Om at rejse indenrigs, forlade syg mand og "feste" i sommerhus

En menneskelig læge, tak!

dårlig oplevelse praktiserende læge

Jeg har haft en oplevelse hos min læge, som har påvirket mig meget, og som jeg ikke rigtig har kunnet ryste af mig. Kender I det, når I reagerer på en måde, som kommer helt bag på jer selv? Hvor man ikke er herre over egen krop, og tårerne bare triller? Jeg har været fyldt med magtesløshed, været ked af det og vred i nævnte rækkefølge, og jeg kan love jer for, at magtesløsheden er værst.

Jeg havde en tid hos lægen for at få vaccineret Nora kl. 9 i fredags, og allerede dagene før havde vi snakket meget om, hvordan vi skulle få det logistiske til at gå op. Jeg har jo også Isak hjemme om fredagen, og jeg ville helst ikke have ham hængende på mig, mens Nora skulle stikkes, så svigermoroption var lige i skabet i dette tilfælde. Ikke at glemme, at vi blev varslet om sne dagen før, så vi var klar over, at der ventede os en stram morgen, men planen var klar! Vi stod begge tidligt op, fiksede havregrøden i samlebåndsstil, Uffe kørte Munira i skole på ladcyklen, i mellemtiden gjorde jeg Isak klar, så Uffe kunne tage ham med på vej til arbejde og læsse ham af hos farmor, og jeg kunne traske igennem sneen med mine vinterstøvler med Nora i barnevognen. Perfekt plan kalder selvfølgelig på uforudsete “overraskelser”, som da Nora lige valgte at skide i bleen på vej ud af døren. Jeg vidste det! Jeg havde jo gået og ventet på, at det kom lige efter havregrøden, som hun plejer, men mon ikke hendes rutine var påvirket af, at hun kunne mærke en stresset mor? Normalt ville jeg nok lade hende vente med bæbleen, til vi kom til lægen, men jeg lover jer, at det var en den-giver-mig-rød-numse-ble, for hun har haft tynd mave på det sidste, og jeg kunne simpelthen ikke være hende bekendt at lade hende sidde på den hele gåturen. Og som frygtet var det gået ud i tøjet, så det var en større omgang. Med fumlende hænder kæmpede jeg med at give hende nyt tøj på og fór ud ad døren. Jeg stolede på mine vinterstøvler og løb ned ad den snedækkede vej, selvom jeg havde lovet Uffe at passe på de glatte veje. Tanken om at ringe til lægen og give besked om min forsinkelse strejfede mig også, men jeg vurderede, at det ville forsinke mig yderligere, hvis jeg skulle fumle med telefonen på de glatte veje, så jeg valgte i stedet at løbe videre.

Med sved på panden og i forpustet tilstand ankom jeg til lægen. En venlig patient holdt døren for mig, og jeg ville ikke overhale ham og snyde foran ham i køen. Han kom ind sammen med mig og begyndte bare at snakke med sekretæren, mens jeg stod ved siden af og ikke helt vidste, om jeg bare kunne stikke sygesikringskortet igennem foran ham. Jeg var 8 minutter forsinket, og jeg valgte at gå ind foran ham med mit kort. Sekretæren sagde intet! Alt var fint, og jeg tog plads i venteværelset. Han var en postmand af en slags og hyggesnakkede med sekretæren. Jeg var lettet og begyndte stille og roligt at tage vores overtøj af, og Nora var ikke længe om at charmere sig ind på pigen overfor os, som var den eneste anden patient i værelset. Vi ventede og ventede, og pludselig kom sekretæren ind og sagde, at vi måtte finde en ny tid, og at lægen ikke ville kunne nå det. Jeg lyver ikke, hvis jeg siger, at min verden gik under. Jeg ved, at det kan lyde latterligt sammenlignet med alverdens andre alvorlige problemer, men jeg kunne vitterligt ikke tro på hendes ord. “Det mener du ikke” / “Jo” / Ej, men jeg har fået arrangeret børnepasning og det hele, jeg gjorde alt hvad jeg kunne, du mener det ikke, vel?” / “Jo, han kan simpelthen ikke få det presset ind” / “EJ, jeg kan ikke, jeg har løbet hele vejen, vi har planlagt.. nej, du mener det ikke / “Jo, desværre, der er ikke noget at gøre” / “Jeg må snakke med lægen” / “Han er først ude 9.50” / “Det fint, jeg venter”.

