Jeg vil hellere støtte mit naboskab end jeg vil støtte mit lokale supermarked

#onmondayswewearskirt – økonomi og feriesnak

esra pedersen mandagsnederdelTænk at det blev mandag. Jeg havde forberedt et “små-glimt”-indlæg, som skulle være kommet på inden mandag, men her står vi altså, hehe. Tiden fløj lidt for hurtigt, og nu hvor størstedelen af huset er gået på ferie, så har jeg ikke så meget alenetid mere. Og ferie, det har jeg heller ikke rigtig, og det er i virkeligheden et meget underligt punkt, jeg står i lige nu. Jeg håber virkelig, at jeg i dag eller i morgen får besked fra ministeriet, om at de har overført pengene til min nyoprettede foreningskonto, så jeg kan melde mig ud af A-kassen. Åhh jeg glæder mig til det sker, for nu synes jeg virkelig, at tiden er inde til at komme ud af dét system – også selvom jeg ikke kommer til at få en lige så “høj” løn som dagpenge. Jeg har selvfølgelig været lidt bekymret for, hvordan det mon kommer til at gå med økonomien, når jeg kommer til at gå endnu mere ned i løn, men heldigvis har vi en lille opsparing, jeg altid kan nasse lidt fra, hvis det skulle gå helt galt. Vi var nemlig så kloge at lægge lidt af overskuddet til side på vores lejlighedssalg i København, for hvis ikke nu, hvornår skulle vi så have brug for buffer i økonomien med tre små børn og ønsket om luft i hverdagen? Mange omkring mig har spurgt til, hvorfor jeg ikke gav mig selv en høj konsulentløn, da jeg søgte om pengene til legestueprojektet, men helt ærligt. Siger man ikke, at mere vil have mere? Vi kan blive ved med at sigte højere og gå efter det endnu større stykke af kagen, men for mig handler det her virkelig ikke om at tjene kassen på en fed ide. Jeg har en fin timeløn og en stilling på 20 timer om ugen, og det handler lige nu for mig om, at jeg kan få lov til at arbejde med noget, jeg synes er vildt spændende i en begrænset periode, hvor jeg er så priviligeret, at jeg kan styre mit arbejde hjemmefra – kan aflevere og hente unger, som det passer mig, og så bare gøre noget, jeg synes er sjovt og meningsfyldt, og som passer mit liv nu. Det irriterer mig bare, at jeg stadig ikke har kunnet få fingrene i de penge og fået mig revet fri for jobsøgningstanker, for det er så åndssvagt, at jeg skal blive ved med at logge på Jobnet og søge job hver 7. dag, når jeg har et job lige rundt om hjørnet. Men sådan er det med alle de regler, som man ikke altid forstår, og som nok er meningen med det hele, så man bare får lyst til at skride fra det :-D.

Og og og apropos økonomi, så har Aarhus eller rettere sagt TV2 Østjylland virkelig været god ved os. Uffe er, som I ved, hos TV2 Østjylland og er virkelig glad for sit arbejde indenfor sociale medier, og han er sørme lige blevet forfremmet (igen igen :-P) og kan nu kalde sig leder for sociale medier. Jeg er så stolt af ham. Kan slet ikke forstå, at han (vi :-P) er blevet så voksne. Leder, mand, hehe. Da jeg giftede mig med ham i 2008, havde han ikke en øre at give af. Vi var studerende og voksne på samme tid. Hans forældreopsparing havde han brugt på at overleve i Odense, da han studerede dér. Vi havde ikke råd til det store bryllup eller flere kilo guld, som den tyrkiske kultur lagde op til. Vi havde intet andet end vores kærlighed til hinanden, og det var også det eneste, vi havde brug for at tro på. Vi vidste, at hvis vi kunne få kærligheden til at blomstre uden pengene, så kunne vi klare alt. Det gjorde vi. Alle de op- og nedture har modnet os, og vi har hele tiden været indstillet på, at så længe vi huskede at minde hinanden om kærligheden, så skulle det hele nok gå. Vi har virkelig været heldige med mange af vores større (materialistiske) beslutninger som bil og hus, fordi vores lejlighed i København, som vi stadig ikke fatter, vi fik lov til at købe fra banken, steg markant i værdi efter krisen. Og nu, hvor jeg vinker farvel til dagpenge, og kommer til at tjene mindre, så bliver Uffe-manden sgu forfremmet. Jeg er så heldig og taknemmelig. Penge er ikke alt, men hvor er jeg bare glad for, at det kommer lige nu her, hvor vi har brug for det. Hvor er det fedt. Og så kan jeg bare godt lide tanken om, at han tjener mere end mig, og at han forsørger mig, haha. Ja, kald mig bare gammeldags, men det er sådan, jeg har det. Jeg elsker, at han er klog, at han er ansvarsbevidst, og at jeg kan se op til ham. Jeg kan meget, og jeg er meget selvstændig på mange måder, men i sidste ende er det ham, der gør mig hel. At være hans hustru på sådan en rigtig kone-måde, for der er noget ejerskab og bånd over det. Og nu leder han både mig og andre på hans arbejde, han er så sej :-D. Udover den fine titel er vi selvfølgelig glade for, at han kan sørge for mere mad på bordet, og selvom vi har en lille opsparing, så dukker der hele tiden uventede udgifter op. Seriøst, vil I høre? Bilens kobling er åbenbart gået i stykker, 8000 kr. tak. Vores KIA Ceed er altså kun 4 ½ år gammel, og en af grundene til at vi købte den fra ny, var at vi så forhåbentlig kunne slippe for reparationsudgifter. Vi håber virkelig, at reparationen er dækket af 7-årsgarantien, og Uffe snakker nu, om vi måske bare skal lease en bil, fordi der snart kommer nye bilafgifter, som gør, at vi senere får sværere ved at komme af med bilen. Hmm, er det klogt? Jeg tror på ham :-). Vi har en altan, der er utæt, som vi selv skal betale for, fordi vores ejerskifteforsikring er gået konkurs. Jo, huset er relativt nyt, men det betyder ikke, at den er forgyldt med ikke-oxiderbart guld. Haha, alt nyt er ikke altid godt :-P. Vi VIL også så gerne have bygget et skur til cyklerne ude foran huset, for det mangler virkelig, og vi venter pt. på at få dispensation fra kommunen til det, og se, det koster også. Aalt koster money. Ja, selv jord. Er du gal, vi har lige købt 5 m3 jord for 800 kr. til plantekasserne, og det skulle endda være billigt. Jeg kan stadig ikke komme over, at vi har betalt penge for jord. Sig lige til, hvis I har lidt overskudsjord i baghaven, som I vil af med – vi kommer gerne og henter det, haha!

