Er det værd at miste håbet?

Gnisten i et ægteskab på en mandag og selvfølgelig #onmondayswewearskirt

Jeg åbnede mine øjne i morges og ventede på at høre lyden af børnene. Hmm, noget var galt. Ingen lyd, selvom jeg lagde mig på det øre, jeg ikke hører så godt med og skruede helt op for det andet. Hvad mon klokken var? Jeg vidste, at telefonen var gået ud i løbet af natten. Jeg husker synet af de 1 % kl. 00.38 i nat efter, at jeg havde skyndt mig at tømme vaskemaskinen med det nyvaskede tøj og hængt det op, fyldt opvaskemaskinen, fordi den var så meget klar til at komme i gang, og så toppede jeg det hele med at smøre Muniras madpakke. Seriøst lige ET øjeblik orkede jeg intet, men da jeg så alligevel var i gang med det ene og pludselig blev grebet af forestillingen af, hvor glad og overrasket jeg kunne gøre Uffe her til morgen med de ekstra 10 minutter, jeg ville bruge på madpakkeri, bed jeg lige tænderne lidt mere sammen, haha! Ja, er det ikke sådan et ægteskab fungerer? :-D. Noget om at tilsidesætte egne behov og give plads til den anden, ik? hehe. Det var jo ikke fordi, jeg ville slippe for madpakke-tjansen her til morgen, hvis jeg ikke havde fikset det, men at skulle én ting mindre sådan en morgen, hvor tre rollinger skal have havregrød, to af dem skiftes i bleen, tøj på til alle tre, børste tænder, er guld værd for os begge to!

Jeg fik fat i opladerledningen, mens jeg prøvede at få en fornemmelse af, hvad klokken måtte være, ramte rigtigt i det lille hul i bunden af telefonen og kastede mig på ryggen igen og slap kroppen løs. Jeg var træt, og mens jeg prøvede at få min arm, jeg havde sovet på, til at komme til live igen, erindrede jeg at have hørt Uffes stemme. Hans begejstring: “Ej også madpakken, canim!?”. Nå ja, det husker jeg da godt, men sov jeg bare videre? Åbenbart, for da mit blik ramte skærmens 8.50, vidste jeg, at jeg VAR alene hjemme. Jeg var sgu lidt i et chok. For det første over, hvordan jeg i alverden ikke havde hørt noget, og for det andet over, hvordan han havde klaret det hele selv – eller i modsat rækkefølge! 😀 Det var da lige til at smelte over af lykke. Om han havde givet ungerne forskellige strømper, den beskidte bluse fra i går, eller om de ikke var vasket helt rene om munden efter havregrødsresterne – helt ligeglad :-P. Det er virkelig den her slags oplevelser, der giver mig gnisten. Ikke en diamantring eller store dyre gaver. Og den gnist, den er jo vigtig. Den skal frembringes, huskes og plejes. Der er vel ingen af os, der går og bærer på den hele tiden eller får lov til det, når vi har fået sådan nogle energi- og tidsslugende børn sammen. Det er tit, at vi ender på sofaen om aftenen, når puttekampen er overstået, og jeg sidder og kigger dybt ind i Uffes øjne og siger, at jeg elsker ham med et dødtræt blik i øjnene vel at mærke. Vi kigger på hinanden og smiler og griner. Vi går op i at sige det til hinanden, selvom det kan blive lidt mekanisk nogle gange. Vi skal huske det hver dag, for det betyder noget – holder os i gang, for det er alt for tit, at vi ellers glemmer at huske på hinanden. Vi ved, hvordan dårligt humør hurtigt kan sprede sig, hvordan vi kan smitte hinanden og gå halvmugne en hel dag, hvis én af os ikke lige har overskuddet og energien til at være DEN, der slår armene ud og siger “Jeg elsker dig”, selvom vi ikke selv er i det bedste humør. Ikke mere end dét, seriøst. For når én af os har taget initiativ til at gøre det hele godt, så KAN den anden ikke tillade sig at ignorere det eller komme i dårligere humør. Åh, hvor lærer vi meget om hinanden, og hvor vokser vi meget sammen. Hvor lærer vi at lukke øjnene for vaner, vi ikke brød os om tidligere og adapterer nye.

Derfor synes jeg ikke, at handling og udstråling altid behøver at gå sammen – i hvert fald ikke i et ægteskab. For her kender vi hinanden, og her er en “handling” i en god sags tjeneste vigtigere end at begejstringen i handlingen er i top. Og så var der lige den der oplevelse i morges. Handlingen over dem alle, fordi han havde lyst til at gøre mig glad. Fordi han syntes, at jeg fortjente det, og handlinger, der kræver ofring, tilsidesættelse af sig selv for at gøre en anden glad, dem, der koster sved på panden, er de sygeste og fedeste af dem alle. Jeg må leve op til det, jeg må. Jeg må gøre mig fortjent til det, og må give igen resten af dagen! Haha, håber ikke jeg har nogle ugifte læsere, der lige blev skræmt væk fra ægteskaber, sorry 😀

Jeg kan i øvrigt se, at Uffe har taget bilen i morges, da ladcyklen er på værksted – selvfølgelig Esra! Du afleverede den jo selv i lørdags, og vi fik ikke engang snakket om hele afleverings- og afhentingsshowet for i dag. De dumme eger på hjulene bliver ved med at sprænge på vores ellers fine Babboe-ladcykel, og det skulle være en fejl i produktionen af hjulene, som vi ikke er alene om. Øv, altså, for selvom reparationen ikke koster os noget, så vender det op og ned på vores store forkromede planer om, hvem der afleverer og henter rollingerne :-P. Jeg må hellere finde ud af, hvordan de børn kommer hjem :-D.

Mandag har virkelig været god ved mig indtil videre, og efter al den regn vi har haft i weekenden, og vent, what nu (?), så kan det da kun gå i en anden retning fra NU af :-D. Og nederdelen glæder jeg mig til at komme i, selvom jeg ikke helt har besluttet mig for, hvilken det skal være, men det må I jo se senere på Instagram ;-).

Jeg har i hvert fald fundet en sommerspredende nederdel frem til jer på nettet, og lidt andet til :-D. Håber I nyder jeres mandag!

Reklamelinks: nederdel, Dorothy Perkins Petite // jakke, Levi’s® // ur, CLUSE // sko, Nike – sat ned her

mandagsnederdel

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er det værd at miste håbet?