Der er gave-ønsker, moaar! (heldigvis billige gaver :-D)

Jeg vil hellere støtte mit naboskab end jeg vil støtte mit lokale supermarked

båltale Esra Pedersen Sankt Hans

Båltalen, som lovet, venner. I får den her, nedskrevet fra start til slut, om skønheden i fælleskab, naboskab og ikke mindst hvordan vi sikrer og plejer det, når vi er ramt af hverdagens travlhed, og så lidt om min opvækst til sidst. Jeg var faktisk ikke så nervøs, men min tørre mund udfordrede mig virkelig meget. Ikke nok med at jeg ikke rigtig havde energien til at køre generalprøve igennem om dagen i fastende tilstand, så var jeg så dum at afslutte min dag forinden Sankt Hans-aften med kaffe midt om natten og glemte helt at drikke vand – det var så dumt! MEN, altså, taget fasten og de små dumme undskylninger i betragtning, så gik det fint. Nå ja, og så er det også faktisk lidt træls, at jeg hakkede lidt i den allerede fra start af, men jeg skulle seriøst lige vænne mig til den mikrofon. Jeg har erfaret igennem tiden, at jeg ikke er så glad for mikrofon, hehe. Min stemme er kraftig, og jeg har en helt naturlig evne til at hæve stemmen (:-P) – det kommer helt automatisk, når jeg kan mærke, at jeg har noget på hjerte, jeg gerne vil dele. Det sker, når jeg føler mig tilpas og giver slip i kroppen, og den der mikrofon, som jeg selvfølgelig har brug for, når der er flere hundrede mennesker, sætter bare en dæmper på mig, fordi jeg bliver bange for at lyden er for høj – jeg skal nødig give folk tinnitus, selvom det ville gøre min tale uforglemmelig :-D.

Men hvor var det fedt, og hvor var folk søde at komme over for at rose talen. Én sagde, at det var den bedste tale, han havde hørt de sidste 30 år (slap af, tak! :-D), en anden at det var flot, især når det kom fra sådan én som mig. Jeg har det underligt med den slags kommentar, for hvad mener hun egentlig med “sådan én som mig”?. Hun kender mig jo ikke, men jeg ved jo godt, hvad hun mener. Og det er sødt :-). Alt hvad der er ment i den bedste hensigt er godt, og det var det.

Jeg er virkelig blevet glad for at skrive lidt oftere herinde. Jeg har tænkt meget på noget på det sidste. Da jeg skrev båltalen og kom lidt ind på min opvækst til sidst, kunne jeg mærke følelserne helt udenpå kroppen. Jeg blev rørt, og når jeg tænker over, hvad jeg til tider har skullet igennem, og hvad så mange andre derude måske også går igennem i dag, så bekræfter det mig i, at jeg skal dele det. Jeg fik også en sød kommentar her på bloggen forleden, selvom den er lidt bebrejdende, men jeg forstår hende. I har ventet længe, og jeg har, som I ved, været lidt tilbageholdende med at skrive om Uffes og min historie – om hvordan vi har klaret det, vores kampe, og hvordan vi er nået hertil. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg vil dele det en dag.

Men først båltalen! :-). Glæder mig til at høre, hvad I synes <3

Båltale 

(Tak fordi jeg måtte komme)

Jeg vil gerne tale lidt om det her med at samles. Om skønheden i fællesskabet. Og om det potentiale, vi alle sammen har, og som vi måske særligt har i fællesskab her i Brabrand.

Jeg er selv vokset op i Brabrand, og selvom jeg aldrig troede, at jeg skulle flytte tilbage hertil efter 11 år i København, så er jeg alligevel endt her. Fra store København med den snobbede Københavnerdialekt til smilets by, hvor det hele nok skal gå, igå? 😀 (skift dialekt) – tilbage til familien og det hyggelige lokale liv, jeg husker fra min barndom, hvor jeg mindes traditioner og fællesskabet som en stor del af den helt almindelig hverdag.