Så selvom vi ikke har de helt store udenlandrejser hen over sommeren, så kommer vi alligevel til at bruge penge. Vi håber nu på en Københavntur eller regner faktisk med det på grund af min venindes bryllup senere på måneden, hvorefter vi nok smutter over til Sverige og besøger Astrid Lindgrens meget berømte Småland. Jeg har hørt så meget om det, så nu må vi gøre noget ved tanken, selvom vi egentlig “bare” havde tænkt os at være indenrigs. Det er faktisk lidt åndssvagt det her med at rejse ud af smukke Danmark, når den bedste og varmeste tid på året indtræffer nu her. Det er det mest oplagte tidspunkt at nyde naturen og de smukke historiske egne her i landet, men mange flygter væk nu, fordi det er sommerferie. Det er faktisk en dum vane, vi har, når vi spørger dem, vi møder, om de skal ud at rejse. Det er som om, at vi opstiller en forventning om, at det er dét, der er det normale, og at det er dét, man gør. Jo, de fleste plejer måske at tage ud af landet i sommerferien, men der er også mange, der ikke gør af forskellige grunde. Enten fordi det ikke lige passer, ikke har råd, allerede HAR rejst tidligere på året, eller at man simpelthen bare nyder at være i Danmark, når det endelig er sommer. Jeg har det helt fint med at, vi “bare” skal være hjemme i sommeren, og nyde haven, cykle rundt på ladcyklen og tage lidt rundt i nærbyerne og studere dem. Jeg ved ikke, om det er efter, at vi har købt hus og har brugt penge på at etablere en have med blomster, som blomstrer i disse dage, at det virker lidt dumt at forlade det hele, når det er nu, vi kan nyde det. Jeg har faktisk oplevet, at det kan være lidt svært at sige det, når folk har stået og fortalt om, hvor fedt det bliver at tage afsted til Italien eller Tyrkiet, når de så har spurgt, hvor vi skal hen, og folk nærmest kan få ondt af én, hvis man ikke lige har energien til at få det hele til at lyde som verdens fedeste ferie. Jeg er derfor blevet mere opmærksom på, hvordan jeg selv spørger andre :-D.

Piger, min mandagsnederdel. Jeg beklager. Jeg har slet ikke været ude i dag! Tro mig, jeg har gået og spillet totalt hausfrau med oprydning og madlavning til svigermor, og alt dette foregik sgu i mine behagelige bukser herhjemme, hehe. Men jeg er stolt! I torsdags havde jeg jo nederdel på, og så endda i regnvejr, haha. Jeg snyder lidt denne uge, tilgiv mig! :-D. Billedet er taget på Kjær’s Kaffebar, som ligger lige over for rutebilstationen. Den er så hyggelig indrettet, og de har de bedste lakridssmåkager, hvis man ikke har plads til den store kage, men bare skal have stillet den der sukkertrang :-). Nå ja, og vi fejrede selvfølgelig også, at Uffe bliver ledere og ledere ved at spise på den marokkanske Restaurant Rick’s i fredags efter at vi havde puttet ungerne hos deres farmor :-). Rick’s er en flot restaurant med mange marokkanske detaljer, og maden smagte fint. Der var desværre lidt for travlt derinde, og vi var nok også lidt skuffede over, at der ikke kom en dampende varm tagine på bordet, men det er endnu en undskyldning for at man må tage til Marokko, hvis man vil have den ægte vare :-D.

Men med hensyn til ferie, så vil jeg meget gerne høre, om I plejer at rejse ud af landet hvert år, eller nyder I også at være hjemme i sommerferien? Ikke at vi aldrig skal ud at rejse, men efterår eller vinter er måske mere oplagt for os, hvor haven er mindre attraktiv, og kroppen kunne trænge til ekstra solstråler :-D. Giver det ikke god mening?

cafe i Aarhus rick's
rømer kage Efter maden på Rick’s gik vi for at både at få noget luft og plads til dessert, og vi endte hos Rømer ved åen, fordi jeg kom i tanker om, fra et event, jeg havde deltaget i, at de havde denne her lækre blødende karamelkage derinde, og den skulle Uffe da smage! Kun 30 kr. – jeg siger det bare :-P.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg vil hellere støtte mit naboskab end jeg vil støtte mit lokale supermarked