Mine tårer trillede imod min vilje, og jeg fattede ikke, hvad min krop havde gang i. Jeg var ikke herre over den, og jeg kæmpede mentalt med mig selv for at stå imod og holde op med at tude, for jeg ville være “professionel” overfor ham, når han kom ud. Hvad fanden tænker jeg på? Professionel? Han er min læge! Hvis ikke han skal forstå mig, hvem skal så? Med Nora i armen, tårerne trillende ned ad kinden og blikket vendt væk fra de nye patienter, der langsomt tikkede ind ad døren, følte jeg magtesløsheden på det tætteste hold og anede pludselig ikke, hvad jeg skulle få ud af at snakke med lægen. Dommen var jo givet. Selvfølgelig kunne jeg bare få en ny tid og komme en anden dag, men al den forberedelse og knoklen for at få morgenen til at gå op og ikke mindst, at jeg kunne mærke på min krop, hvor presset den har været. Pludselig handlede det om, at min læge ikke forstod mig. Min situation. At jeg kunne stå dér og nærmest bryde sammen i tårer uden at de rakte en hånd ud til mig.

Jeg gik ud for at få noget luft og kunne se, at Nora ikke kunne holde sig vågen mere, så mens jeg puttede hende, ringede jeg til min søster, der er læge. Hvis bare hun kunne fortælle mig, at det er normalt at sende folk hjem, når de er under 10 minutter forsinket, så ville jeg forstå det bedre. Men nej. Hun syntes, at det var langt ude, og der var igen frit løb for mine to små vandhaner. Jeg skulle ikke bare gå derfra, som hun sagde. Jeg måtte høre, om det virkelig var lægens holdning at sende mig hjem på den her måde, og hvis ja, så er det åbenbart ikke her, jeg skal være.

Jeg gik ind, holdt masken så længe det varede, og da lægen kom, spurgte jeg ham, om han virkelig ikke syntes, at der kunne være andre muligheder for mig end at finde en anden dag. Han svarede nej. Meget kort og kontant, som han plejer at være i sine konsultationer. Jeg gentog, hvor presset en morgen jeg havde haft, sørget for børnepasning, og hvordan jeg havde løbet igennem sneen og det hele – ikke mindst mine tårer, jeg ikke kunne styre var en afspejling af, hvor presset jeg har været. “Jeg kan ikke lade mine patienter vente”, sagde han. What? Jamen, jeg venter altid, når jeg kommer! Jeg spurgte, hvorfor han ikke tog patienten foran mig ind, når hun jo allerede var kommet og ventede, da jeg kom, men fik svaret, at han tager sine patienter ind i den aftalte rækkefælge. Til sidst spurgte jeg ham, om han ikke kunne se på mig, at jeg ikke har det godt, hvortil han svarede: “Jo, jeg kan godt se, at du er påvirket”. Jeg var målløs. Absolut målløs. Sekretæren rettede mig endda i forhold til de antal minutter, jeg var forsinket, for hun ville påpege, at det var 9 minutter, det drejede sig om. “Det har systemet registreret i forhold til, hvornår du har kørt dit sygesikringskort igennem”, sagde hun. F*** 9 minutter! Min venlighed, min tanke om ikke at springe nogen i køen over, at hun ikke advarede mig ved ankomsten eller omdirigerede direkte over til lægen. Jeg kæmpede med at få de sidste ord ud af mig: Så er det ikke her jeg hører til.

