Kære menneske

Ferie i 8220 Brrrrabrrrrand – ekspertviden :-)

1707

Jeg tænker jo ikke særligt meget over, hvordan “Brabrand” lyder, for jeg er født her og er totalt indspist med det, men jeg er flere gange blevet gjort til grin dengang i København både på grund af min dialekt, og når jeg siger, at jeg er fra Brabrand. Brrrrabrrrrand? Er det i Danmark? Og hvor lyder det mærkeligt. Københavnere er altså ikke altid så høflige eller nede på jorden som os jyder og vores mere afslappede dialekt (kilde: forskning :-P). Og jo, københavnsk gør dig mere hård i tonen, og det er min svigermor beviset på (ligesom forskning :-P) fra dengang, hun blev indlagt på Hvidovre Hospital (mit rørende indlæg). Hun kunne simpelthen ikke komme på bølgelængde med sygeplejersker og det øvrige personale. Hun kaldte det sprogbarriere. Hun følte, at de skældte hende ud, når de åbnede munden og skulle fortælle om hendes tilstand. Jeg griner stadig af det :-D.

Nå, men inden jeg vil suge dig ind i min forgangne uge skal du have lidt Esra-viden om min by. Brabrand, som jo er en bydel i Aarhus blev hurtigt til Gellerup, når jeg skulle forklare hvor i Aarhus, jeg var fra. For Gellerup, som er et sogn, kender alle som “ghettoen”, og det gjorde det nemmere at lokalisere mit bosted for Aarhus-ukendte folk, og så kunne jeg slippe for at forklare yderligere og skrue tempoet lidt op. Jeg er vokset op på Karensvej, men fik som barn at vide, at vi boede på “Karnsvej”, som for mig bare var, ja “Karnsvej” og først efter mange år, gik det op for mig, at vores vej jo er pigenavnet Karen (ja, Karensvej)! Åh kender I det, når man har gået og haft et bestemt forhold til en ting eller ord, og så vælter ens verden? 😀 Og nej, jeg vidste ikke helt, om jeg skulle være mest skuffet over, at jeg ikke følte mig så skarp, eller at min vej pludselig var blevet fremmedgjort :-D. Den opdagelse fik mig faktisk på afstand med vores vej, for jeg kunne pludselig slet ikke forholde mig til, at min vej var et pigenavn. Det gav det jo en helt anden betydning, for det VAR jo bare Karnsvej :-D.

Nok om sprogvriderier. På trods af den mærkelig udtale af Brabrand, så er jeg bare glad for at være tilbage. Brabrand med postnummeret 8220 er bare så smuk, især i sidste uge, hvor jeg var alene med alle tre unger! (læs lige næste sætning også, inden du tror det hele er lyserødt). Takket være svigermor. Nej, minutterne uden hende var ret strenge. Jeg tilbød endda svigermor at flytte ind hos os i sidste uge, så hun ikke skulle cykle hver morgen og aften, for jeg havde brug for hjælp! Jeg var så optimistisk, dengang vi skulle planlægge ungernes ferie i børnevugge, og jeg tænkte, at jeg sagtens kunne holde dem hjemme alene, så Uffes 4 ugers ferie kunne betyde, at Uffe og jeg har en hel uge for os selv, når Munira skal starte i skole og vi sender Isak afsted til vuggeren (lur mig om han ikke bliver syg hele den uge…). Der er så meget, vi vil herhjemme og i haven, men det bliver seriøst ikke til så meget. Vi prøver at sige til hinanden hver dag, at vi ikke skal tænke over det, og sådan er det bare at bo i hus, når man også vil være sammen med sine børn eller bare har en helt lille Nora, som man ikke kan tage ud uden overtøj på grund af det hurtigtskiftende vejr. Det er jo ikke meningen, at vi skal gå og stresse over den – det er vel ikke meningen med en have? 🙂 Jeg ser nok mest frem til, at vi får lidt tid til at udløse vores sidste cafe-gavekort i det dejlige sommervejr, hvis det nogensinde kommer til Danmark, gå langs åen, og ture op og ned ad Badstuestræde. Du ved, bare hygge.

Men jeg har faktisk også virkelig nydt ugen, der er gået, selvom den var uden Uffe. Og til alle jer aarhusianere, der ikke skal på ferie ud af landet, så kom til Brabrand! Og jeg vil vove at påstå, at jeg har gjort mig kloge tanker om ferie, jeg lige vil dele med jer. I har sikkert hørt, at eksperterne siger, at den bedste ferie for vores børn er ikke at planlægge noget! Det er bare så meget rigtigt. Pludselig har vi så meget tid, og det er helt OK ikke at vide, hvad vi skal (selvom Munira tit spørger, hvad vi skal :-)). Og hvis vi skal, må det gerne tage lang tid at komme ud ad døren eller ikke nå det, for så er der en dag imorgen. Tro mig, børn skal have lov til at kede sig lidt og finde ud af, at det ER sjovt at sidde og bare lave perler eller sidde på gulvet og rulle eller lave huler, og det finder de ud af, når dagen ikke er fyldt med alt muligt, der SKAL nås. Munira og Isak har for eksempel været ret dårlige til at lege nede på deres værelse, og allerede anden dag, altså i tirsdags, gik der hule-leg i den. Jeg tror virkelig, at de kan fornemme, at der er en helt anden mængde tid, og fordi de var sammen med mig hele dagen, havde de ikke et behov for at være i samme rum hele tiden i køkken-alrummet. For det er de normalt efter børnehave-tid, og det er jo klart! De har ikke set os hele dagen og vil helst være omkring os.

