Gnisten i et ægteskab på en mandag og selvfølgelig #onmondayswewearskirt

Jeg er ikke noget – jeg kan noget

Esra Alici Pedersen

Da jeg var lille, var jeg “tvillingerne”. Jeg har nemlig sådan én, og så endda enægget af slagsen, Derya. Det var nu mest som barn, at vi lignede hinanden (hvis du spørger mig :-P) – du ved, sådan lidt umuligt at se forskellen på barndomsbilleder med identisk tøj, sko og frisure – meget klassisk og ret unødvendigt, hvis du spørger mig, haha. Med alderen kunne jeg mærke en begyndende irritation. Jeg blev omringet af en sky af negativtladede elektroner, når min mor eller far kaldte mig Derya ved en “fejl”, eller når de bare sagde “tvillingerne”. Ligesom når der ved familiesammenkomster blev hilst på alle andre i søskendeflokken med deres navne, og Derya og jeg blev cuttet ned til “tvillingerne”. Kan I ikke lige bruge to sekunder på at kigge godt efter og få løst mysteriet, tænkte jeg tit. Mit humør blev hurtigt påvirket af, hvad jeg troede, folk ville kalde mig, og jeg kunne gøre klar mig til angrebspositionen og konkludere over for folk, at de bare ikke kendte mig godt nok, eller ikke gad at kigge godt nok efter, hvis de ikke kunne finde ud af navnene. Hvor har jeg været ond, hehe. Det fyldte åbenbart noget – betød noget. Jeg blev så glad, når folk kunne finde ud af det. Sige Esra, vise at jeg var én person, der kunne noget særligt og være kendt for mere end “bare” at være tvilling.

For det kunne jo lade sig gøre. Mine søskende og pigerne i klassen kunne jo finde ud af det. Min yngste søster påstod endda, at vi ikke engang lignede søskende. De vidste, at vi var forskellige indeni, og det var personligheden, der skinnede igennem facaden og undertrykte de fælles karaktertræk. Drengene var håbløse, hehe.

Vi valgte hver vores klasse i gymnasiet, hvilket var et meget naturligt valg. Vi trængte til det. Det var et skridt tættere på at være bare Esra, selvom vi stadig blev forvekslet på gangene, men det fyldte meget mindre.

Da jeg efter gymnasiet flyttede til København for at studere på Farmaceutisk Fakultet, kunne jeg mærke det store skridt. Jeg bosatte mig der som Esra. Fik nye venner og netværk, som kun kendte mig. Jeg var ved at finde mig selv, min identitet. Jeg kunne meget som Esra. Var kendt som initiativtageren på universitetet, startede en torsdagscafé op, blev nomineret til legater, bedste speciale og så videre. Wow, Esra, du kan jo noget, tænkte jeg tit, selvom jeg stadig tvivlede på mig selv. Jeg kunne noget, som Esra. Mine drømme var store, mulighederne uendelige, og jeg var “bare” mig.

Jeg fik relativt hurtigt job efter studiet i Miljøstyrelsen, var god til mit arbejde som farmaceut, gik på barsel, og startede senere bloggen, sådan i meget korte træk :-). Bloggen skulle jeg fylde med mine tanker om karrierelivet, familielivet, ideer til mine projekter, mine drømme om vores liv. Dele inspiration og få inspiration. Jeg ville skabe et forum, hvor vi åbent kunne snakke om vores livs udfordringer, opture og nedture, og jeg kan jo mærke at interessen er stor. I siger, at jeg er god til det. Pludselig blev jeg bloggeren Esra.

Vi deler for det meste samme type af hverdag og knokler med de samme udfordringer. Og så alligevel kan jeg forstå, at jeg skiller mig ud, fordi jeg er gift med Uffe. Der lander mange spørgsmål især i min mail-indbakke, om jeg ikke vil skrive mere om, hvordan vi fandt sammen, hvilken proces jeg har været igennem, og hvordan jeg har tacklet dem i forhold til mine forældre. Og det skal jeg nok. Det har fyldt meget engang, men jeg er et andet sted i dag. Jeg forstår godt, at det er interessant – at I vil vide mere om det, og at jeg måske kan hjælpe andre i samme situation. I spørger til mine råd. Det er bare en krævende del, og jeg vil hjertens gerne hjælpe jer, og kan mærke, at jeg for mange er hende, der er gift med en dansker, Uffe.

