt fandt jeg på denne side, som er ret god, og guirlanderne er fra Søstrene Grene til en 12’er ;-).

Nu må jeg hellere lukke den af her og nå at få en lille lur med Nora, som sover, mens børnene er ude at fodre ænder med deres farmor :-).

Du kan følge mig på Instagram på @2verdener og min nye private profil @esra.ap.
Like min Facebook-side her.
Følg mig på Bloglovin? her, så du kan få en mail, når der er nyt på bloggen.

 

   

2 kommentarer

  • anette elming nielsen

    Hvor ser det hyggeligt ud. Og så fint i har lavet det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Ja, hyggeligt på trods af kaos 🙂 Tusind tak Anette!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Upss - giver jer ret - trækker ordet tilbage