Om at være syg, afhængig og forvirret - et liv på sociale medier

Det er lidt pinligt – hej igen!

2909

Ja, hej – efter lidt ferie på bloggen og på Instagram, hvor jeg trængte til at prøve at lukke lidt af for det virtuelle liv og se, hvad der sker. Og det var faktisk dejligt. Det var nu også en periode med travlhed, fordi jeg havde min søsters familie på besøg, og jeg så det derfor som en anledning til at trække det virtuelle stik ud. Og jo, det har været dejligt at holde telefonen på afstand og ikke skulle forholde mig til alt det udenom, hvis man kan sige det sådan, mens jeg har nydt at have familien tæt på uden alt for mange “afbrydelser”. Man lærer faktisk rigtig meget af sådan en pause-knap, og inden det kommer til at lyde som om, at jeg er ved at lukke og slukke, så må jeg sige, at jeg play’er igen. Pausen er god til at mærke efter med, at se tingene udefra, og til finde en balance. At finde ud af, hvor ens grænser går og lære at agere i det hele. Og nøj, hvor har jeg mange ting jeg vil, men når jeg samtidig har valgt at have 3 børn og en mand (heldigvis), eje hus og have, 5 søskende der skal huskes og familie, der skal plejes, være med i forældreråd og nu stopper jeg med detaljerne, ja, så kan klaveret jo heller ikke spille helt af sig selv :-).

Når det så er sagt, så har jeg da også mærket, at det har kriblet i mig. Når jeg har oplevet noget sjovt eller interessant, og jeg har ønsket I skulle se det, men har holdt det tilbage. Jeg tror sgu, at det er meget sundt. At lære at beherske sig :-). Men nu er jeg tilbage, for jeg føler i hvert fald, at jeg skylder en afslutning på det billede, jeg postede på Instagram (@esra.ap) i mandags, hvor jeg meget glad viste en pose boller og andet bagværk foran vores dør. Ja, tænk at stå op til synes af, at andre har tænkt på dig så tidligt på dagen. Jeg elsker jo overraskelser af den slags, og jeg gik hurtigt igang med gætteriet. Det kunne ligne min mor, men da hun svarede nej på SMS, og min storesøster svarede nej, begyndte det at blive meget mystisk. Jeg syntes virkelig, at piroggerne lignede dem, min mor plejer at bage, så jeg kunne ikke rigtigt få det til at hænge sammen.

Det var selvfølgelig ikke for at prale, at jeg lagde billede på Instagram, men for at sprede følelsen af godhed og inspirere andre til at gøre lignende. Nej prale! Det har jeg i hvert fald ingen grundlag for! :-D. Da min mor besøgte mig senere på dagen, og jeg viste hende posen, udbrød hun, at det jo var den pose, hun gav mig i lørdags på vej til torvet, hvor vi samlede min niece op fra hende, og hun gav friskbagt brød med. Og pludselig skammede jeg mig over, at jeg ikke have værdsat hendes bagværk og glemt det fuldstændigt under sædet i ladcyklen på vores vej til torvet, hvor vi kun havde is i tankerne :-D. Og hvordan var posen endt foran døren? Jo, kloge Uffe havde selvfølgelig ikke tømt vognen efter turen, og da han så kastede børnene op i ladcyklen mandag morgen, så han posen, og stillede den foran døren. Yep, jeg føler mig sgu lidt dum :-D. Det værste var nok at give min mor følelsen af, at jeg havde været ligeglad med brødet, siden vi ikke havde husket at spise det.

Og ja, tænk at jeg prøver at bilde jer ind, at der findes folk, der tænker på os tidlig mandag morgen!

Følelsen var nu ret fed – så længe den varede ?

Og ja, jeg kan sagtens sidde i ladcyklen også, som nogle af jer har spurgt til på Instagram 😀 (med friskbagt brød lige under! (Ups ?)

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Om at være syg, afhængig og forvirret - et liv på sociale medier