10 ting jeg har optur over i Marrakech - den ultimative guide

Er der nogen, der hører os?

Hvordan skal vi være mennesker med god samvittighed. Min evne til at fortrænge er jeg snart ved at miste. Hvilke andre værktøjer skal jeg gøre brug af? Jeg ved, at jeg ikke kommer til at rykke en dyt med det her indlæg. Der vil blive ved med at være krig, ved med at dø mennesker, ved med at være børn, der lider.

Lige så meget som jeg er overtaknemmelig over vores børn, lige så meget gør det mig ondt, fordi jeg har børn. Løgn Esra. Det gør ikke ondt på samme måde – det kan ikke sammenlignes, Esra – det vil være hån mod dem, der ikke kan få børn. Jeg prøver igen: Jeg kan hver dag relatere til forestillingen om, hvad det helt konkret betød, hvis Munira, Isak eller Nora pludselig skulle gå bort. Fordi de blev gasset, eller fordi de blev kørt over på en hel almindelig dag af en idiot, der tror han skal redde verden eller sin egen bagdel, eller hvad søren det er. Jeg kan ikke bære tanken. Jeg tænker nogle gange, om det ville være nemmere, hvis jeg ikke havde børn. Hvis følelsen ikke ramte lige så hårdt, fordi jeg ikke havde noget så konkret at forholde mig til. Om det ville gøre det nemmere at fortrænge eller ikke give mig lige så dårlig samvittighed. Du mener det jo ikke, Esra. Selvfølgelig ville du allerhelst bare have dine børn. Deres kærlighed, deres duft. Du prøver bare at retfærdiggøre, at du ikke evner at ændre på noget, på verden.

Nora brændte sin langefinger den dag, nyhederne eksploderede med børnene i Idlib i Syrien. Det tog mig en halv dag at trøste hende. Det var min skyld. Et kort øjeblik var jeg ikke stærk nok til at holde hende tæt ind til mig, og hun nåede at ramme den brandvarme pandekagepande med den yderste spids af fingeren. Heldigvis kun den ene. Gråden, hendes blik der skreg om smerten ind i mine øjne, mens jeg prøvede at holde hendes finger i en skål med koldt vand, samtidig med at jeg lod hende blive trøstet af mit bryst. Mit moderhjerte smeltede, og jeg kiggede dybt ind i hendes øjne for at svare igen. Nora, jeg er her. Sutten hjalp ikke. Det var MIG, hun skulle have. Vandet hjalp ikke uden mig, selvom jeg vidste, at det egentlig burde tage smerten. Det var mig, det var mor – mit gensidige blik var hendes trøst sammen med det kolde vand.

Det var min skyld. Hvorfor tog jeg ikke hårdere fat? Det var mig, der havde påført hende den unødvendige smerte, og jeg kunne ikke tage den fra hende igen. Ikke med det samme.

Det gjorde ondt den dag. Dybt inde i mig, fordi jeg skulle mærke smerten fra Noras lille bitte finger. Fordi jeg var vidne til, hvor frustreret og hjælpeløs, jeg var som mor, når jeg ikke kunne trøste hendes lille finger nok. En lille bitte finger, og hendes smerte i blikket med trillende tårer. Det var hen mod aften, og det lykkedes mig til sidst at få hende til at sove ved mit bryst. Hun havde ikke engang spist aftensmad. Lettet og med mindre skyldfølelse lagde jeg hende i sengen og fik straks mere ro i sindet. Jeg kunne forholde mig til det. At det var mig, der havde påført hende smerten, at der ikke var så meget, jeg kunne have gjort anderledes, at hun nok skulle klare sig. Jeg var sikker.