Så var vi med i programmet “Én vej – to verdener”. Et program, DR ville have produceret for at vise livet i Danmark anno 2015/16. Det skulle bare handle om vores hverdag på lige fod med de andre medvirkende. Vores økonomi, tanker om familielivet og karriere. Vi sagde ja til at medvirke og var efterfølgende temmelig skuffede over den alt for store fokus, der var på Uffes valg af islam og mig. Vi sagde ja til programmet, fordi vi havde noget på hjerte omkring det at være forældre til tre børn, få økonomien til at spille og kampen om at være til stede for vores børn i al karriereræset og alle vores drømme for fremtiden. At producenten af programmet valgte “to verdener” i titlen gjorde det ikke nemmere for mig at adskille min debut på skærmen fra min egen blog. Jeg blev pludselig Esra fra “En vej – to verdener”.

Så er der alle mine “små”projekter, mine tanker om også at huske at tænke på andre. Leve i nuet, ikke fortryde at vi ikke gjorde det, da vi var unge og friske. Hele tankestrømmen, jeg er blevet grebet af efter at have fået en familie, der kræver tid, kærlighed og nærvær, men som ikke fuldender mig. At det hele ikke kun handler om min egen lille familie, men om hvordan vi som familie er mod vores samfund – vores nabo, lærer, ven og fremmede, for i sidste ende er det samspillet herimellem, der fuldender os. At vi har travlt og mangler overskud. At tiden går, og vi glemmer, at vi selv en dag bliver en gammel fru Alici, der måske ender på plejehjem. At vi har et ansvar ikke kun for os selv, men også for dem, der har brug for det. At vi ikke skal nøjes med familie-lykken, men lære vores børn, at den bedste lykke er den, der også kommer andre til gode. At du kan nøjes med dén glæde. At vi ikke har brug for så meget. At hvis andre ikke har det godt, så kan vi heller ikke have det godt.

Dele af min tankestrøm har så ført til, at jeg har fået lov til at etablere legestuer på 10 plejehjem her i Aarhus, leve et fleksibelt familieliv, arbejde med noget meningsfyldt og blogge om det. Jeg har bevæget mig mod bloggeren og initiativtageren Esra. Esra, der har fået 283.000 kr. fra Sundheds- og Ældreministeriet. Fedt. Ja, den følelse er altså fed. At jeg har skabt noget, og at jeg er kendt for noget jeg kan, og ikke noget, nogen synes, jeg er. Jeg er ikke tvillingen eller hende der er gift med en dansker eller hende fra programmet, der har fået pengene. Jeg ser ikke ned på de andre betegnelser, absolut ikke. Jeg har faktisk aldrig før syntes, at det var så sjovt at fortælle andre, at jeg har en tvilling, og jeg er selvfølgelig stolt, når folk spørger til mine søskendes uddannelser eller hvordan mine forældre har opdraget 6 piger, men konteksten er vigtig. Jeg synes bare ikke at forhold, som jeg er født ind i, som jeg ikke selv har valgt, eksempelvis mit udseende, noget jeg ikke har kæmpet for at få, eller gjort mig fortjent til, eller min civilstand eller køn kan tage æren for mit værk eller bruges til at vurdere min succes eller for den sags skyld min fiasko. Eller min religion – mit tørklæde. Og jeg tager lige disse to med også, for det betyder åbenbart noget uanset, hvad jeg laver. Min etnicitet og religion. Ligesom da vi var med i programmet, og det mest interessante ved vores historie åbenbart var, om vi bad eller gik i moskeen. Ligesom da jeg blev interviewet af en anden journalist end JP og blev spurgt til, hvad det betød for projektet, at jeg har min baggrund som muslim. Say what? Det er da helt absurd at få stillet et spørgsmål om min religiøse baggrund i dén kontekst. Man spørger da heller ikke en rødhåret om, hvordan det føles at være rødhåret, når vedkommende skal agere som forsvarsadvokat i en retssag? Eller en korsbærende professor på TV om, hvordan hans kristne tro påvirker hans klimaforskning. Det er så tragikomisk det hele. Ligesom da jeg var inde på det med dette indlæg. Hvad er det, der berettiger folk til at spørge ind til min religiøse baggrund, når jeg taler om et fagligt emne, hvis der skal være lige vilkår for alle? Nå, men det var lige et sidespor, og det var absolut ikke fordi journalisten var ond ved mig eller noget, og han syntes netop, at jeg gav et meget godt svar, som faktisk kunne være med til at bryde den barriere og de fordomme, der er hos mange. Desværre var der ingen af de medier, han kontaktede for at sælge historien, der var interesserede i mit interview – og de 1½ times ævlen i fastende tilstand må jeg nøjes med at betragte som en god øvelse for mig selv :-).

