10 ting jeg har optur over i Marrakech – den ultimative guide

Halløj de damer! Wow et indlæg, jeg ville have skrevet én af aftenerne nede i Marrakech er nu blevet til den ultimative guide til Medinaen, fordi jeg simpelthen ikke har haft tid til at skrive herinde, og i stedet er det blevet til få klatter ad gangen. Håber at I i mellemtiden nyder de sommerstråler, jeg har bragt med hjem fra de sydlige egne og vær lige lidt tålmodige, ik?

Hvis jeg skal være ærlig, havde jeg lidt større forventninger til vejret, da jeg tjekkede vejrudsigten dagen før hjemkomsten, men man glemmer hurtigt, hvor koldt 9 grader er i forhold til 20 grader, og jeg blev simpelthen nødt til at bede svigermor om at låne mig hendes vinterjakke, da vi skulle ud og købe en liter mælk til morgenmaden dagen efter. Ja, vi kørte direkte over til hende, fordi vores Isak jo var dér, og så skulle der bare snuses, kysses og krammes, så det næsten knasede i hans ribben. Åh hvor havde vi savnet ham – de “kun” syv dages bortrejse føltes som en måned hvis ikke mere, og vi syntes, at han både havde skudt ud i bredden og op i højden og fået overgangsstemme, så det var lige før at vi kom hjem til en teenagedreng. Hvorfor vi ikke tog ham med, kan I læse om her, og jeg kan kun sige: Hvor var det GODT, at vi ikke tog ham med. Det kan du så læse mere om til sidst.

Det har været en fantastikos ferie – seriøst Marrakech skal I bare opleve – også selvom I ikke er til larm og kaos, ikke kan lide at blive snydt, ikke kan fransk eller arabisk eller ikke helt kan overskue en flytur på 4 ½ time. Det er det hele værd, og faktisk klarede Nora det hele rigtig fint. Men altså 7 dage, det var så også lige grænsen, vil jeg sige – ikke mere end dét kun i Marrakech. Jeg har ikke én eneste aften haft kræfter til at skrive indlæg, selvom min hjerne blev pumpet med indtryk og ideer fra første sekund, vi landede, men både vores ben og hoveder gik totalt kolde, når vi ankom til riad’en hver aften. Vi gik jo kun! Ingen taxa eller scooter, ind og ud ad alle gader, og det er jo dét, der var det fede. Men lad os starte med de bedste ting, dem som gav mig små sommerfugle i maven, fik smilebåndet sat på boomerang-bevægelse (små impulsive sammentrækninger), og som jeg fik optur over, selvom det var “små” hverdagsøjeblikke i forhold til, hvor forskellige liv vi lever rundt omkring i verden. Seriøst folkens, man kan da kun blive klogere af at få indblik i andre kulturer, og vores lidt dårlige samvittighed over at have taget Munira ud af skolen en uge forsvandt fuldstændig, da vi hørte hende rende rundt og fortælle os om symmetri i de smukke udskæringer på dørene på gaderne og Bahia-slottet, og om alle hendes tanker og refleksioner over, hvordan befolkningen er indrettet i forhold til, hvad hun oplever herhjemme af levestandard. Så ingen dårlig samvittighed.

Lad os komme til alle mine opture, værsgo:

