Ting jeg ikke forstår - hvor meget skal vi finde os i?

Om at være syg, afhængig og forvirret – et liv på sociale medier

3008

Sygdom har ramt bloggen og min Instagram, og selvom det absolut ikke har været sjovt at ligge syg og uduelig med brystbetændelse og penicillin, mens 100 tanker og ideer bare har kørt rundt i mit hoved uden at jeg har kunnet handle på noget som helst, så har det været godt. Sådan rigtig godt. MIT problem er, at jeg har for mange tanker, og jeg vil så meget. (Jeg er meget ærlig nu). Der er så meget jeg vil. Jeg vil ikke lade tiden flyve væk imellem mine fingre uden at bruge den til noget. Men jeg har fået en lærestreg. Sygdom ramte mig, og jeg lå dér på sengen – helt hjælpeløs. Den krop, der vil så meget, kunne intet. Den krop, jeg troede, jeg havde magten over, havde jeg ikke lyst til at være i – på grund af smerterne og udueligheden. Men jeg var taknemmelig og forhåbningsfyldt, fordi jeg vidste, at det kun var et spørgsmål om tid – forhåbentlig. Desværre er det tit, når vi bliver syge, at det går op for os, hvor stort det egentlig er, at vi er raske. At vi ikke fejler noget. At vi kan bevæge os ud ad døren om morgenen, når vi skal aflevere børn eller på arbejde. At vi KAN være sammen med dem vi elsker i en rask tilstand. At vi KAN fare ud af sengen og kysse dem godmorgen (så husk at gøre det!). At vi KAN se, mærke og dufte naturen på vej ud af døren (læg mærke til det!).

At vi KAN og har lysten til at komme ud. Sygdom hjælper os med at komme ned i gear, som én af mine følgere skrev på Instagram, og det er så meget rigtigt. Det giver tid til refleksion, og selvom alverdens tanker drønede rundt i mit hoved første dag, kunne jeg mærke, at jeg overgav mig mere og mere og begyndte at være ligeglad med alt det, jeg ville, og som jeg ikke kunne af den helt simple årsag: jeg KUNNE ikke. Det eneste jeg kunne var at ligge og vente på, at jeg fik det bedre. Og komme helt ned i gear.

Jeg lå lidt og tænkte på, hvad det egentlig er, vi har så travlt med. Hvad det er, jeg vil, og hvor meget jeg skal huske at være taknemmelig, når jeg bliver rask. Og selvom jeg fik det bedre og bedre med dagene, så kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at komme længere ned i gear – at blive nulstillet nærmest. Selvom jeg elsker at dele sjove og interessante momenter af mit liv med jer, f.eks. på Instagram, har jeg tit været i et dilemma, for det kan nemt komme til at fylde en del, og da Instagram lancerede deres nye funktion “Insta-stories”, som er de her her-nu-poster, kunne jeg mærke, at der blev krævet mere og mere af mig. Jeg fik følelsen af, at grænsen blev overskredet, og det hele var lidt for meget. I forvejen tænker jeg meget over mit forhold til telefonen, især når børnene er i nærheden, og jeg prøver virkelig at ignorere aktiviteten på mit Instagram-feed i form af folks kommentarer på noget jeg har postet, for jeg føler ikke, at jeg er 100 % til stede med børnene, hvis mine tanker er et andet sted. Jeg har tidligere skrevet om mit forhold til de sociale medier, som du kan læse om her. Ja, da jeg så så, hvordan folk havde taget imod Instastories, som vel er det samme som Snapchat – som jeg ikke kommer til at downloade, selvom flere af jer har spurgt – ved at filme de skridt de tager, når de går på gaden, filmer børnenes reaktioner på det ene og det andet, når de kører bil eller cykler (det er vel ulovligt??) og nærmest indkapsler og dokumenterer hver handling, de foretager sig ind i kameraet i stedet for at løfte hovedet og mærke handlingen efter med kroppen og ikke telefonen, ja, så føltes det hele meget virtuelt og tomt. Jeg ved godt, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i glashus, og jeg skriver absolut ikke dette for bare at kritisere, hvad andre gør. Det er selvfølgelig helt op til folk selv, og jeg skal ikke sidde her og spille klog, men jeg håber bare, at vi som mennesker husker på, at telefonen ikke overtager for meget af os selv og vores handlinger. Jeg er klar over, at mange af dem med meget aktivitet er folk, der tjener på deres blog og driver det som en virksomhed, og jeg kan godt forstå, at de er nødt til at være så aktive, og nogle af dem har heller ikke børn, så vidt jeg kan se, så jeg kan godt forestille mig, at de har plads til lidt mere uden at skulle tænke på om det påvirker barnet, at man render rundt med den telefon hele tiden, men det er også bare generelt tanken om, at vi er så afhængige af den telefon, der kan irritere mig – ja, siger bloggeren, der selv kan være afhængig af den. Og det er bare et dilemma for mig, for på den ene side giver den så meget frihed og mange muligheder, men på den anden side kan vores liv nemt ende med at rulle på en skærm foran andre i et virtuelt miljø, mens dem vi oplever verden sammen med bliver mindre og mindre oprigtigt tilstede i virkeligheden.

