Fødselsdag i dag og ved stadig ikke, hvor gammel jeg bliver, eller hvad jeg ønsker mig

Har lovet mig selv noget

Så blev det da onsdag uden mandag, jeg mener mandagsnederdel, hehe. Det skulle jo ske en dag. Ej, men så’n røg den weekend, og jeg ved faktisk godt, hvordan det kunne ske. Det hele kører bare for tiden, og det er jo meget godt, og jeg nyder virkelig fleksibiliteten med legestue-projektet. Jeg troede egentlig, at jeg ville få mere tid til bloggen, når jeg nu skulle stå for mit legestueprojekt på plejehjem på deltid, men når jeg også vil benytte lejligheden til at hente børn tidligt fra vuggestuen, børnehaven og skolen (ja, forestil dig lige :-P), så er der egentlig ikke meget tid tilovers til bloggen. Lige nu bruger jeg en del tid på at køre rundt til alle interesserede plejehjem for at se stedet og folket, inden jeg kan afgøre, hvilke 10 plejehjem jeg skal have udvalgt til at få etableret legestue på (aahh, det bliver svært!). Ud over kørselstjansen er der hele tiden mails og andre møder i forbindelse med selvstændiglivet, så jeg også kan få styr på alt det praktiske. Jeg har for eksempel stadig ikke givet mig selv løn endnu, fordi jeg har gået og ventet på at “de andre” først lige fik sørget for deres system, og i dag har jeg så fået en besked fra Nets om, at det er min tur, hehe. Det er ikke fordi jeg ikke synes, at den del af det er spændende, men der er jo noget, der er MERE spændende! Jeg må nu hellere få givet mig selv nogle penge, inden alle alarmer ringer. Jeg er ved at erkende, at processen med plejehjemmene er lidt mere krævende, end hvad jeg lige havde forestillet mig. Dem på plejehjemmene tror for eksempel, at jeg er ansat i kommunen, og at jeg har adgang til deres Outlook-kalendere og bare kan booke dem, men det er en totalt gammeldags metode, jeg anvender, når jeg ringer rundt og skal aftale med to mennesker på hvert plejehjem og få puslespillet til at gå op og så ellers mails frem og tilbage. Og selvom det er fedt og fleksibelt, så føler jeg bare ikke helt, at jeg når alt det, jeg gerne vil. Og tiden her på bloggen bliver lidt op og ned, men sådan må det være. Vi finder ud af det, venner :-D. Jeg har lige snuppet mig en rugbrødsmad med Nutella som plaster på såret, og jeg kan love jer for, at det virker.

Jeg har altså i noget tid tænkt på, om jeg nogensinde får den der alene-med Uffe-med-god-samvittighed-tid tilbage. Nogle gange kunne jeg godt ønske mig at komme lidt væk fra det hele og opleve roen og tiden alene med Uffe i dagslys, haha. Ikke kun om aftenen, når børnene er puttet, og vi sidder tilbage på sofaen med vores udmattede kroppe. Det er det typiske scenarie i samme film hver aften – putning af børn efterfulgt af, at vi insisterer på at hælde en kop kaffe ned i os. Seriøst, mange gange er det ikke fordi jeg drikker mere end én eller to slurker af kaffen, men jeg elsker at være med på hans ide, at kunne sige ja, når han spørger, om ikke vi skal have kaffe lidt i ti om aftenen. Jeg vil da gerne være med på en frisk ide, hehe, og det er som om, vi giver hinanden et håb om, at vi stadig kan, og snakken og hyggen omkring kaffen er nok til at få mig op i gearet kortvarigt. Ja, og alligevel savner jeg at have mere tid sammen end en kop kaffe sidst på dagen eller en spontan sen frokostaftale, hvor vi alligevel sidder og holder øje med tiden og tænker på, om vi ikke hellere skal hente børnene tidligt.