1. Jeg blev sgu kongelig for en uge! Ja ja, en mademoiselle eller en madam – det er ikke helt så galt. De tiltaler kvinder eller måske bare turister ((!? ) på den måde, og det aktiverer simpelthen små lykke-hormoner, selvom du ved, at det er en generel tiltale og nok ikke kun rettet mod dig. Det er ligemeget. Nyd det, og betragt dig som adelig i en gammel tid eller et eventyr!
2. Hvis der er et vitamin, jeg ikke behøver at indtage mere af resten af året, så er det C-vitamin. Jeg fik større injektioner af friskpresset appelsinjuice hver morgen (oralt vel at mærke) – eller altså flere gange om dagen, så min krop er boostet med C-vitamin, hvis man tror på sådan noget. Appelsiner her og der, og faktisk bare synet af dem og clementiner midt på gaden hængende på et træ og ikke i en netpose i grøntafdelingen i Rema1000, var en fest for øjnene. Du kan drikke friskpresset appelsinjuice hele dagen uden at blive fattig eller risikere dårlig kvalitet i form af sur smag, for de er allesammen vildt søde. På Jemaa El-Fna pladsen koster et krus kun 4 dh., dvs. 2,70 kr.
3. Optur i nedtur – folkeskoletiden forfulgte mig for filan dernede, og jeg fortrød et øjeblik, at jeg ikke havde valgt fransk i stedet for tysk som valgfag. Heldigvis blev min dårlige samvittighed hurtigt undertrykt af, at min hukommelse påmindede mig om, at man slet ikke kunne vælge andet end deutsch på min gamle folkeskole. Men ja, de taler fransk som modersmål udover arabisk, så det havde gjort hele syv dage lidt nemmere, hvis jeg kunne fransk. De er ikke særligt gode til engelsk og ej heller vores caretaker Hanane, som kom og gjorde morgenmaden klar til os på vores riad – og dét syntes jeg var lidt underligt i starten, indtil jeg fik totalt optur over, hvor langt vi mennesker i virkeligheden åbenbart helt-igennem-fantastisk kan nå med vores hænder, arme og ben! Hvor sjove vi er, når vi står og bruger fagter, mens vi blander alle de forskellige sprog, vi kan, sammen, som vi er klar over, den, vi står overfor, fatter keine af – hurra for kropsprog. SÅ jo. Jeg kan åbenbart et nyt sprog, krops-dansk-tyrkisk-engelsk-tysk-sprog! Og hvis det gik helt galt eller jeg havde lidt for travlt, så hev jeg bare geniale Google Translate-appen frem på mobilossen. Der er jo wi-fi på de fleste caféer.
4. Både Munira og Nora fik en masse opmærksomhed, nærhed og måske lidt overdrevet kropskontakt med folk, de ikke kendte, på gaden, af ekspedienter eller tjenere på caféer. OG jeg ved, at der er mange, der absolut ikke bryder sig om den slags nærkontakt eller overtræden-af-privatsfære-madulle, men jeg synes altså, at det er sødt. Det er sødt, når især en mandlig ekspedient, der skal forestille at være professionel, ikke kan lade være med at smelte over Noras smil og begynder at rækker armene ud efter hende. Den slags opførsel hænder tit i udlandet, hvor de indfødte er meget åbne over for turister og mere “varme” og ikke har de samme påpasselige grænser som os danskere. Jeg ELSKER, når folk på gaden er så åbne omkring deres tanker, og at der ikke er langt fra tanke til handling, når det kommer til at udtrykke, hvor sød eller smuk, de synes ens børn er. Og jo, nogle gange kan de også finde på at blande sig lidt for meget, men som turist synes jeg mere, at man skal finde sig i det. Sådan er det, og det er der altså ikke meget at gøre ved. Yep helt fino med et midlertidigt skud kærlighed-og-omsorg-fra-fremmede til Munira og Nora.
5. På alle caféer og restauranter, vi besøgte, fik vi serveret en forret a la oliven, smør og brød, som er helt gratis – sådan en husets specialitet og på deres regning, som man indtog før den mad, man har bestilt. På Le Jardin fik vi det også, selvom vi kun skulle drikke te. Hehe ikke så galt med gratis mad, når man har sultne børn på sig hele tiden! 🙂
