Har lovet mig selv noget

Den (u)begrundede frygt og mere moden på tre dage

Hej fra hjembyen i dejlige Brabrand, venner! Vi kom kom hjem i går fra København efter et meget kort fødselsdagsbesøg i weekenden. Jeg håbede, at jeg lige kunne stykke et weekendindlæg sammen til jer i går, for jeg kan simpelthen ikke presse meget mere sammen af tanker, jeg har haft de sidste par dage ind i mandagsindlægget i dag, men jeg nåede det ikke, var for træt og så’n noget, så nu får I to indlæg i dag ;-). Wow! Hvor har det været en vild vild uge. Ahmen kender I det? Jeg har simpelthen rykket mig i denne uge, jeg kan mærke det, hehe. Erkendt og erkendt og bare bevæget mig rundt i en erkendelseszone (opfinder lige et nyt ord, tror jeg) og føler mig en tand mere moden. Jeg har aldrig følt det så tydeligt, selvom jeg har oplevet lignende flere gange, men det er altså virkelig sundt at blive tvunget ud af ens komfortzone.

Jeg er faktisk med tiden blevet ret afhængig af Uffes tilstedeværelse. Det er for eksempel ham, der sørger for, at alarmen er slået til om aftenen i huset, det er ham, der er chaufføren, når vi skal afsted hele familien i bilen, det er ham, der har styr på adresser og veje, det er ham, der skifter blækpatronen i printeren og sørger for at købe papir til den (vi mangler faktisk papir, Uffe! :-P), det er ham, der sørger for internettet og alle slags forbindelser herhjemme funger og så videre og så videre. Jeg ved ikke, om det er hans bagtanke at gøre mig så afhængig af ham som muligt, at jeg skal føle, at jeg ikke kan leve uden ham, hah! Det er så smart og snedigt. Jeg er sikker på, at jeg selv kunne mestre de nævnte evner, hvis jeg blev nødt til det, men det får jeg ikke rigtig mulighed for, og i virkeligheden er jeg nok bare meget glad for, at det er ham, der tager sig af den slags opgaver. Der er så meget andet, jeg til gengæld kan skyde ind med, som han sikkert er glad for, jeg gør, men fordi, jeg netop er vant til ikke at tage mig af eller have ansvar for hans område, så har jeg bare været i en fin lille komfortzone, som passer mig gevaldigt godt. Jeg er også vant til, at vi er fælles om det meste, når vi for eksempel skal lave noget med børnene efter arbejde, fordi det er meget mere motiverende på den måde for os begge to, sådan mentalt og fysisk, når vi skal have hverdagen til at glide med hele tre børn.

Men så kom dagen i onsdags, hvor jeg skulle prøve at klare mig selv uden Uffe i hele 3 1/4 dage. Bare at lægge hovedet på puden om aftenen uden Uffe er jeg faktisk ikke vant til, for det sker ikke så tit (heldigvis), at TV2 Østjylland sender ham på luksuriøse kurser udenlands eller udenbys i flere dage, haha. Jeg har kun prøvet det som enkelte dage, hvor jeg har klaret, at blækpatronen er løbet tør for blæk lige én dag :-P. Men jeg kan love jer for, at jeg har haft nerver på dagene op til, og selvom jeg kunne få familie-hjælp, så er alene tanken om at have ansvaret for at høre vækkeuret, når Munira skal være i skole kl. 8.00 ret nervepirrende. Og nok allermest at skulle overnatte alene i huset. Jeg gider virkelig ikke at være bange for det, men jeg har altid syntes, at det var lidt uhyggeligt at overnatte alene i stort hus sammenlignet med at bo i en lejlighed, for jeg ved, at de lyde, jeg hører, kommer mig liiiidt mere ved end dem, jeg ville høre i en lejlighed. Jeg lå derfor onsdag aften de første par minutter og prøvede at ignorere alle slags lyde eller indbildninger af lyde, og skulle lige overbevise mig selv om, at der ikke var noget af være bange for. Hermed sendt en tanke til alle enlige mennesker, der sidder med samme tanker. Åh, hvad er det vi er bange for? Eller vil ønske, at vi ikke er bange for? Er det fjollet eller er der en grund til den ubegrundede frygt, som måske alligevel er begrundet? Det er lidt svært at skrive om det faktisk, for på den ene side, så går Uffe og siger til mig, at der jo ikke er nogen grund til at være bange for noget, men på den anden side vil han gerne sikre sig, at jeg låser døren og ikke skriver åbent på sociale medier, at jeg er alene. Jeg havde også en følger, der skrev engang, at hun kunne se navnet på vejen, vi bor på ud fra et billede, jeg havde lagt op, og om det var smart i forhold til racister og højrefløjsnationalister, hvor jeg altså synes, at det var lidt i overkanten til hysteri. Der ER bare forskel på, hvor bekymret man går og er i hverdagen, og håber selvfølgelig ikke, at der er mennesker derude som går og vil mig ondt. Den tanke er virkelig virkelig fjern for mig, fordi jeg nærmest aldrig oplever noget grimt, og jeg har bare heller ikke lyst til at gå og være påvirket af en tanke, som er dum at spilde energi på og lade mig blive påvirket af. Nå, men heldigvis er min hjerne mere fornuftig i sidste ende, og det lykkedes mig at falde fint i søvn onsdag aften og ikke gå i panik over lyden om natten fra trappetrinene, som bare var fra Munira og Isak, der listede sig ind til mig. Hvorfor sov jeg ikke bare med dem fra starten af? Hehe. Ud over mit eget vækkeur blev jeg lovet af Uffe OG svigermor at blive ringet op kl. 6.45, og det lettede på hele morgensessionen, at jeg vidste, at Munira kunne følges i skole med naboen, så jeg kunne tage det mere med ro med Isak og Nora.

