Kan man nå det hele? Det kommer vel an på...

Lækre damer, lækker mad og så er det snart jul :-)

Send flere krydderier anmeldelse

Så udkom den endelig. Jeg har hørt om Send Flere Krydderier flere gange og har villet forbi deres spiseri på Nørrebro, dengang vi boede i Københavnos, men nåede det aldrig. Jeg var så heldig, at da jeg var inviteret til kommuneseminar på Sjælland var maden bestilt lige præcis derfra, og jeg fik bekræftet, at deres mad er som at rejse igennem Mellemøsten og Asien :-). Jeg kom til at rose maden så meget overfor Uffe, at han tit mobber mig med, at JEG ikke har inviteret ham derover endnu, og at JEG ikke har givet ham mulighed for at smage maden. Nogle gange tror jeg, at han glemmer, at vi har tre børn, og at der bor to relativt store broer imellem os og København :-). Og hvorfor er det egentlig MIG, der skal invitere HAM ud? Nå, men det er et af stederne, vi må forbi, når vi tager til København til januar, hvor jeg skal over og sige farvel til mine kollegaer på Strandgade.

Jeg fik bogen, som i øvrigt hedder Krydret Kogekunst, i gave fra Send Flere Krydderier. Allerede ved lanceringen af bogen følte jeg sjovt nok, at jeg havde et forhold til den, fordi jeg jo havde hørt om stedet og om det fede koncept, Send Flere Krydderier bygger på – ja, de er nemlig en socialøkonomisk virksomhed, som er opstået ved at udnytte potientialet hos etniske minoritetskvinders kogekunst. Kvinder, som normalt har haft svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, fordi de ikke kan sproget så godt, har nu fået udviklet en virksomhed med flere fuldtidsansatte, der laver mad til spiseriet på Nørrebro og fungerer som catering – sejt da!

Det er ikke bare en opskriftsbog – det er et spændende produkt af 10 møder mellem nogle af Danmarks dygtigste kvindelige kokke og kokkene fra Send Flere Krydderier. De lækre maddamer har med hver deres historier, forudsætninger og tilgange til mad inspireret hinanden og udviklet opskrifter med forslag til menuer. Og da jeg så, at Ditte Ingemann fra The Food Club er en af de skønne damer og endda har taget alle billederne, var jeg sikker på, at jeg ikke ville kunne sætte nogen af mine fingre på noget. Jeg kender hende jo fra velgørenhedseventet, jeg arrangerede dengang, jeg startede bloggen, og jeg synes, at hun er vildt dygtig og sød. Jeg er vild med, at opskrifterne dækker bredt – fra libanesisk til pakistansk og fra bosnisk til somalisk mad med spændende variationer i tilberedning af mange traditionelle retter som butter chicken, fatayer, fattoush eller pakora. Og hvis du ikke ved, hvad dyt jeg snakker om, synes jeg bare, at du skal købe bogen og få udvidet din madhorisont, som vil blive påvirket af bl.a. Camilla Plum, Louisa Lorang og Nadia Mathiasen og mange andre dygtige madpassionister.

Jeg har selv prøvet at lave butter chicken og blev faktisk overrasket over, at den marinerede kylling skulle stege i ovnen, for jeg ville nok bare stege det i en gryde. Og hold op, hvor meget hvidløg og ingefær, man kan presse i sådan en ret, uden at det bliver for meget. Og så vil jeg sige, at der var nogle af krydderierne, som tandoori masala og koriander, som jeg ikke havde hjemme, men det ville jeg ikke lade begrænse mig, og jeg var stensikker på, at ingefæren og hvidløg nok skulle redde det hele.

Hvis du vil se mere om bogen, har jeg fundet den på Saxo’s hjemmeside lige her.

Og nå ja, så er det jul imorgen!  Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan verden ser ud i byen med det sidste indkøb til under juletræet eller køleskabet, som skal kunne holde til tre dages forbrug :-D. Jeg har det helt fint med, at svigermor står for det hele, og vi bare tropper op til lækker mad 🙂

Send flere krydderier anmeldelse

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kan man nå det hele? Det kommer vel an på...