6. Hvordan finder man rundt på gaderne? Ja, nu havde jeg jo Uffe. Egentlig havde vi ikke noget imod at fare vild, og det er faktisk mest det, vi gik efter. Tit gik vi ind i de mest snørklede og smalle gader for at ende med en mur i bunden af gaden for derpå at vende om igen, og det er kun på den måde, du kommer til at se hjørner og mennesker af Marrakech, som du ellers ikke ville opleve – hvordan børnene leger midt i de smalle gaders labyrint. Men man kan hurtigt fare vild, hvis man vil komme rundt på gåben de forskellige steder, og derfor tastede Uffe faktisk de forskellige adresser ind på Google Maps-app’en inden vi tog fra riad’en, og det er da til at få optur over, at navigationen fungerede ubeklageligt på de snørklede smalle labyrinterede gader. Og ja, hvis du heller ikke vidste det som mig, så kører GPS uden internet, fordi GPS er styret af satellitter og uafhængigt af, om du har internet eller ej, og derfor bevæger den lille prik på kortet sig, når du også bevæger dig. Men du skal huske at slå ruten ind, mens du har internetdækning, og så kan du via prikken, der bevæger sig, nemt finde vej.
7. Det er altid fedt at opleve en befolkning, som er forskellig fra den, man selv er omgivet af i hverdagen. Og det kan jeg love dig for, du kommer til at opleve. Synet af ældre mænd i kjoler med eventyr-agtige hættetrøjer enten i deres langsomme bevægelser hen ad gaden eller siddende foran en dør ved butikkerne som en fin udstilling med de farverige huer og sko, og med rynker på ansigtet og hænder, der nærmest fortæller en historie, gav mig optur. Der er noget eventyrligt over dem, de gamle døre med de flotteste udsmykninger og udskæringer, unge og gamle kvinder i alle former, der kører rundt på scootere. Ja, fra ældre kvinder i traditionelt tøj til unge vestligt klædte piger, der scootede igennem de smalle gader om dagen såvel som om aftenen. Det er lidt sjovt at tænke over, at samme type af mennesker her i landet slet ikke har samme forhold til den form for transportkørsel. Jeg er ikke racist.
8. En madkultur, hvor du får det seriøse og det sjove blandet sammen. I deres berømte tagine (lerpot) steges kødes sammen med rosiner, rosiner og abrikos og nogle gange med helt kage-agtige krydderier, afhængig af hvilken ret du vælger. Og du kan stadig have plads til kage efter maden. Yep, optur! 🙂
9. Livet om aftenen. Der er bare noget hygge over at gå om aftenen, hvor der er mere “stille”, men alligevel ikke. Der er en anden ro over, at man ikke bliver lige så forstyrret i øjnene af solen og bare kan observere alt uden solbrillernes mørke filter, eller at hvepsene har forladt alle boderne med de tørrede frugter og desserter (næsten). Der er bestemt mere gang i den om aftenen, og selvom det er mærkeligt at se en hel familie med far som chauffør med kone bagpå og begge børn foran på en scooter, så suger man bare hele stemningen til sig og nyder det kaotiske liv dernede. Jeg vil gerne tage del i alt det autentiske og fællesskabet, men jeg et lidt anstrengt forhold til hygiejnen, og det kan altså godt begrænse mig en del, og sådan har Uffe det også. Man kan se, hvordan de indfødte køber dadler eller desserter, der står udenfor uden emballage omringet af hvepsene, der er godt i gang med at feste på dadlerne, eller når en ældre butiksejer tilbyder te af samme glas, som han selv drikker af. Det er jo meget sødt, at de er så gæstfrie, men jeg er bare så dårlig til at lukke øjnene for de der fremmede bakterier. Seriøst er det bare mig? Men altså! Det er lige præcis de omstændigheder, der gør, at den form for aktivitet kan lade sig gøre. At der ikke bliver stillet de høje krav til butikshygiejnen, som i Danmark. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget af al den smukke gadeaktivitet, der vil dø, hvis de var underlagt EU-reglerne :-D. Det er måske meget godt, at hele verden ikke er medlem af EU .
10. Den sidste burde måske være kommet først, for det skete lige da vi ankom, men mademoiselle-titlen er jo vigtigere. Jeg mistede min iPhone og opdagede det lidt efter vi ankom i riad’en. Vi var blevet kørt af én, som ejeren af riad’en havde arrangeret, og jeg var næsten sikker på, at jeg havde tabt mobilen på bilsædet, fordi jeg havde travlt med at holde styr på Nora, der jo ikke kunne fastspændes, fordi ingen af selerne fungerede. Jeg holdt humøret oppe, fik Hanane til at ringe til ham og håbede virkelig, at han ville være ærlig, og gæt engang, hvem der kom med mobilossen? YES!