Jeg tjener ikke på min blog, men den har givet mig vildt fede oplevelser og netværk og muligheder for små projekter, som jeg glæder mig til jeg kan fortælle mere om, når jeg må. Jeg er på barsel og vil gerne gøre tingene i det tempo, jeg selv ønsker, men mit problem er, og det er uden at lyde selvoptaget eller noget, at jeg er for ambitiøs. Jeg elsker at være kreativ, og det er jo dét, der har åbnet mange døre for mig, men jeg er altså nødt til at erkende, at jeg ikke kan nå alt. Jeg prøver nærmest hver dag at mærke efter, hvor min grænse går, og hvad det er, jeg har lyst til at udsætte mig selv og min familie for. Og nej, jeg kan ikke nå alt – i hvert fald ikke støvsugning, som er meget kedeligt, så sig endelig til hvis du kender en god støvsuger-suger i Aarhus :-D.

Nå, men jeg fatter stadig ikke helt, at jeg kunne rammes af brystbetændelse for første gang ved tredje barn, og nej erfaring betyder åbenbart intet, når det kommer til at eje børn. Jeg trøster dog mig selv med, at jeg fik en helt flad mave uden at træne, selvom det er ved at gå galt igen nu 😀

Hvis jeg skal opsummere lidt fra de sidste par dage, så vil jeg af vigtige sager nævne, at der er landet discovery-æbler på bordet her på bakkerne 😀 Ja, det er meget vigtigt, og med det gør jeg lidt grin af Uffe, der ikke har snakket om andet end sæsonens danske æbler og fået mig til at føle mig lidt dum 🙂 Jeg fik så “discovered” æblerne på torvet på Ingerslev Boulevard i lørdags, hvor jeg tog på børnedate med Munira og Isak på ladcyklen, og hold op vi nød det fantastiske vejr langs Brabrandsøen og ind mod byen, og vi har snakket om at gøre det til en lørdags-morgentradition. Hvor var det fedt at have tid med de store børn uden Nora, som i øvrigt klarede sig med Sempers majsvælling og gulerodsmos derhjemme med sin far, som hun er vild med – altså maden .. og Uffe selvfølgelig :-). Apropos mit ambassadørskab med Semper, så må jeg også lige fået taget mig lidt sammen, men det er sgu også svært, når jeg selv kommer til at spise det :-D.

Jeg har forresten snakket med Uffe om at se den norske serie “Skam”, som skulle være rigtig god – anyone knows? Og det betyder, at nogle af mine aftener ryger, OG min søster besøger os snart med hele familien med overnatninger, så jeg er lidt spændt på at se, hvor meget tid jeg får til blogging. Jeg kan i hvert fald mærke, at min krop stadig er træt efter den omgang brystbetændelse, og jeg er sikker på, at det også har påvirket hele familiens søvn, at Munira er startet i skole og skal møde kl. 8.00!!!! Det er aaalt for tidligt for mig på barsel, og nu har vi også lige fået omplanlagt logistikken, så Uffe kan aflevere begge børn, selvom det er lidt synd, at Isak også skal afleveres tidligt i vuggestue, men så henter jeg ham bare tidligere.

Søde hilsener fra en lidt forvirret blogger 🙂

Du kan følge mig på Instagram på @2verdener og min nye private profil @esra.ap.
Like min Facebook-side her.
Følg mig på Bloglovin? her, så du kan få en mail, når der er nyt på bloggen.

   

2 kommentarer

  • Ida

    Jeg tror bare du skal gøre hvad du har lyst til og ikke hvad andre forventer! Jeg følger en blogger (Anne Bredahl) som efterhånden kun poster et par gange om året, fordi det er der hun er lige nu – men jeg er hooked, derfor følger jeg hende uanset. Omvendt unfollower jeg bloggere/instagrammere, som poster alt for meget – for det stresser jeg nemlig over 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Du har ret Ida, men problemet er også bare, hvis man vil for meget, men ikke har tiden. Det er der jeg er, men bare anerkendelsen og bevidstheden omkring det, hjælper meget. Jeg vil tjekke din blogger ud

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ting jeg ikke forstår - hvor meget skal vi finde os i?