Hele min dag var ødelagt. Jeg kunne ikke finde ro, jeg kunne ikke styre mine følelser. Jeg skulle mødes med min veninde, og jeg kastede mig i hendes arme og hulkede, seriøst. Kæft, jeg ikke fattede, hvad der skete med mig selv. Det var det her med ikke at blive behandlet som et menneske med følelser, og i løbet af dagen kom alle spørgsmålene til mig:

Hvorfor havde han bare ventet på, at de 15 minutter løb ud?
Hvorfor lod sekretæren mig bare gå ind i venteværelset i stedet for at få mig bragt ind til lægen med det samme, der åbenbart bare sad derinde og kiggede ud i luften?
Er det virkelig normalt at blive sendt hjem?
Hvorfor reagerede jeg så følelsesladet?
Er jeg stresset?
Hvorfor trøstede de mig ikke i lægehuset?
Hvorfor kunne jeg for én gangs skyld ikke være den, der forårsager den ventetid, jeg selv altid er ude for, når jeg kommer til læge?

Jeg har ikke lyst til at se hverken sekretæren eller lægen igen. Jeg har tænkt meget over, om jeg skal nævne hvilket sted, jeg har haft denne oplevelse. Jeg vil ikke hænge nogen ud, men samtidig vil jeg virkelig ikke ønske for nogen, at de skal opleve det samme, som jeg gjorde. Jeg ved det ikke. Vi er mennesker. Man kan have en dårlig dag, man kan komme for sent, og man kan have sine grunde, og jeg synes, at det er vigtigt, at vi behandler hinanden som mennesker. Med følelser. Havde lægen en dårlig dag? Kan det retfærdiggøre hans opførsel? Nej. Jeg stod ikke dér som Esra, der kom for sent af en latterlig årsag, men som mor til Nora, som havde kæmpet sig igennem morgenen. Jeg synes eddermame, at der er forskel. Som jeg også sagde til lægen. “I arbejder med mennesker her. Jeg står som et menneske overfor dig, og fortæller hvor presset, jeg har været. Det er dét, du skal tage stilling til nu”. Det betød intet for ham.

Når jeg tænker tilbage på min oplevelse, bliver jeg faktisk ret harm over, at de ikke tacklede det mere menneskeligt. At de som sundhedsfolk ikke kunne se, at der var noget galt med min reaktion. At de valgte at være så firkantede over for mig. At jeg i stedet for at blive sendt hjem i den tilstand, måske selv havde brug for at snakke. Min reaktion var ikke normal. Mine ustyrlige grædeflip var ikke normalt.

Men de har jo ikke tid. Mon lægen er glad? Han fik scannet mit sygesikringskort og fik pengene for min konsultation, som han ikke gad at tage mig ind til. Han stod iskold overfor en grædende mor og retfærdiggjorde sin handling for at yde god service til sine andre patienter. Mon han er lykkelig for at have tjent den konsultation hjem? Så kan han fortsætte sit arbejde. Næste gule kort, tak. Maskinen kører. I maskineriet og diagnosticering har han glemt, at det faktisk var et menneske, der stod over for ham. En mor. En presset mor, der bruger en masse energi i hverdagen på at prøve at sprede glæde udenfor. Han tog det fra mig. Måske ramte han en grænse, der ikke kunne bære mere. Han knækkede mig lige i dét punkt på grænsen. Jeg beklager, jeg er ikke en robot, og jeg har også en grænse.

15 kommentarer

  • Rikke

    Sikken dum læge.
    Jeg er heldigvis glad for min læge, som jeg oplever som menneskelig.
    Og der er faktisk åbent for tilgang lige nu.
    http://laegerne.dk/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • anette elming nielsen

    Forstår sagtens din vrede og vanskelighed med at ryste det af dig. Syntes stadig du skal skifte læge. Man skal ikke finde sig i hvad som helst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Tak søde Anette – det kan du tro, jeg er i gang med, men det er ikke nemt at finde en læge, der tager imod patienter 🙁

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Er ked af at høre din historie her Esra, men forstår virkelig godt din reaktion!
    Hvis du overvejer at skifte læge, kan jeg anbefale lægerne Engbakken 5, hvor de også har åben konsultation hver formiddag, så man bare kan møde op uden at ringe først. Praktisk når man har børn 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Tak! Hende har jeg undersøgt, og min svigermor har også anbefalet hende – der er bare lukket for patienttilgang. Jeg venter til de åbner op! Det var da vildt nok med åben konsultation. Elsker nytænkning! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Salli