Mine opture blev lige lidt for detaljerede, men så kan I da også få en fornemmelse af vores oplevelser. Der er flere af jer, der har stillet forskellige spørgsmål i løbet af turen, og jeg har derfor lavet en liste nedenfor med mine bedste tips i forhold til ting, man bare SKAL vide og opleve som turist i Marrakech, og tænker at jeg på den måde kommer godt rundt omkring jeres spørgsmål. Jeg skrev også et indlæg om vores tur, inden vi tog afsted, med alle jeres råd, som du kan læse her.

Lufthavn

– Udfyld afstigningsblanket: Husk at have en kuglepen på dig! Efter vi landede og lige inden paskontrollen stod vi pludselig overfor en blanding af rutinerede og forvirrede passagerer ved nogle stande. Man skal åbenbart udfylde en såkalt “Desembarkation Form” for hvert passager i forhold til alle oplysninger på passet, formål med rejsen og adressen på det sted, du skal bo osv.! Puha, det tog lige noget tid at vente på en ledig kuglepen, og vi endte med at være de sidste, for der var næsten ingen, der virkede. Og det samme på vej hjem! Og for alle passagererne.

– Valuta: Vi troede jo, at det ville flyde med bankautomater i lufthavnen, men det eneste, vi stod overfor var et sted, der kun tog imod kontanter, hvis man nu ville vekslede til den marrokanske dirham (dh). Det andet sted var en bank, som decideret opretter en bankkonto med nyt bankkort til dig, hvor du får fortalt, at det er mindre omkostningsfyldt, og at du bare kan hæve dirham fra de bankautomater, du finder i byen. Øhh jamen hallo, man har jo brug for kontanter, når man skal betale sin første taxatur, ik? Den var nok også gået med euro, men altså! Vi gad ikke det pjat og satsede på, at der var hæveautomater ude i hallen efter sikkerhedstjekket, og yep, det var der, men man skulle lige gå et stykke hen til afrejse-området, og det højeste beløb, man kunne hæve, var 2000 dh. Fint til at starte med, tænkte vi. Vi fandt så ud af senere, at vi kunne hæve på pladsen ved Jemaa El-Fna, men desværre igen kun 2000 dh. Læs mere under shopping.

Bo-sted/Riads


La Maison: Vi boede i en riad, som de fleste “hoteller” i medinaen betegnes som. Det er et hus med fællesareal i midten, hvor værelserne er fordelt udenom fællespladsen. Sammenlignet med andre, hvor man bor i et af værelserne, havde vi denne riad helt for os selv! Tre soveværelser med tilhørende badeværelse på hver, køkken og terrasse. Lidt for meget vil jeg nok sige for den bette familie, vi er, men totalt lækkert. Vi lejede stedet igennem Airbnb, og du kan se detaljerene lige her. Vi var lidt overraskede over, hvor koldt der var inde på værelserne, men blev hurtigt glade for varmeblæseren og radiatoren, man bare kunne tænde for. Der er nemlig meget betonvægge og -gulve, og meningen med disse riads er nok, at de er dejlige kølige at være i, når det brænder udenfor om sommeren. I har ligesom os været meget begejstret for den pool, der var på riad’en, kunne jeg fornemme på Instagram, men vandet var selvfølgelig iskoldt, så vi kunne ikke bade i den. Det kan man få masser af glæde af, når det er lidt varmere. Placeringsmæssigt synes jeg, at det ligger rigtig godt, selvom det nemt kan tage 15 minutter at gå til Jemaa El-Fna, men hele turen derind er bare så hyggelig, og man får virkelig et indtryk af, hvordan de indfødte bor. Selve riad’en er ikke helt oplagt for børn, men det kan gå :-). Der er ingen rejsesenge eller højstole, og den største udfordring var nok, at Nora, som er 1 år, og som lige har lært at gå, hele tiden ville over til poolen. Nu var vi heldigvis ikke på riad’en hele dagen lang, men for det meste bar vi hende rundt – ikke mindst på grund af alle trapperne. Der er jo tre etager inklusiv terrassen allerøverst. Jeg synes nu, at vi fik en fin rutine om morgenen, hvor vi startede med at lave noget havre müsligrød med nogle af de produkter, jeg heldigvis lige havde modtaget fra Semper. Nora var godt tilfreds med det, og så var hun jo nemmere at styre på vores skød, når vi skulle spise vores caretaker Hananes morgenmad lidt efter. Morgenmaden var fantastisk lækker, og det fungerede rigtig fint med, at man hver dag kunne sætte kryds på en seddel om, hvad man kunne tænke sig.
Stilen var virkelig gennemført, men mange af materialerne, som for eksempel dørene, var ret gamle og havde ikke så godt af, at Nora bankede lidt på dem, når hun ville slippes ud af værelserne og ud i midtergården, hvor poolen var. Det har virkelig været lækkert at bo der, men hvis jeg skulle derned igen, så ville jeg heller ikke være ked af at prøve noget andet. Har nemlig også hørt rigtig godt om Riad BE, Riad Edward og Riad Clementine, Riad of the Storks, hvor man dog ikke bor lige så privat. Og hey! Apropos Riad of the Storks, så har søde Ditte fra The Food Club og Anne fra Annemad arrangeret en madworkshop i samarbejde med den danskejede storkeriad, og jeg har hørt, at der er to pladser tilbage! Hvor ville jeg ønske, at det var mig, der skulle afsted. Måske kan jeg nå at spare op til deres efterårsworkshop :-D.
I forhold til tranporten fra lufthavnen til riad’en, så fik vi arrangeret privat kørsel igennem ejeren af riad’en, og det var meget rart at vide, at der stod en mand og ventede på os uden for lufthavnen, så vi ikke skulle bruge tid på det med sultne børn. Der er jo egentlig kun 3-4 km fra lufthavnen til Medinaen, og vi gav 150 dh, og selvom man helt sikkert kan gøre det meget billigere, foretrak vi den sikre løsning.
Det er rigtigt, som I har bemærket, at vi tit kom sent hjem, og i den forbindelse har I spurgt, om det er sikkert at gå på gaderne, eller om vi tog taxa hjem. Jeg vil sige, at det vil være synd at tage taxa hjem og gå glip af livet i de små hyggelige gader på hjemvejen. Det er absolut ikke vores indtryk, at der kan ske noget farligt – der er jo så mange mennesker alle vegne, så man føler sig ikke rigtigt alene.

