Jeg ævler om æbler :-)

I min yngre singledage var jeg typen, der spiste mange æbler. Jeg elskede æbler og fik endda at vide, at det nok var derfor, at jeg havde nogle søde røde kinder. Ja, bemærk tillægsordet, der lige giver afsenderen ret til at sige det. Og få det til at lyde som et kompliment. Måske var det derfor, at jeg pludselig stoppede med at spise æblerne, eller også fik jeg bare nok :-D. En afstandstagen – yep, jeg tager afstand fra æbler, der giver røde kinder! :-). Selvom jeg flere gange brugte min gamle tysklærers påstand fra folkeskolen om, at røde kinder er tegn på sundhed, så har jeg sgu aldrig rigtig brudt mig om at blive fortalt, at jeg er rød i hovedet. For hvem i alverden vil have røde kinder, der blusser op ved det mindste temperaturskift? Om det så var tegn på sundhed. Jeg tror, at vi er nogle i familien, der har arvet min mors tendens til at få røde kinder, og det generer mig nu heldigvis ikke så meget mere i en alder, hvor jeg ikke behøver at snyde mig selv med, at det skyldes min sundhed. Og sund? Så meget kan jeg vist heller ikke snyde mig selv i dag :-D.

Jeg gjorde et kup i lørdags. Efter en skøn tur med Munira og hendes kusine og fætter, ergo min niece og nevø, i ladcyklen, endte vi på en rigtig fin legeplads ved Hans Broges Have her i Brabrand. Og hvor var det dog luksus at få noget “alene”-tid med lidt ældre børn, mens Isak og Nora blev passet hjemme af Uffe og desværre ikke fik sovet lige så meget til middag, som vi havde håbet. Jeg skulle lige vænne mig til, at jeg ikke behøvede at holde lige så meget øje med børnene hele tiden og ikke skulle gå rundt med en babyalarm eller tænke på, om det nu var blevet tid til en lur for Nora. Det var ret befriende faktisk! Det var næsten som en selvforkælelse i en skønhedssalon rent afslapningsmæssigt, hvis vi lige ser bort fra alle de insekter, der fløj ind i min øjne og næse langs Brabrandsøen. Tørklædet beskyttede heldigvis mit hår og mine ører :-D.

Uffe havde snakket om en æbleplantage omkring den fine legeplads, hvor jeg absolut lige vil nævne, at der også er en svævebane, selvom det nok kommer til at koste os længere kø næste gang, vi er der. Vi fandt æbletræerne længere oppe på bakken, hvor der er de bedste store søde røde æbler, som (desværre) ikke helt er til at nå. Det endte selvfølgelig med, at jeg klatrede op i lige præcist det højeste træ og ruskede i de tykke grene og lod det regne med æbler. Børnene var vilde med at samle æblerne op, vilde med at spise dem, og ikke mindst inviterede vi ældre nevø og niece til hjemmepresset æble-gulerod-ingefærjuice (og kage) i går og kogte æblegrød med resten, og har faktisk lige spist gammeldavs ævvlekage, som jeg inviterede svigermor til i dag. Åh, hvor er der en dejlig ro lige nu på bakkerne – har ikke hørt Nora hoste i et kvarter nu, og alle børn sover!

Godt så, der er også en sørgelig side af æbler! Havde aldrig troet, at jeg ville få tårer af at kigge på et æbletræ, men her kommer det. Det var nemlig et ret rørende øjeblik, jeg fangede mig selv i, da jeg forleden prøvede at putte Nora udenfor, og jeg opdagede, at Uffe havde plantet det æbletræ, han havde købt, og slæbt med hjem i ladcyklen vel at mærke :-D. Det lød lidt hårdt, men det er nu et ret spinkelt træ. Jeg gik pludselig lidt i stå, mens jeg stadig prøvede at vugge barnevognen. Det stod lige foran mig. Lige dér. Bag ved det kommende (forhåbentligt) skur nederst på bakken, hvor solens stråler er klar til at kaste deres vitaminfyldte varme over nyt liv. Et lille splejs af slagsen, som de er i deres unge år, hvor man slet ikke kan forestille sig, at der kommer til at vokse noget ud af dem. Jeg kunne se det for mig. Jeg kunne pludselig se fremtiden. Et voksende træ ligesom vores voksende børn. Men hvordan var vi overhovedet endt her? Hvordan var jeg overhovedet endt med Uffe. Havde fået børn med ham, og et hus med et æbletræ, vi selv har plantet. Et æbletræ. Vores æbletræ. Kunne vi med vores kærlighed få det til at vokse? Kunne vi virkelig regne med at høste noget? Se vores børn vokse i takt med det, blive store og tykke i takt med det, og se dem plukke vores æbler? Til os? En blanding af flashbacks og fremtid greb om mig på stedet midt på bakkerne, hvor jeg heller aldrig havde troet, jeg ville ende som en familie med tre børn. Det var faktisk ikke lykken, der omfavnede mig, men en blanding af alle de følelser, det har kostet mig at få Uffe. Det er kampen, der omfavnede mig blidt, for jeg havde jo overvundet den og stod stærkere nu. Der er mange af jer, der har spurgt til vores historie. Den er ikke nem eller kort. Den skal ikke komme her nu, men hvor er tiden et absurd begreb. Hvor er det vildt, at man glemmer så meget på så kort tid, og hvor er det vildt, at dét, der virkede umuligt engang, er den største selvfølge i dag med en masse godhed, det har bragt med sig. Ja, jeg taler om vores børn.

Så kære lille splejse svage tynde æbletræ. Jeg er sikker på, at du nok skal klare dig. Jeg håber, at vores jord er god til dig. Jeg håber, at vores børn kommer til at plukke af dig. Løbe rundt om dig og klatre på dig. Jeg har fældet en tåre for dig, og jeg er sikker på, at vi nok skal klare det sammen :-).