Alle veje fører jo til Rom, og det kan være farligt :-D

Jeg skal være båltaler – hvordan “brænder” jeg igennem? :-)

Jeg er lidt dårlig til at sige nej, sådan helt generelt, og det er absolut én af de ting, jeg arbejder på at blive bedre til uden rigtigt at “arbejde” – det lød nemlig lige lovlig aktivt :-P. Men altså, jeg ER blevet bedre til at sige nej med tiden, især på skrift, haha (looser). Det kan jo være svært at tage den der nej-hat på, men det er virkelig nødvendigt, hvis man også vil have det godt med sig selv og huske at tænke på sig selv. Ikke fordi målet er at blive bedre mod mig selv, eller fordi Svend Brinkmann siger det, men fordi det er et helt basalt grundvilkår for vores eksistens at kunne sige nej, haha. Det lød da næsten lige så klogt som ham Svend. Det er da ikke sjovt at sige nej, hverken når børnene med lysende begejstring spørger efter is kl. 10 i weekenden, eller når man bliver spurgt, om man vil tage en spændende opgave til sig.

Jeg har nemlig desværre stadig lidt dårlig smag i munden over dengang, jeg sagde ja til at holde tale for daværende Miljøminister Kirsten Grosbøl i hele styrelsen. Igen – jeg kunne da ikke sige nej til sådan en mulighed og udfordring. Alt kan jo klares, og jeg er (desværre) “bare” typen, der tænker, at når jeg først har fået ja’et ud af mig, så skal jeg nok klare resten, du ved ingen vej tilbage. Og den er farlig. For hvad jeg ikke helt havde taget med i hele regnestykket var, at jeg i samme periode skulle sidde med til flere ansættelsessamtaler af nye medarbejdere, der skulle rekrutteres i afdelingen. Jeg glemmer aldrig, hvordan mine tanker var et andet sted til samtalerne, og hvordan jeg på den korte rute fra det lille mødelokale til den store kantine prøvede at indstille min hjerne til en ministertale og 400 mennesker. Det gik så også fint, bortset fra at jeg tabte tråden et kort et øjeblik, men det var ikke sjovt for mig. Jeg havde slet ikke tiden til at finde roen i mig og indstille mig ordentligt på talen. Den dag lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville presse mig igen på den måde. Jeg vil ikke tage en opgave på mig, hvis jeg ikke har tiden til det, og jeg lovede mig selv at være ærlig over for mig selv.

For nogle uger siden blev jeg kontaktet af Det danske Spejderkorps, Valhalla, om ikke jeg ville holde årets båltale nede ved Stadepladsen ved Brabrandsøen, når Sankt Hans-bålet sættes i flammer d. 23. juni, altså næste fredag (!). Jeg skulle da selvfølgelig lige tænke mig om – sådan i to sekunder. Var det nu, jeg skulle sige nej? Og hvorfor egentlig mig? Må være ærlig at sige, at det er mange år siden, at jeg har været til Sankt Hans-aften. Eller vent da lige – det gjorde vi da i København! Haha, vores tid i København tæller ikke med – pludselig føles den tid meget fjern. Det liv tæller ikke med, hehe. Det er egentlig kun sidste år, at vi ikke deltog i Brabrand-båltænding, eftersom det kun er 1½ år siden, vi flyttede tilbage til Aarhus. Jeg føler mig virkelig hjemme her, og jeg blev selvfølgelig glad og beæret over at blive tilbudt at holde talen. Men på hvilken baggrund? Jeg skal jo vide, hvad talen skal handle om. Bleskift? Mit forhold til vuggestuer? Lægemidler? Madlavning? Miljø? Min opvækst? Der er mange boller på suppen (mm suppe :-D). Jeg er åbenbart en person, der gør noget for Brabrand, fik jeg at vide, og blev glad!
Synet af snobrød og bålgnisterne fra min barndom ramte intuitivt hukommelsesbåndet – hvordan alle børnene fra de små tilhørende veje samledes ved legepladsen. Det var hyggeligt med det lille lokale arrangement, og taleren? Ham/hende husker jeg da vitterligt intet om, haha, men hyggeligt var det. Jeg skal ikke rigtig noget næste fredag udover at være sammen med Isak og Nora, der har fri fra institutionen, og jeg har heldigvis en mor og svigermor, der kan tage over, hvis jeg skal bruge ekstra tid på dagen til at øve mig på talen for ja, jeg har sagt ja! Det gik alligevel så hurtigt med at svare, at jeg helt glemte alt om Ramadanen, og at jeg på det tidspunkt har fastet i 18 timer og sikkert står med knastør mund. Ehhm ehhmm. Det er nok mere vand end snobrød, jeg ser frem til på den dag, og så er det jo godt, at jeg har hele søen bag mig 😀