Og vil I høre noget sjovt? Allerede den første morgen som solo-forældre var jeg lidt stolt af mig selv over at være stået op til tiden og husket at slå alarmen fra, inden nogen af ungerne åbnede døren og udløste sirenen. Jeg tillod mig selv at tænke, at jeg jo sagtens kan klare mig uden Uffe (ikke at jeg vil :-P), og at det hele nok skulle gå. Fik jeg overhovedet sagt, at Uffe var taget til København på en TV-festival – uhh hvor lyder det vigtigt og seriøst :-P. Og selvom han egentlig skulle være færdig om fredagen, aftalte vi, at han kunne blive i København, når vi nu alligevel skulle besøge min søster om lørdagen i København til børnefødselsdag. Udover at være en “hektisk” uge i forvejen med cirkus-forestilling om torsdagen og Flying Kids-show om fredagen med tilhørende logistik og delvis børnepasning by svigermor, var jeg overbevist om, at jeg sagtens kunne komme til København med hjælp fra min storesøster og familien, når jeg lørdag morgen skulle sætte kursen mod København. Vi havde egentlig besluttet os for ikke at tage Isak med, fordi jeg ikke helt kunne se mig selv tage til København med tre børn, og hvem skulle det selvfølgelig gå ud over? Mellembarnet. Ej, nu forstår jeg virkelig, at mellembarnet tit bliver klemt i søskendeflokken. Det er klart, at vi tænker, at hvis vi skal vælge en fra, så er det ikke lille Nora, som ikke kan passes alene med overnatning endnu eller Munira, der er så stor og nærmest klarer sig selv og derfor er den, der er mindst krævende. Vi kunne også mærke fra vores sidste København-tur / Sverigetur i sommerferien, som jo ikke er så lang tid siden, at Isak lidt var ligeglad med det meste og bare kunne stilles tilfreds med en legeplads og farmor, han tit snakkede om. Det var derfor meget nemt at foreslå, at han kunne blive i Aarhus, når det nu kun var 1 ½ dag, vi skulle være væk, og så kunne vi også slippe for at rende rundt efter ham hele tiden og holde lidt mere stille “ferie”.

Selvom jeg var alene med ungerne i løbet af ugen og havde mine bekymringer, endte jeg med at klare det meget godt med hjælp fra storesøster og svigermor. Børnene legede bare så godt sammen, og selvom det også var hårdt med skænderier imellem dem, så  kunne jeg pludselig ikke se, hvorfor jeg skulle lade Isak blive i Aarhus, når vi skulle til København om lørdagen. Jeg følte pludseligt, at jeg havde rykket mig og lært meget mere ved mig selv, og hvorfor kunne jeg ikke også lige klare at have Isak med. Selvfølgelig ville det gøre det nemmere for mig, men når nu, det netop kun var 1 ½ dag, vi skulle være afsted og til en børnefødselsdag med klovn og sjov, så kunne jeg ikke tillade mig at tage den oplevelse fra Isak bare fordi, han er mellembarnet. Jeg kunne også mærke på ham, at det for ham meget handler om at have lov til at være sammen med sine andre søskende og være en del af noget. Jeg ringede til Uffe, sagde, at jeg havde tænkt på noget, og da jeg sagde Isak, udbrød han selv, at jeg bare skulle tage ham med. Jeg ved godt, at det virker som en lille ting, jeg måske gør stort, men det var virkelig bare den fedeste følelse i mig, da jeg tog den beslutning og kunne mærke, hvor enig Uffe var med mig. Da vi i sommer var i København og Sverige var vi så overbeviste om, at Isak ikke behøvede at komme med denne gang, fordi det havde været hårdt for os, og fordi han kunne hygge sig lige meget hos farmor i Aarhus, men hvor er det vildt, hvor hurtigt man kan skifte mening, når det så kommer til stykket. Det er altså lidt vildt. Jeg har rykket mig, jeg vil aldrig mere påstå, at jeg ved, hvad der er rigtigt for vores børn, for det ændrer sig åbenbart hele tiden. Jeg er sgu blevet klogere :-).