Er det ikke meget indlysende, at vi mennesker allerhelst vil kendes for dét, vi kan og ikke er? Anerkendes for de evner, vi har til enten at skabe noget eller være som noget, og ikke på baggrund af, hvordan vi ser ud, hvilken social klasse vi er endt i på grund af vores forældre, eller hvem vi er sammen med? Er sikker på, at en smuk læge med det kønneste ansigt hellere vil blive tiltalt som den dygtige læge end som hende, der er smuk, i en faglig kontekst, eller at kunstneren af bankdirektøren helst vil blive tiltalt som den dygtige kunstner end farens fine titel, når hun skal præsenteres til fernisering af hendes kunstudstilling. Min veninde skulle engang præsentere mig for én, og lige efter at have fortalt navnet på den fremmede, tilføjede hun, hvem storebroren var, som er en kendt person, og som hun nok tænkte, ville hjælpe mig med at vide, hvem hun var. Jeg syntes, at det var så akavet, fordi jeg pludselig skulle reagere på det faktum, at storebroren var kendt, ja og fordi det jo absolut intet siger om hende. Efterhånden som jeg lærte pigen, som er en tæt veninde i dag, bedre at kende, har hun fortalt, hvor irriterende det er, når folk præsenterer hende på den måde – med storebrorens kendetegn. Og det forstår jeg godt! At hun er lillesøster til en kendt person, siger jo intet om hvilken person, hun er, og føles som at hendes personlighed kommer i anden række. Igen, vi vil da hellere være kendt for, få ros for, få anerkendelse for, hvad vi kan, hvilken karakteristisk god og stærk personlighed vi har, end hvem vi “bare” er, hvis det giver mening :-).

Sikke filosofiske tankestrømme, der ramte bloggen sådan en tirsdag aften, hva? :-). Min hjerne trænger til lidt ro, selvom jeg samtidig er lidt lettet over at få sat ord på dette emne. Det er bare så spændende, hvordan vi udvikler os igennem tid – opvækst, slagsmål, venskaber, uddannelse og som forældre. Vi ER fremtiden, og vi vil så meget. Al den energi, al den kærlighed. Og husk på folkens. Alle kampe kræver sved og tårer, og du bliver kun bedre til at lære dig selv bedre at kende, dine svagheder og styrker, og vigtigst af alt, så er du kun selv med til at bryde op med det, du ikke bryder dig om. Igennem vores opvækst er vi underlagt andres forestillinger om, hvem vi er, men som voksen er det dig, der bestemmer. Hvem du vil elske, hvad du vil spise og hvilket liv, du vil leve. Det er kun dig, der kan bryde de forestillinger, andre har om dig. Og tro ikke, at dansen kun er lyserød for andre. Mens du skal kæmpe meget med noget, som en anden ikke skal løfte en finger for, er der andet, den anden skal kæmpe meget for, som du ikke skal. Lad være med at fokusere på hvor uretfærdigt, livet er eller kan være. Kæmp derimod for at gøre det retfærdigt 🙂

Okay, efter hele smøren kommer så det interessante spørgsmål :-P. Kan I mærke hvor jeg vil hen ad? Hvad jeg allerhelst vil kendes som? :-D. Og kender du selv følelsen? Hvad vi du selv helst være kendt som? 🙂

Vil du have besked på din mail-bakke, når jeg poster nyt indlæg, så husk at følge mig på Bloglovin’ ;-).

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gnisten i et ægteskab på en mandag og selvfølgelig #onmondayswewearskirt