Har de en dress code? Nope, og det hjælper heller ikke at prøve at ligne dem, som Uffe prøvede på, for de kan lugte at du er turist… nå ja, og høre, haha. I har spurgt i forhold til påklædningen, og jeg vil sige, at jeg så nogle meget-letpåklædte kvinder og bemærkede ingen reaktioner. De er jo vant til turister, men jeg vil nu sige, at jeg tror, at mange går efter at respektere marokkanernes kultur og religion, og man ser derfor ikke særligt mange i mini-skirts eller noget.

Spisesteder


Næsten alle de steder, vi spiste, kunne vi betale med Visakort. Enten er man til det eller også ikke, altså deres traditionelle tagine-ret. Vi havde det sådan, at vi altid valgte én tagine-ret og så en mere neutral-vestlig ret, så vi havde lidt forskelligt – også for børnenes skyld. Men ja, vi var vilde med blandingen af kød med abrikos, svesker, rosiner og kage-agtige krydderier (ikke overdrevet altså). Vi gik efter de steder, I havde anbefalet, og hvad jeg kunne læse mig frem til rundt på nettet, og disse er absolut dem, man SKAL prøve:

Nomad: Sindssygt flot udsigt, og nok den bedste. Den ligger lige over for Café des Epices, og hører faktisk under samme kæde ligesom Le Jardin. Nomad ligger nok i den fineste ende også i forhold til prisen, men absolut ikke dyrt. Hvis man ikke kommer til Atlas-bjergene, kan man i hvert fald få dem at se fra udsigten her :-D. Adresse: 1 DERB AARJAN, RAHBA LAKDIMA – ligger i den gamle by ved Place Rahba Kedima.

Le Jardin: Virkelig hyggeligt at opleve, hvad der gemmer sig bag deres miniindgang, som er en dør, man skal bukke sig for at komme ind ad. Vi endte tit her, fordi det lå meget centralt i forhold til den rute, vi gik, og meget hyggeligt med skildpadde, der nussede rundt. Adresse: 32 Souk El-Jeld, Sidi Abdelaziz.

Cafe des epices: Lad mig skynde mig med at sige, at man ikke skal forveksle Terrasse des epices med denne café! Tæt på Le Jardin-restauranten ligger nemlig Terrasse des epices, og vi troede først, at det var Café des epices, som vi havde læst om (det lyder jo meget som den!). Selvom det er et fint nok sted, så kunne vi godt fornemme, at noget var galt. Det var lidt for vestligt på en mærkelig måde, og der var ikke noget særligt ved maden og ej heller deres dessert. Så husk det lige. Café des Epices er ret billigt i forhold til de andre i kæden, og det var meget praktisk at spise her, fordi deres nederste etage var åben, og vi bare kunne stille Nora i vognen om aftenen, så hun kunne sove, og vi kunne holde øje med hende, mens vi spiste. De tre restauranter i kæden er generelt meget gode, da der er noget til enhver smag, og hygiejnen virker rigtig fin. Adresse: 75 Rahba Lakdima – ligger ved Place Rahba Kedima.