    Kæreste Esra – er virkelig ked af hvad du har oplevet – stort kram herfra ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Sødeste Salli – tusind tak, det varmer seriøst 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rabiya K

    Årh kæreste sikke en oplevelse, hold da op hvor J føler med dig. Jeg kender godt det med at planlægge tingene og det hele bare går i vasken.
    J har selv en søn på 2,5 og en datter på 10 måneder. Kender følelsen af at være “stresset” som man jo egentligt ikke er, J vil rettere sige det høre til det at være mor med så små børn. Ngn gange svækker man bare, fordi man ikke magter mere. Synes det er en helt igennem urimelig behandling du har fået og jeg synes du skal skrive en klage til dem og skifte læge øjeblikkeligt. Men samtidig vil jeg sige, man nok ikke får ret meget ud af det. Vores sundhedsvæsen er bare blevet så klamt og umenneskeligt at det er til at brække sig over! Jeg var forbi min svigermor forleden, som lå indlagt på Hvidovre hospitalet. På sammen stue lå en fuldstændigt skrøbelig og syg ældre dame, som dårligt kunne rejse sig. Hun bad sygeplejerskeren , som stod og li have budt en anden patien velkommen på stuen, om et glas kold vand. Til det svarede hun, det havde hun altså ikke tid til li nu, hun kunne tage sin rollator og li selv køre ud på gangen og hente det. Også smuttede hun bare ud af stuen!
    Jeg blev så dårlig på hendes vegne, at jeg rejste mig op og hentede det forbandede glas saftevand! Helt ærligt fatter sku heller ikke hvad der sker for folk nu om dage.

    Knus mange gange her fra.

    Elsker at læse dine artikler 💕💕💕💕

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rabiya K

    Årh kæreste sikke en oplevelse, gold da op hvor J føler med dig. Jeg kender godt det med at planlægge tingene og det hele bare går i vasken.
    J har selv en søn på 2,5 og en datter på 10 måneder. Kender følelsen af at være “stresset” som man jo egentligt ikke er, J vil rettere sige det høre til det at være mor med så små børn. Ngn gange svækker man bare, fordi man ikke magter mere. Synes det er en helt igennem urimelig behandling du har fået og jeg synes du skal skrive en klage til dem og skifte læge øjeblikkeligt. Men samtidig vil jeg sige, man nok ikke får ret meget ud af det. Vores sundhedsvæsen er bare blevet så klamt og umenneskeligt at det er til at brække sig over! Jeg var forbi min svigermor forleden, som lå indlagt på Hvidovre hospitalet. På sammen stue lå en fuldstændigt skrøbelig syg ældre dame, som dårligt kunne rejse sig. Hun bad sygeplejerskers , som stod og li have budt en anden patien velkommen på stuen, om et glad kold vand. Til det svarede hun, det havde hun altså ikke tid til li nu, hun kunne tage sin rollator og li selv køre ud på gangen og hente det.
    Jeg blev så dårlig på hendes vegne, at jeg rejste mig op og hentede det forbandede flad saftevand! Helt ærligt fatter sku heller ikle hvad der sker for folk nu om dage.

    Knus mange gange her fra.

    Elsker at læse dine artikler 💕💕💕💕

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Tak sødeste! Du har ret – det hører til det at være mor, men det kom stadig helt bag på mig. Jeg har faktisk allerede snakket med Patientklagenævnet eller hvad de hedder, og selv dér begyndte jeg at græde – det er sgu lidt vildt, synes jeg. Han sagde også, at jeg skulle klage. Så føler jeg da, at jeg har gjort noget.
      Ej, hvor lyder det som en ubehagelig oplevelse på sygehuset. Det er godt nok for dårligt – man fatter ikke, at man kan blive så umenneskelig, men de har jo travlt i sundhedsvæsenet. Æv æv, altså!
      Tusind tak for dine fine ord – dejligt at have dig her 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg forstår din reaktion. Jeg har prøvet lidt det samme engang Håber du finder en mere menneskelig læge!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Reshma

    Knus herfra <3 Forstår godt din reaktion!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at rejse indenrigs, forlade syg mand og "feste" i sommerhus