Er der noget, som traditioner kan, så er det at lokke os ud af vores hamsterhjul. Nu er det godt nok fredag aften, og skolernes sommerferie er lige startet, men selv hvis Sankt Hans aften var faldet på en tirsdag, var der nok en del børn, der havde fået dispensation fra deres faste sengetid. Der ville have været en del fjernsyn, der for en gangs skyld havde været slukkede i stuerne – for Sankt Hans er jo noget særligt, et minde vi år efter år vil dele. Lyset, varmen, duften, naboskabet, fællesskabet, optimismen.

Og det er skønt. Det er dejligt at se, hvordan bålets varme om lidt bringer alle mennesker sammen på tværs af skel. Men det er på den anden side lidt ærgerligt, at aftenen står i kontrast til en hektisk hverdag. Hvor mange af os har travlt med at nå at være sammen med vores egen familie efter en lang dag på arbejde. Jeg er efter, at vi fik børn blevet bevidst om, hvor tankevækkende det egentlig er, at vi bruger den største og bedste tid af døgnet på at arbejde. På at være sammen med andre end vores egen familie. Vi bruger den største og bedste form for energi i vores kroppe på vores arbejde for derefter at komme i en udkørt tilstand og træt til vores familie kl. 17, hvis vi har et helt almindeligt 8-16-job. Og her, i vores udkørte kroppe skal vi nå at lave mad og nå at være sammen med vores børn, med familien. Vi har cirka 3-4 timer til det. Og hvor mange af os fristes ikke lige til at overlade vores børn, som vi ikke har set hele dagen, til skærmen, fordi vi er trætte, skal lave maden, ikke har tid eller fordi vi simpelthen ikke orker det store kreative leg-sammen-opfindelse?

Det er jo ikke, fordi vi ikke vil det. Sidde på terrassen eller altanen med naboen. Se børnene lege en helt almindelig onsdag eftermiddag. Banke på henne hos gamle hr. Jensen, der lidt for sjældent får besøg af sine børnebørn. Måske endda lige stikke hovedet ind på det lokale plejehjem og tale med de ældre – vi kan forestille os, hvilken glæde det vil vække. Selvfølgelig vil vi det, men hvorfor gør vi det så sjældent? Når vi nu kan mærke glæden både hos os selv og hos dem, vi er sammen med?

Det er nærliggende at sige, at vi har travlt i hverdagen, og der er mange ting at passe. Jeg er mor til tre, så jeg ved, hvad det handler om: Madpakker og skoleintra og skiftetøj, hente-og-bringe og kysse-farvel-på-fem-minutter og aftensmad. Facebook og Instagram, aviser og sportsaktiviteter. Ja alle børn går til noget nu om dage :-D. Da Munira startede i skole sidste år, var jeg på barsel med vores tredje barn Nora, og vi prøvede vi at invitere forældrene hjem til os på skift i forbindelse med en legeaftale, så vi kunne lære dem og deres børn bedre at kende. Eller bare navnene på de 27 børn i klassen. Vi inviterede til lasagne, fordi vi altid plejer at have en god portion til overs, når jeg laver den i en stor bradepande. Så hvorfor ikke udnytte dét? Holde det helt simpelt og sådan døbte vi konceptet til tirsdagslasagne med stor succes. Men det var også her, at det gik op for mig hvor travlt folk har. Selvom det hed tirsdagslasagne, blev det tit en mandag eller onsdag, fordi der var nogle, der skulle bringe barnet til svømning eller gymnastik den ene dag, mormoraftale den anden dag, tager sent-fri-dag den tredje dag og vi oplevede også, at det simpelthen ikke var muligt nogen af dagene. Vi har travlt.

Og når vi har travlt, så er det nok meget naturligt, at vi vender os imod den nærmeste familie. Vi vil have kernefamilien til at fungere og sikre vores børn tryghed og gode rammer. Vi skal jo huske at dyrke kvalitetstiden, vi skal pleje vores egne, for tiden med dem er knap. Den helt basale omsorg og fælleskab vi gerne vil bidrage til, kan hurtigt blive til et weekendprojekt, fordi det lige skal planlægges og gøres, når vi lige har lidt mere tid til det. Det er som om, vi hele tiden skal vente på det helt rigtige tidspunkt og gøre det, når vi har bedre tid. Den der gode tid, den kommer aldrig. Mange gange er lidt, og ustruktureret tid bedre en ingen tid. God tid findes ikke. OG tid skal ikke altid planlægges.