Naranj: Det var faktisk La Famille, vi skulle prøve, men var ikke klar over, at de lukker kl. 17, og da vi så stod der og ikke vidste, hvad vi skulle gøre af os selv, spurgte vi ejeren af en butik ved siden af, hvad han kunne anbefale, og det var denne libanesiske restaurant lige 100 meter længere nede ad gaden Det var vildt lækker mad, og ret billigt og rent også, så det var en meget positiv oplevelse. Adresse: 84, Rue Riad Zitoun el Jdid.

La Famille: Igen en sjov oplevelse at gå ind ad en lille dør fra souken, hvorfra der åbner sig en verden af smuk grøn have med flot gård. Det er en vegetar- og kun frokostcafé, som lukker kl. 17. Uffe havde læst på nettet, at én skulle have fået madforgiftning, men vi blev enige om, at det nok var én, der prøver at ødelægge deres fine business, haha. Adresse: 42 Rue Riad Zitoun el Jdid.

Shopping

Når man hæver penge, så er det jo mest på grund af shoppingen, og det er et godt trick, når man står over for butiksejeren, at man kan tage de penge frem, man nu højst vil betale for varen, og sige, at det enten er de penge, man nu har i hånden, eller ingen. På den måde frister du ejeren til at give sig, haha. Vi brugte Visakortet til næsten al maden, og det var faktisk helt fint, at man kun kunne hæve 2000 dh = 1400 kr ad gangen fra automaterne, for det er heller ikke rart at gå rundt med så mange kontanter. Uffe påstår, at det kun koster 15 kr at hæve fra en automat, og vi endte nok med øvelsen ca. 3 gange :-D. Husk det nu. Den pris du får fortalt i soukene og gaderne er tit det flerdobbelte af indfødts-prisen, hvis man kan sige det :-D. Jeg fik for eksempel at vide, at 100 ml arganolie koster 120 dh, og jeg endte med kun at give 30 dh. Og fordi jeg købte mange, fik jeg også én for 20 dh. Det er jo sindssygt! Jeg plejer altid at sige, at jeg også vil have en gave med i form af en sæbe eller gave til Munira. Det får jeg altid. Lad endelig være med at købe det første sted, du ser noget – spørg bare til prisen, og sig tak og gå videre – i en bestemt tone! Hehe, så slipper du for, at de bliver ved med at råbe efter dig og spørger WHAT IS YOUR BEST PRIZE? Du kan altid komme tilbage jo ;-). Apropos arganolie har jeg lagt mærke til, at de ikke fortæller, at den lille flaske på ca. 30 ml, som de påstår koster 100 dh, er blandet op med mandelolie. Jeg fik den for 15 dh pr. flaske, just saying.
I har spurgt til, hvordan vi transporterede varerne hjem. Først troede jeg, at vi ville gå ud med en kuffert, så vi nemt kunne transportere det, vi havde i tankerne, vi ville købe. Det går bare ikke, for du får ikke rigtig én dag, hvor du køber det hele ind. De første par dage finder du ud af, hvad du går efter og får så en ide om, hvor de forskellige ting er. Vi sørgede for at købe tingene på vej hjem hen mod aftenen, så vi kunne have lidt under vognen og selv bære på det. Vi brugte også vognen som indkøbsvogn om dagen, hvor Nora var i bæreselen, så vi kun skulle bære tingene, når vi skulle hjem om aftenen. Hvis du har tænkt dig at købe store tæpper eller større ting, så får du det bare leveret til din riad uden regning, og ellers kan du måske tage en taxa, men problemet er bare, at man ikke rigtigt ser nogen taxaer i de smalle gader, så du ville alligevel skulle bære rundt på det, indtil du kommer ud på en større vej.. nej, det er altså ikke en god ide, kun hvis du har fundet noget helt uden for det hele :-D.