Og nu hænger der så plakater rundt omkring. Min forestilling om den lille hyggelige sammenkomst har åbenbart været en stor misforståelse. Det startede med, at der tikkede en besked ind på min telefon kl. 8.03 i mandags. Det må være Uffe, tænkte jeg, da jeg på afstand kunne se, at der var et billede på skærmen. Det er nemlig typisk ham – se hvor glad Munira er, eller billeder af sjove ting, han støder på, og som han lige deler med mig – så hyggeligt! Mine øjne var større end den dér emoji med “WHAT”-øjne. Jeg gjorde billedet større og mærkede lige en gnist i kroppen. Ja, WHAT? Stor plakat på skolens hovedindgang om årets Sankt Hans, og Esra Alici Pedersen som båltaler. Ja, selvfølgelig vidste jeg da godt, at jeg skulle holde båltale, men plakat i dét omfang? Nej! haha. Jeg har efterfølgende set den alle mulige steder – i hele Brabrand, tror jeg. Ja, det er åbenbart hele Brabrand, der holder det ét sted? Ahmen, det anede jeg ikke. Jeg huskede jo vores lille lokale fra min barndom. Der sker ting i Brabrand, der gør! haha. Må ærligt sige, at det er lidt for meget for mig. Jeg har vænnet mig til synet af de plakater nu, for det er jeg da nødt til, men hvor er det grænseoverskridende, altså.

Men Esra, er du stadig en god taler? Hvordan bliver man egentlig dét? Efter sådan en barsel fejler mine kropsfakler ikke så meget – mine håndbevægelser er stadig i topform efter alle de gange, jeg har skullet skifte bleen på Nora, løfte hende og lege med hende, og min stemme tror jeg er stærkere end nogensinde før, når man har tre børn, og hele tiden skal fortælle dem hvad de må og ikke må, og i forskellige tonelejer :-P. Men så er der selve talen – den er ikke helt i hus endnu, men jeg ved, hvad den skal handle om. De har jo skrevet på deres hjemmeside, at jeg er blogger Esra og bl.a. kendt fra “En vej – to verdener”. Og hvad er fællesnævneren for det hele med Esra i tælleren? Fællesskab. Meget kort sagt. Nu hvor jeg har skrevet indlægget om, at jeg helst vil være kendt som noget jeg kan og ikke som noget jeg er, så føler jeg mig forpligtet til at kommentere den titel, jeg har fået på plakaten. Selvfølgelig ville jeg allerhelst have, at min titel som blogger også var nævnt, men jeg ved samtidig også meget om markedsføring og forstår, hvordan man vælger, når noget skal være kort og præcist :-P. Jeg kommer nok aldrig udenom, at jeg har medvirket i dét program, og at det allermest er på den baggrund, at folk kender mig.

Så lige nu tænker jeg: Esra, få nu skrevet den tale færdig, ik’, og tænk ikke så meget på, at du faster den dag, bevar roen, og det hele skal nok gå som altid :-). Den tanke, der altid hjælper mig i situationer, hvor jeg er nervøs og skal præstere er, at jeg helst ikke vil ærgre mig efterfølgende over, at jeg kunne have gjort det bedre, hvis nervøsiteten ikke tog over. Jeg vil ikke fortryde, at jeg ikke gjorde det, som jeg ønskede, og derfor er det nemmere (og klogt!) at dæmpe nervøsiteten lige inden en præstation.

Lige nu vil jeg bare nyde, at det er fredag, og at der kun er en uge til, at jeg skal hygge mig med bål, snobrød og godt selskab. Er der egentlig nogen af jer, der plejer at komme dér? Ses vi? 🙂

Esra Alici Pedersen

 

båltale brabrand

   

2 kommentarer

  • Det er da meget sejt – både at blive spurgt OG at sige ja! 😉 Hvordan gik det egentlig?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Hej Therese
      Tak! Ved ikke om du fik læst mit indlæg om det, det kom lidt efter at du spurgte hehe. Men altså, det gik fint! Det var en udfordring med min tørre mund, men det lød på folk til at det gik meget godt :-).

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Alle veje fører jo til Rom, og det kan være farligt :-D