Men de børn. Billederne, der rullede over min skærm, med faren der skulle begrave sine to gassede piger. Hvem skal han rette vreden mod? Helt konkret, hvis skyld er det? Hvordan skal han arbejde med sorgen? Hvor var moren? Hvordan kunne han se så stærk ud? Var moren allerede død? Jeg hadede mig selv et øjeblik over, at jeg kunne håbe, at hun var død – for at skåne hende for det syn, den smerte. Og hvis moren var død, ville der heller ikke være et moderhjerte, der kunne trøste børnene, hvis de levede i krigstilstand. Var det fint nok, at de bare døde? Hvordan kunne jeg være bekendt at tænke sådan? Jeg bevæger mig hele tiden i dilemmaets verden – det rationelle kontra irrationelle. Ligesom når jeg ikke ved, om jeg skal klikke på videoen med børnene. Jeg vil ikke, jeg kan ikke… klare det, jeg ved det, men samvittighedens knap trykker hårdt på mine hænder. Gør det, se det i øjnene, gør noget ved det. Men hvad? Jeg VED det ikke. Du spørger en mor, som ikke engang kan klare en lille brændt finger. Men jeg gjorde det. Jeg klikkede på videoen for at have samvittigheden på det rene… i et sekund. Jeg kunne ikke mere.

Vi ved det. Der er ingen, der hører os – ingen, der kommer til det, venner. Der er ikke så meget, vi kan gøre for, at de børn ikke skal dø. De to piger er ikke vores. De er en del af en krig. Ligesom at Noras finger var en del af en almindelig hverdag. Der var intet at gøre. Vi kommer ikke til at stoppe krigen eller hverdagen. Og ej heller de hjernedøde chauffører, der spreder had og død.

Vi kan ikke påvirke de onde mennesker. Ikke engang dem der sidder på magten i vores lille land. Og de kan heller ikke.

Men vi kan høre hinanden. Du og jeg. Vi kan gøre lidt. Det kommer ikke til at redde de to piger eller alle de andre, der dør hver dag, men vi kan give dem et lille håb. Vi kan vise dem, at VI kan høre dem. At vi ikke lukker vores øjne. At vi ser dem, og tager et aktivt valg.

Derfor venner. Vi kan kun gøre én ting. Lad os SMS’e 100 kr. lige nu. Sammen. Du og jeg. Også selvom du har gjort det før igennem andre. Lad os gøre det igen. Lad os tage et aktivt valg sammen igen. Red Barnet. SMS AKUT til 1220.

Ja, VI hører jer.

Du kan følge mig på Instagram på @esra.ap og  @2verdener.
Vil du have en e-mail, når jeg poster nyt, så følg mig på Bloglovin? her.
Like min Facebook-side her.

krig børn

   

5 kommentarer

  • Line

    Meget smukt indlæg, der kan mærkes helt nede i maven 😶 Læser dette imens jeg sidder med min lille sovende datter hos mig, så forstår alle dine tanker.. tak fordi du satte ord på det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg traf et valg for noget tid siden. Jeg ser ikke nyheder eller læser avis. Jeg er heller ikke så tit på Facebook, for her popper nyheder også op. Jeg kan intet gøre ved verdens lidelser ud over at betale mine månedlige bidrag til hjælpeorganisationer, stemme på de politikere jeg har tillid til og bede til Gud. Når jeg begynder at følge for meget ned og fx læse om terror, sker der bare det, at jeg bliver angst og bliver en mindre nærværende mor for mine egne børn. Det hjælper ikke nogen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Wow, det må jeg nok sige, men jeg forstår dig. Det er som om, at det hele tiden er en kamp om at bevare roen og troen på, at det hele nok skal gå. Der sker jo noget hver dag, og det er alle de billeder af især børn, der gør mig frustreret. Vi må bidrage med penge og håbe, at de når ud til dem hurtigst muligt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg traf et valg for noget tid siden. Jeg ser ikke nyheder og læser ikke aviser. Jeg er heller ikke så tit på Facebook, for her popper nyhederne også op. Jeg kan intet gøre ved verdens lidelser, ud over at betale mine månedlige bidrag til hjælpeorganisationer, stemme på de politikere jeg har tillid til – og bede til Gud. Når jeg følger med i nyheder, terrorangreb etc sker der kun det, at det gør mig angst og gør mig til en mindre nærværende mor for mine egne børn. Det hjælper jo ikke nogen.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 ting jeg har optur over i Marrakech - den ultimative guide