Da Munira skulle starte i skole, skulle jeg vænne mig til begrebet ”legeaftale”. Aftale? Skal man virkelig aftale, hvornår børn skal lege. Jo måske, men jeg synes at ordet får en klang af nogle kriterier, der skal opfyldes, at der er en bestemt måde at gøre det på, at det er noget, der skal aftales i god tid. Det kan blive til noget, der kræver noget, selvom det i virkeligheden ikke er sværere end at bare snakke om det. Jeg siger ikke, at det ikke fungerer i nogle tilfælde – jeg skulle bare lige vænne mig til det. At den også er åben for spontanitet, selvom det har fået et så fint et udtryk som ”legeAFTALE”. For jeg synes, at når muligheden for spontanitet forsvinder, så fastlåser vi os selv i vores egne misforståede gode rammer.

Jeg oplevede det selv. En fredag, hvor jeg skulle hente Munira fra skolen og smutte videre til svigermor, som vi plejer at gøre om fredagen, sådan en fredagstradition. Munira og klassekammeraten spørger om hun må komme med, for de vil vildt gerne lege videre efter skole. Automatpiloten i mig siger, at det kan vi ikke i dag, fordi det er fredag, og om fredagen tager vi over til farmor. Fredag. MÅ man overhovedet lave en legeaftale om fredagen? Må jeg stjæle den dyrebare tid folk har sammen sådan en fredags aften sidst på ugen? Den er som pesten. Alle de forestillinger af, hvordan vi tror at andre tænker om os, og al den energi vi skal bruge på at tage hensyn til hinanden, som resulterer i, at vi bliver alt for forsigtige. Slip løs, drop det. Og jeg når heldigvis også at afbryde mine tanker og spørger mig selv, om der er mon findes en naturlov, der forhindrer børnene i at lege sammen, fordi vi skal over til farmor? Farmor, som vi ser flere gange om ugen, og som kun vil blive glad for en ekstra lille gæst. Jeg fangede mig selv i tanken, om at det jo skulle passe med, at vi ikke skulle noget andet, hvis vi skulle tage en legekammerat med os. Det skete for mig, og jeg følte mig i fælden. MEN det VAR jo ikke en forhindring. Jeg ringede til begge forældre, der desværre ikke tog telefonen, men som blev meget glade for tanken efterfølgende (det sagde de i hvert fald :-D).

Der er én ting, jeg er blevet bedre til med tiden, og som jeg kun kan blive endnu bedre til. At være ligeglad med mine forestillinger af, hvordan andre tænker, om noget jeg gør. Jeg vil gøre lige præcist dét, jeg selv synes er ”normalt” for mig, også selvom jeg kan forestille mig, at det er mærkeligt eller grænseoverskridende for en anden. For hvis noget giver mening for mig, mit liv, mit livssyn som ikke kun påvirker mig selv, men også min familie, mine børn, så GØR jeg det. Jeg vil for eksempel ikke lade være med at spørge efter æg eller mel hos naboen, fordi jeg ved, at det kan virke mærkelig for nogle at gøre det, og fordi vi dermed kan risikere at miste certificeringen som uafhængige individer, der ikke har brug for andres hjælp eller ikke kan klare sig selv. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi tør komme hinanden ved. Står jeg midt i bagningen og mangler et æg, kan Uffe sagtens hurtigt løbe ned i Rema 1000, men jeg vil hellere spørge naboen og gengælde hjælpen ved at sende et stykke af kagen til dem – jeg vil hellere støtte mit naboskab, end at jeg vil støtte mit lokale supermarked. Et spørgsmål om æg, kan nemlig åbne op for hvordan det går med børnene, hverdagen – også selvom det er helt overfladisk, en dialog, et sammenhold.