Tæpper: Overalt sælger de jo de her berømte Beni Ourain uldtæpper, og du sparer selvfølgelig en del ved at købe dem dernede. Vi fik købt et lille bette benitæppe og et lille berber-tæppe, så det var ikke det vilde. Med børn bliver transportmulighederne lidt udfordrende, så vi er meget tilfredse med det lille køb. Jeg fik anbefalet en tæppeforretning, som I absolut skal besøge, for her behøver du ikke at prutte løs om prisen eller blive hevet ind i fra gaden. Den er ret kendt i byen på grund af kvaliteten af udvalget, som man ikke finder i andre butikker. Seriøst, vi havde lidt svært ved at få øje på butikken, selvom vi havde adressen, fordi de simpelthen havde lukket døren uden bemanding udenfor! De har åbenbart ikke brug for det hiven-og-råben-cirkus, og her finder du ikke kun tæpper, men også en masse keramik, tallerkener mm. Det er kæmpestort indenfor, og du bliver vildt overrasket. Adresse: Mustapha Blaoui (navnet). 144, Arset Aouzal Bab Doukkala.
Et andet sted, vi fik anbefalet til berbertæpper, var Chez Saa Mabrouka – Bel Haj Mohammed Chantaite. Den ligger midt i den gamle souk tæt ved læderområdet. Adressen er Souk El Kabir, Talaa No. 284. Han er simpelthen så sød og ærlig omkring prisen. Det er en lille butik, og der var egentlig ikke så meget, der faldt i vores smag, men det var altså vores sidste dag, og vi skulle bare have et berbertæppe, og fordi han var så ærlig og sød, købte vi et, som vi var tilfredse med. Hah, det er lige før, at vi blev snydt på en anden måde, hva!? :-D. Men er tæppet ikke bare fint under vores computerbord? Glæder mig til at gøre det hjørne færdigt! Lidt svært at blive enig med Uffe om alt, hah. Hmm måske skulle tæppet have været lidt længere? 😀

Taske: Tæt på Bahia-slottet og længere nede ad gaden efter La Famille-cafeén på højre hånd er der en butik, hvor alle taskerne hænger under en port. Her er priserne rimelige – vi gav for eksempel kun 150 kr. for en lædertaske, som vi købte til min svoger, men som jeg jo kom til at bruge til mit A-kasse-møde, inden jeg gav den til ham, ups hehe. Men her er der altså fiks-priser, som ejeren gentager hele tiden, og man kan ikke prutte om prisen :-D.

Keramik: På vej til Majorelle-haven, som vi gik til, kom vi igennem et produktions- og opbevaringssted, hvor de solgte alt det, du ser i Medinaen, til meget bedre priser. Jeg troede faktisk, at vi ville tage en taxa herud og shoppe løs, men det passede ikke med planerne. Adresse:
Ellers fandt jeg nogle fine skåle meget tæt ved La Famille (lidt længere nede ad gaden på højre side ligesom caféen). En meget lille butik, men med faste lave priser.

Dette billede er fra souken, og her købte jeg selvfølgelig også lidt fra :-).

Hammam


Som jeg skrev i tidligere indlæg fandt jeg frem til tre steder, som skulle være gode (tjek indlægget for de øvrige steder). Dog fik jeg dernede anbefalet Hammam Delarose, hvilket jeg fortrød lidt. Jeg gik efter en god om gang hård massage efter en afslappende hammam-oplevelse, men følte lidt, at damen i hammam’en havde travlt. Det var lidt uheldigt, at da jeg lå i det lille runde rum efter første behandling i hammam’en og kiggede op, fik øje på noget sort. Jeg lå dér og stirrede på det for at se, om det var noget, der bevægede sig. Det var på størrelse med en kakkerlak! Jeg lå seriøst og fik den til at få ben og bevæge sig, og da damen kom tilbage, og jeg pegede på det, synes jeg ikke, at hun var særlig professionel i sin forklaring. Da vi åbnede døren, og der kom lidt mere lys ind, og jeg kiggede en ekstra gang, kunne jeg godt se, at det var fordi, de havde lappet loftet med noget mørkt cement eller noget. Puuha, ikke særlig afslappende. Massagen var alt for afslappende, og på trods af, at jeg sagde til massøren, at hun gerne måtte trykke mere, så syntes jeg ikke helt, jeg blev tilfredsstillet. Jeg gav ca. 500 kr for en behandling på i alt 1½ time, så det er jo egentlig fint nok, men jeg er sikker på, at det er megadyrt i forhold til befolkningen dernede. Det er jo et turisthammam-sted, og det er jo lidt svært at få det hele, når man ikke vil gå på kompromis med hygiejnen. Kan til gengæld se frem til, at jeg har bestilt en hård omgang massage på lørdag hos min thai-massør i metbyen :-D.