Svigermor kom i mandags og efter en lang morgenmadssession, tog jeg Isak og Nora i ladcyklen, og med Munira og svigermor på hver deres egen cykel trillede vi mod Brabrand-søen. Med pauser på fitnesslegepladserne, høns- og ænder-fodring og snak med køer og geder var vi rundt om hele søen på 10 km. Munira var smadret til sidst, men hun ville hellere cykle videre til legepladsen, som jo er det vigtigste, end at komme hjemad og hvile sig. Selvfølgelig fik vi selskab af regnen, men det passede perfekt med, at vi pressede os alle ind under det lille legehus på legepladsen (det kunne de godt have bygget lidt større :-D).

Hvad der viste sig skulle blive endnu bedre var vores tirsdag, hvor vi bare gik i området. BRABRAND. Seriøst. Er det noget I gør? Bare gå. Vi gik ad Hans Broges Vej, legede lidt på legepladsen dér og udforskede villakvarteret omkring Skovbakkevej. Det var så hyggeligt med en kurv med agurker foran et hus, som man bare kunne tage af, fordi de havde for mange agurker i haven. Vi fortsatte mod Langdalen. Hold k*** hvor er det smukt! Jeg gik selvfølgelig hele tiden og håbede på, at jeg ikke ville støde ind i nogen hunde uden snor, men havde garderet mig med Odder-barnevognen, hvis det skulle ske :-D. Åh jeg hader min fobi. Børnene meldte sult, og vi havde da heller ikke troet, at vi skulle gå så meget, så vi gik forbi interiør-butikken Kaiku (den eneste i området, men flot!), fordi jeg kunne huske, at de som det eneste spiselige solgte nogle chips fra Nicholas Vahé 😀 Vi fik endda tilbudt honningmelon og vand derovre, da jeg gav lidt udtryk for vores tørst, så bedre kundebetjening kunne vi da ikke få. Det er et lækkert sted, men vi købte kun den ene pose chips :-). Det var bare så hyggeligt, og det passede begge dage med, at vi var hjemme på næsten samme tid som Uffe, og ja ingen middagslur til Isak, men man kan da heller ikke få ham hjem igen, når han først har sat sig på sin løbecykel.

Hvad jeg egentlig bare vil sige er: Nyd dit kvarter! Eller nabokvarter. Bare gå. Åbn øjnene en ekstra gang, udvid dine næsebor, duft til blomsterne og luften og oplev naturen omkring dig. Og husk at oplevelsen er god, fordi du har mennesker du holder af sammen med dig (og det gode vejr) :-D.

6-22Nå ja, jeg fik ikke sagt, at Munira simpelthen ikke kunne cykle mere helt til sidst, så hun hoppede op på ladcyklen – godt der er batteri på :-D. Flere har spurgt, hvilken cykel vi har. Det er en Babboe, og der kommer et indlæg om den snart ;-). Vi har købt den igennem www.bollogwinberg.dk. Nå ja, OG er MEGET glad for den!

2-79

imageLangdalen med de to hunde, som Isak kalder dem 😀image imageDer er ingen tvivl om, at Munira har fået sin mors sportsgener 😀

imagePå Hans Broges Vej er der et mystisk hus med mindst 4 kattekillinger, som vælter ud mod fortovet, når man stopper op foran huset :-D. Viiildt hyggeligt.

imageMisunder lidt vores nabos ukrudt 🙂

Du kan følge mig på Instagram på @2verdener og min nye private profil @esra.ap.
Like min Facebook-side her.
Følg mig på Bloglovin? her, så du kan få en mail, når der er nyt på bloggen.

   

4 kommentarer

  • Anna

    Hej Esra

    Tak for en dejlig inspirerende blog og fedt at få lidt tips omkring Brraaaabrraaand (bare rolig, jeg er Aarhusianer, så jeg forstår dig godt). Vi er lige flyttet til området, så dejligt at høre om stedet. Sølyst kender jeg, men hvor er denne skønne Langdalen henne? Lyder som om den er et børnebesøg værd 🙂

    Kh. Anna

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Hej Anna
      Tak for de fine ord – altid dejligt at høre, og dejligt med én der forstår :-D. Jeg har mange minder fra Sølyst, og der er også skønt ;-). Det er ikke fordi, at der er så mange “aktiviteter” i Langdalen, men selve naturen er bare smuk. Jeg vil sige, at det er hyggeligst at gå op ad Skovbakkevej, hvis du kommer “nede” fra Silkeborgvej. Det er en dejlig gåtur med små hyggelige stier 🙂

      Søde hilsener
      Esra

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simon

    Mine børn kunne også godt lige den der “gymnastik” stang, mest når moren ikke var med 😉

    Se et par minutter ind i videoen: https://www.youtube.com/watch?v=MGu5XBgRT0E

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Uha ja, man skal have nerver til den stang, og du kan tro farmor heller ikke var så vild med at kigge på

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kære menneske