Den tid kommer vel aldrig? Vi vil altid have dem i baghovedet, og hvis ikke i en form for dårlig samvittighed, så vil der bare være en lyst eller indbygget trang til også at inkludere dem i alt, hvad man laver. Eller er det, når de bliver store, som én sagde til os forleden? Når de bliver store og ikke rigtig gider os mere – åh nej da, sådan bliver vores børn aldrig! 🙂 Oder? Hvor trist er det ikke lige, helt ærligt. Som helt små kan vi synes, at de er krævende og opslidende med deres forventning, om at man svarer på alle deres spørgsmål, er hos dem på 0,5, når de kalder og bare gerne vil have masser af kontakt og opmærksomhed. Når de så bliver store, skal man nærmest hive ordene ud af dem og finde på alt muligt for at de gider at være sammen med deres forældre. Så har de pludselig ikke brug for os og kan nærmest synes, at vi er irriterende og måske endda pinlige. Jeg synes, at det sætter det hele lidt i perspektiv. Jeg ser absolut ikke tiden nu som en tid, der bare skal overstås, hvor det hele bare er hårdt, selvom jeg kan finde på at sige det. Jeg er så sikker på, at den tid og det overskud, vi sætter af til dem nu netop er med til at forme deres interesse for os senere i livet, og det er nu, at vi igennem vores interesse for dem og tålmodighed skal give dem et sæt af værdier og opdragelse, som skal komme dem selv og os til gode senere i livet. Selvfølgelig er der en fase, den såkaldte teenage-fase, men hvordan de kommer til at klare den, kommer vel også an på, hvor meget tid og overskud, vi har investeret i dem nu. Hvis vi ikke er ordentligt og oprigtigt til stede nu, så har vi heller ingen krav på tilstedeværelse og oprigtighed fra deres side senere. Det er også derfor, at jeg tænker meget over måden, vi vælger at leve vores liv på nu, og hvilke prioriteringer, vi vælger, for det er jo dét, der er afgørende for, hvor meget overskud vi har til vores børn nu. Jeg kan tydeligt mærke på mig selv, hvor glad og frisk jeg er, når jeg har muligheden for at hente børnene i en tilstand, hvor hverken jeg selv eller de er helt udkørte. Hvor meget mere overskud og lyst jeg har til at være sammen med dem. Hvor er det bare vigtigt, at vi gider dem NU, når de allermest har brug for det. Og jeg siger ikke, at det er nemt, for vi vil også så meget andet jo. Og jeg savner da også, at jeg bare kan tage på en ferie som par uden at have tankerne på børnene.

Jeg husker tydeligt, hvordan vi nød vores Istanbul-tur uden børn, dengang vi “kun” havde Munira og Isak, hvor vi lige skulle vænne os til de første par dage, at de ikke også skulle have sørget for morgenmad eller gøres klar :-D. Og jo, vi nød det virkelig og værdsatte, at vi kun skulle tage vare på os selv og kunne slappe helt af, men kunne jo selvfølgelig ikke slippe tanken om dem – om de mon savnede os, og at vi glædede os til at se dem igen – og det er jo også meget sundt at prøve :-).  Sådan er det vel, når man først har fået de børn. Selvom man synes, at de kan være dødirriterende, frække og trælse, og man bare kan trænge til lidt alenetid, så er alenetiden aldrig helt tilfredsstillende efter et bestemt stykke tid. Og derfor synes jeg, at det er fedt at kunne få lov at smutte lidt væk en halv dag uden at skulle tænke for meget på dem.

Såå da jeg så et tilbud om kaffebord på Sostrup Slot, som ligger lidt nord for Grenaa, skyndte jeg mig at købe to styks billeter. Og selvfølgelig er kagen bare en undskyldning, for det er som om, at det er lidt nemmere at retfærdiggøre over for os selv (vel mest? :-D) og andre, at vi “skal noget” og har brug for at få passet unger og få lidt alenetid. For i virkeligheden vil vi i princippet altid kunne få ungerne passet uden at det hedder, at vi skal noget bestemt, men det gør man jo ikke rigtigt, når det endelig er blevet weekend, og man vil være sammen med sine børn. For som sagt lyder eventet meget hyggeligt, men det er ikke KUN på grund af kagebordet, at vi brugte søndag eftermiddag på at komme lidt væk og pleje det der forhold :-P. Det var mere tanken om at få en lidt længere tur sammen, en biltur ude på landevejen med udsigt til flade marker og det sindssygt smukke Djursland uden børn, og få lov at flette fingre i smukke omgivelser uden at skulle løbe efter og være bekymret for om børnene faldt ned i søen.