Seværdigheder


Bare at gå er den største seværdighed i Marrakech. De smukke farver, små butikker, snørklede gader. Vi gik rigtig meget, og det var faktisk meget passende at have Munira med, som jo sagtens kan klare lange gåture, og som synes, at gaderne og det anderledes liv er en attraktion i sig selv. Nora er så lille, at hun jo heller ikke har det helt store behov for noget bestemt, og det passede perfekt, at vi tog fra riad’en om formiddagen, hvor hun alligevel skulle sove i vognen. Og så er der Isak, hehe. Vi var så glade for, at han bare var blevet hjemme og hyggede sig hos farmor og sine mostre. En knægt på knap tre år, og så sammen med to andre børn. Nej, tak. Alene de scootere i de smalle gader, tror jeg, at både vi og han ville have lidt svært ved. Han er faktisk lidt sart over for lyde bortset fra sine (mange) egne, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan vi skulle nyde at gå igennem soukene med tre små børn. Jo, hvis Nora altid var i bæreselen, Isak i vognen og Munira klistret til klapvognen, kunne det da gå, meeen ellers tak.

Jemaa El-Fna: Kæmpe kæmpe markedsplads, hvor der udover madboder, juicebarer, alt-mulig-boder er forskellige aktiviteter, som folk finder på for at tjene lidt penge. I forhold til alle de damer, der vil lægge henna på dig, så fulgte vi altså en af mine følgeres råd om at holde os væk fra det, da de kan finde på at blande kemikalier i det, og jeg ved nemlig, at Muniras hud kan være følsom over for det i forhold til allergisk reaktion. Meget hyggeligt med musikken, men vi brød os ikke om, at de udstillede og “legede” med slanger og aber og prøvede at tvinge dem til at være interessante ved at bruge forskellige teknikker. Det er da lidt synd. Men vi kom her næsten hver aften :-D.

Majorella Garden: Vi gik hele vejen til haven og kom igennem mange interessante gader. Det tog ca. 45 minutter at gå. Haven er smuk med alle de store kaktusser i størrelser, man aldrig har set før, men synes ærligt talt ikke, at det var indgangsprisen værd. Vi kom hurtigt igennem det hele og var ikke kede af at bruge tiden på caféen derinde. Inde i haven er der et berber-museum, som virkelig skulle være pengene værd, og jeg fortryder lidt, at vi ikke gik derind, men det passede ret dårligt med Noras vaner :-D.

Bahia Palads: Se, gåturen til Bahia Palads er ret interessant, fordi du kommer forbi en skole, hvor du pludselig ser, hvordan børnene dernede går klædt og ser ud, og det er nemlig meget blandet stil, og man bliver mindet meget om alt det franske, de er præget af i forhold til det vestlige sprog og påklædning. Og selve paladset er vildt fantastisk smukt! Denne oplevelse var meget bedre end Majorella-haven, fordi her også var vildt smuk natur samtidig med den flotte arkitektur og vilde udsmykning.

Atlasbjergene: Desværre kunne vi ikke rigtig overskue sådan en fed tur til bjergene med Nora, selvom vores riad-chauffør fristede os med en tur for 100 euro for en hel dag som privatchauffør og guide, hvor vi kunne køre i eget tempo og stoppe op, besøge de små landsbyer med vandfald. Det må blive en anden gang!

Beldi Country Club: Her får I min venindes ord, for vi kom desværre ikke derud, men det lyder som et sted, man skal overveje: Lækkert sted, hvis man gerne vil komme væk fra den hektiske gamle by og have en gåtur samt lækkert mad i dejlige omgivelser. Tilbyder madkurser og aktiviteter for børn. Ligger tæt ved lufthavnen, og det er meget nemt at tage en taxi derud. Link: http://beldicountryclub.com/

 

            
På vej til Majorella Garden.

                      Vores tre fyldte kufferter, totalt nedslidte sko og en appelsin til min mor :-D.

Du kan følge mig på Instagram på @esra.ap og  @2verdener.
Vil du have en e-mail, når jeg poster nyt, så følg mig på Bloglovin? her.
Like min Facebook-side her.