Der er mange, der siger, at Brabrand er et meget opdelt område. Det var det, der var selve præmissen for programmet ”En vej – to verdener”, som jeg medvirkede i sammen med en masse skønne Brabrandbeboere. Og selvfølgelig er der noget om snakken. Det fortæller tallene i sig selv. For uddannelse, indkomst osv. Men hvad programmerne i mine øjne måske i særlig grad viste var, at vi bor så tæt side om side med folk, vi ikke taler med til daglig – heller ikke på busturen eller i de situationer, hvor vi naturligt er sammen. Programmerne viste samtidig, at selvom vi har forskellige udgangspunkter og muligheder og levemåder, så deler vi alle sammen nogle værdier – fx at vi ønsker vores børn den bedst mulige opvækst.

Jeg kender efterhånden begge sider af Hejredalsvej. Jeg vidste faktisk slet ikke, at man delte vejen op på den måde, og jeg synes egentlig, at der er noget fis :-D. Jeg kender Gellerup og Skovgårdsparken fra min barndom, og jeg har de bedste minder derfra – ikke fordi, at jeg nogle gange ikke ville ønske, at det havde været anderledes, men jeg har minderne om, hvordan jeg bragte mad ud for min mor til folk, der havde det dårligt, eller som af forskellige grunde havde svært ved at lave maden selv eller bare fordi, min mor vil unde naboen den gode mad, nu hvor den var så vellykket i smagen og konsistensen :-D. Jeg har minderne om en fyldt stue en almindelig hverdagsaften med snak og fjernsyn og stinkende cigaretrøg og børn og kaos og helt spontan lykke. Jeg kan huske, hvordan vi børn løb rundt ude i samlet flok; der var ingen legeaftaler, ting der skulle planlægges dagevis i forvejen; der var sjov, og der var tryghed, for alle kendte alle lidt, og vidste hvor moderen boede til drengen, der havde slået sit knæ. Der var ikke så meget hamsterhjul, der var måske for få faste sovetider, kun ét toilet til 6 tøser plus min mor – men det gik jo alligevel. Måske ikke altid fuldstændig ro eller en hjælpende mor, når der skulle laves lektier – men det gik jo alligevel. Der var ikke så meget ”mit legetøj og dit legetøj”, ingen legeaftaler; vi legede bare.

De minder fra min barndom har jeg prøvet at bringe med, da vi flyttede ind ovre på den anden side af Hejredalsvej. Og jeg skal indrømme, at jeg frygtede det lidt – parcelhuslivet. Ville alle nu forlade vejen i en koordineret manøvre kl. 8.30 for derefter at vende hjem i den sølvgrå Golf kl. 17? Ville alle børn hoppe i hver deres trampolin, godt beskyttet for socialt samvær af veltrimmede ligusterhække?

Sådan er det heldigvis ikke. Men hverdagens travlhed rummer risikoen for at lukke sig inde, at dyrke trygheden, kernefamilien, aftensmaden klokken 18 og godnatlæsningen klokken 19.30. I den tryghed mister vi bare noget vigtigt: Det spontane, uplanlagte, upolerede. Og i vores dagligdags ræs glemmer vi altså nogle gange det helt umiddelbart skønne ved en banal samtale eller et lille smil.

Det husker vi forhåbentlig på en aften som i aften.

2 kommentarer

  • Ida

    Sikke en god tale! Og spændende at høre en smule om din opvækst. Din svigermor “optræder” tit på din blog og hun lyder som et fantastisk menneske! Men jeg har nogle gange tænkt at du ikke så tit inddrager dine egne forældre – er det bevidst?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Mange tak Ida. Hvor sjovt at du har bemærket dét :-). Det er nok fordi, at jeg synes, at vi har mange spændende “sammenstød” eller forskellige måder at gøre tingene på, dermed ikke sagt, at jeg ikke er meget forskellig fra mine egene forældre, for det ER jeg, men måske det er nok nemmere for mig at konkretisere det, når det er svigermor. Hmm, måske oplever jeg bare mere med svigermor, ved det ikke 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Der er gave-ønsker, moaar! (heldigvis billige gaver :-D)