Ingen tvivl om at det var godt for sjælen og forholdet, men en anden ting, jeg er begyndt at tage lidt mere alvorligt, er mit fysiske helbred. Jeg har i noget tid gået og kunnet mærke på mig selv og kroppen, at jeg har forsømt den. Er du gal, tre fødsler inden for 6 år og især mine ammeskuldre, der knækker og knirker kan jeg ikke længere ignorere. Selvfølgelig har jeg svømmet og cyklet lidt, men er absolut ikke kommet i nærheden af rigtig træning. Jeg kom til at tænke på, hvor nemt jeg kan tænke om andre, at de lige burde tage sig sammen til at lægge den der cigaret fra sig eller tabe nogle kilo, men i bund og grund er det jo helt samme udfordring, jeg selv står overfor. Jeg ved godt, at det ikke i alle tilfælde handler om at tage sig sammen, men der er meget, vi selv er med til at vælge og prioritere. For mit vedkommende handler det om, at jeg ikke har prioriteret det højt nok, selvom jeg er klar over, hvor meget bedre jeg vil få det, og hvor meget mere energi det vil give min krop og sjælen. Jeg tør slet ikke at tænke på, hvor platsede mine muskler er, og egentlig også er en del af årsagen til, at jeg kan føle mig træt, fordi de er så “flade”.

Jeg synes egentlig ikke, at det her kun handler om at være god ved mig selv. Jeg synes, at vi skylder vores krop den respekt at behandle det ordentligt (det samme med cigaretten), og jeg siger ikke, at en Nutellamad er det sundeste, jeg kan tilbyde min krop, men det er et spørgsmål om balance. Der er jo ingen, der kommer og belønner mig en dag for, at jeg har ofret min krop for børnenes skyld, for det handler ikke om at ofre sig. Hvis jeg skal kunne være ordentligt til stede og være frisk til at være sammen med vores børn, så har jeg også brug for energi til at gøre det. Og den energi skubber jeg længere og længere væk ved at nedprioritere træningen af min krop. Det er ikke kun for min egen krops skyld, at jeg skal vælge at prioritere træningen. Det er absolut også for børnenes skyld.

Jeg har derfor helt alvorligt lovet mig selv, at jeg vil prioritere at løbe og få lavet nogle øvelser for at passe bedre på min relativt ødelagte “løse” krop. Jeg har virkelig prøvet at overbevise mig selv om, at LIDT også nytter noget. At jeg ikke behøver det helt store træningsprogram, som egentlig også har været årsagen til, at jeg aldrig rigtig har kunnet tage mig sammen til det, fordi det lyder så stort. Det må ikke blive til et stort projekt, for dem er der nok af med tre børn, hus og have. Jeg tror virkelig, at tanken hjælper :-). Er det ikke tid til at tage sig lidt sammen? Eller er I bare totalt seje til det der træning? Hehe.

Og selvfølgelig har jeg ikke løbet i det tøj på billedet, men endte faktisk med at beholde skoene på, da jeg skulle ud på Vejlby Plejehjem efter løbet. Og jeg har fundet på noget smart, som jeg synes fungerer ret godt for mig. Jeg afleverer børnene i løbetøj, og tager en tur rundt i Brabrand, når jeg alligevel er der og ikke skal på plejehjem lige efter. Haha, rolig nu, Esra, du har kun gjort det én gang! haha :-).

tag dig sammen til træninghasle bakker

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fødselsdag i dag og ved stadig ikke, hvor gammel jeg bliver, eller hvad jeg ønsker mig