OPSKRIFT: Bedste klassiske pandekager med lidt juleskolesnak

Træt af mange ting, men allermest glad!

0412

Jeg kunne mærke, at jeg glædede mig lidt mere, end jeg plejer, da ugen nærmede sig sin ende. Jeg havde endelig meldt mig til et arrangement igennem min fagforening og glædede mig til at skulle komme lidt ud og møde andre typer af mennesker. Bliv nu ikke fornærmet, Uffe! Og nej, det skulle ikke handle om medicin, men om inspiration til arbejdsglæde, som jo dækker lidt mere bredt, hvilket jeg synes er meget spændende – og med skuespiller Peter Mygind var jeg sikker på, at det nok skulle blive sjovt.

Han sagde faktisk ikke så meget nyt for mit vedkommende. Jo. At han hader, at man ikke skruer tandpastalåget ordentlig fast, så det første stykke, man tager om morgenen, bliver helt tørt (altså kun relevant, hvis man bor sammen med ham). Jeg kan give ham ret. Det er ikke det fedeste, men mere alvorligt og irriterende, synes jeg det er, når der ikke er mere tandpasta tilbage, og jeg bliver ved med at presse det sidste ud af tuben, og håber hver aften på, at Uffe har taget en ny fuld tube frem, og der kan gå flere dage, hvor det viser sig, at vi kan klare os for mindre tandpasta, indtil jeg til sidst finder noget frem. Men resten. Det vidste jeg godt. At vi skal huske at sige hej til folk på gaden, smile til dem, ikke råbe ad én, der har gjort dig sur, men vende energien i vreden til noget positivt, tale pænt og rose andre og meget mere i den retning. Ja ja, jeg vidste det hele og var glad. Jeg blev underholdt på måden, han fortalte det om.

Så kom jeg hjem. Glad. Klar over, at vi virkelig er nødt til at leve i to verdener. Ikke kun i vores egen med fordomme, men have evnen til at sætte os ind i andre mennesker. Den anden verden. Ja, det hedder julekalenderen i DR jo også (og ikke mere om det). Så ser jeg noget om at være dansk og tænker nej for filan. Selveste integrationsminister Inger Støjberg bliver stillet spørgsmål om, hvad der er dansk. Åh jeg gider ikke. Jeg gider ikke engang inddrage noget om det her på min blog, men kan mærke frustrationen. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det er så vigtigt at snakke om, hvad der gør os danske. Hvorfor er vi så besatte af det? Alle ved for hulan, at hele Danmark aldrig nogensinde bliver enige om, hvornår “man” er dansk. Og hvorfor er det også så vigtigt? Bliver man et bedre menneske af at være dansker? Hvorfor den nationalisme? Den minder mig om mine forældres generation, som også går op i den. Op i ikke at miste, hvor vi kommer fra. De tyrkiske traditioner og normer, som netop er et resultat af nationalismen. Så pludselig virker det faktisk ret dobbeltmoralsk for mig, at mange ikke forstår dém.

Lad os da hellere snakke om, hvornår vi bliver bedre mennesker. Hvornår vi bliver en bedre nabo eller en bedre kollega. Og undskyld mig, selvfølgelig mener jeg bare mellem to MENNESKER, og IKKE mellem en muslim og en dansker, eller en indvandrer og en borger, eller en ateist og en jøde. STOP det. Jeg får seriøst kvalme. Kære medie. Stop med at lave et program, hvor eliten (læs en minister) møder en borger. Eliten er jo ikke en del af folket. Det er jo ikke dét møde, der afspejler hverdagen i Danmark. Stop med at lave et program, hvor en dansk feminist møder en hjemmegående indvandrerkvinde. STOP med at finde to fuldstændige modpoler, som ikke er repræsentant for hverdagen i Danmark. Tror I ikke, at muslimer har andre interesser end at udtale sig om, hvordan det er at være muslim. Seriøst. Hverken da jeg gik på toilet imorges, rørte rundt i havregrøden til vores børn, pakkede børnene og sendte dem afsted i vuggestue eller skole, tullede rundt herhjemme og ryddede op, tænkte over min barsel eller hentede børn, handlede i vores lokale Rema 1000 eller lavede aftensmaden, eller børstede mine tænder – tænkte jeg altså ikke over, at jeg er muslim. Muslimen fra medierne.

Nu jeg er igang: Hvorfor skal jeg få at vide, at voldsmanden eller tyven er muslim eller indvandrer, når alle de gode muslimer får betegnelsen “dansker”? Dansker opfandt nyt banebrydende apparatur, som kan redde menneskeliv. Dansker modtager hæderspris i EU. Dansker er nomineret til bla bla bla. Selvfølgelig skal I ikke nævne den gode danskers religiøse eller etniske ophav – det vil da være helt hul i hovedet, latterligt og respektløst. Men hvorfor skal vi høre skurkens oprindelse. Stop det.

Kan du forstå, at min dag nemt kan ødelægges over de daglige nyheder eller valg af programmer. Heldigvis er det noget, der foregår derude. På en skærm, og det virker så fjern for mig. For mange som mig. Så når det kommer til stykket, så rører det mig faktisk ikke så meget, for jeg ved, at min og mange andres virkelighed er en helt anden. Jeg vil hellere glædes over alle de mennesker, der går op i at smile til og hilse på hinanden. Glæde mig over, at jeg er sund og rask. At jeg har haft en skøn weekend med min familie, at jeg har været på børnefri date med min mand, købt vores yndlings kaffebønner på tilbud i Lidl, opdaget at køkkenvægten er løbet tør for batteri, men at jeg kan omregne gram til deciliter, at Uffe endelig er blevet klippet, at vi skal have laks imorgen, og jeg slipper for at tænke på, hvad vi skal have til aftensmad. At Munira er småsyg og må blive hjemme imorgen, og hey det betyder, at vi slipper for at smøre madpakke! Og ja, allermest er jeg glad for, at jeg lige har drukket kaffe, bagt og spist kage nu klokken 23.30, og at jeg kan tåle det! Dét gør mig glad!

 

17 kommentarer

  • Tannia

    Er ret træt men blev helt super glad af at læse dette ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Er også træt, men blev helt vild glad af at læse dette ❤❤❤❤

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tannia

    Er ret træt men blev helt super glad af at læse dette ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Smia

    “At Uffe endelig er blevet klippet” 😀 😀 I KNOW THE FEELING, hehe.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Tak for dig Esra. Du rammer sømmet på hovedet..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Hey Nadia! Har jeg ikke svaret dig? :-). Tusind tak for det! Dét gør mig også glad 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iman
    Siden  ·  Svar på kommentar
  • anette elming nielsen

    Hvor har du bare ret. Hvad er det at være dansk. Det er jo 1000 ting og så forskelligt fra person til person. Man bliver så træt og ked af at læse om al det had der efterhånden er alle steder i dag. Nogen gange tænker jeg, hvis det er at være dansk, så siger jeg ellers tak. Lad dog folk gøre hvad der er rigtigt for dem, så længe det ikke skader andre. Hvor kommer al det had fra, forstår det ikke. Jeg er ikke naiv – alle kan ikke elske alle, men tale og opfører sig på en anstændig måde, det bør være muligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Helt enig Anette – og tænk at nogle prøver at reducere det til tre ting. Det må være dansk ikke at tale om, hvornår man er dansk, hvis jeg absolut skal sige noget

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sumayyah
    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

OPSKRIFT: Bedste klassiske pandekager med lidt juleskolesnak