Der har været mange følelser på spil i løbet af ugen, venner. Så skørt som det er, så dukkede Uffe pludselig op foran bilen i fredags, da jeg kom hjem til svigermor, hvor Nora og Isak sov efter Flying Superkids-show. Og ja, det var også så åndssvagt, at både Cirkus og Flying Kids-showet var lige præcist i den uge, men det var gratisbilletter, vi havde fået, så jeg havde lidt svært ved at give afkald på dem :-D. Men ja, Uffe, ham Uffe! Han havde savnet os så meget og ville nok også gøre det lidt nemmere for mig lørdag morgen, så han var bare kommet hjem, haha. Den mand, altså. Tag dog ud i de københavnske stræder alene, gå på café og nyd det, men nej. Det er som jeg har sagt det før. Man kan ikke helt, når man har fået de børn. Damn it, hehe. Hvad skal jeg mere sige. Det har været den skønneste tur. Tænk at Nora endte med at sove formiddagslur, da vi ankom hos min søster i Hvidovre, Munira hoppede løs med fætrene og kusinerne på trampolinen i haven, og vi endte med at tage Isak ud på café, inden festen startede kl. 14. En kort men vildt hyggelig café-tur, hvor vi havde Isak helt for os selv i den fine nyåbnede Café Au Leg på Borups Alle, som jeg så på Facebook, med skøn skønt legehjørne, og en ekspedient, der var meget interesseret i at snakke med ham, fordi hans søn åbenbart også hedder Isak. Ja, det var faktisk lidt sjovt at træde indenfor og synes, at man havde set den mand et sted, for det var jo selveste Isam fra Outlandish, der var ekspedienten :-D. Vi fik bare en toast med deres hjemmelavede chili, som var rigtig god, og kan generelt klart anbefale den hyggelige café, som var virkelig fint indrettet (se billede nedenfor ;-))

Men det hele gik så fantastisk godt, selvom vi blev vækket af Nora lidt i 6 søndag morgenen, haha. Efter at have ammet hende, kunne jeg ikke holde hende stille mere, og da jeg også kunne høre min søsters søn på samme alder larme lidt, tog jeg mig sammen til at stå op. Vi boede i et hyggeligt landbyområde, da min storesøster og familien for nyligt har fået bygget hus lige ved siden af en rideskole i Hvidovre, så jeg blev faktisk fristet til at gå en tur i området og give de andre lidt mere sovefred. Lige da jeg var på vej ud, kom Uffe og ville også med, og så er lykken ikke meget mere end at gå rundt imellem hestepærer og fluer klokken lort om morgenen med Uffe i hånden, haha!

Hoold op, det blev lidt langt det her, men jeg ville altså ikke blande dette indlæg sammen med mandagsindlægget, som må komme i aften. Jeg har lavet en fin nederdelscollage til jer, som jeg må gøre helt færdig i aften, når børnene er lagt i seng 😉

Og nååå, ja en anden grund til at jeg følte mig mere moden, ved I hvad det var? :-D. Til fødselsdagen, hvor jeg skulle præsentere mig selv, blev jeg afbrudt af én af gæsterne, som mente, at jeg måtte være storesøster til min storesøster. Normalt kan jeg blive lidt øv over, at jeg åbenbart ser ældre ud end hende, når nu hun er hele 1 år ældre end mig, men ved I hvad? Jeg smilede bare, og jeg gjorde det helt oprigtigt, hehe. Det rørte mig slet ikke, som jeg måske har oplevet tidligere, og ved da ikke om det har noget at gøre med, at jeg pludselig bare synes, at det egentlig kan være ligemeget, om jeg ser ældre ud end hende. Det er nu faktisk mest min storesøster, der ser meget yngre ud i forhold til hendes alder, vil jeg lige sige :-P. Men den der følelse af at være ligeglad, ik? Den var så moden, hehe.

Rigtig god mandag til jer! Jeg vælger lige at gøre dagen nem for mig og køber laksen i mandagsfiskevognen og pudser min glorie over at støtte mit lokalområde :-P.

om at frygte nogetDet må være et gammelt busstoppested og kun til foto-funktion :-D.

blomster
Vi tog ud og gik en tur igen med de ældre børn, mens de andre voksne kunne gøre morgenmaden klar i fred og ro, og tænk at der ikke skal så meget mere til end at plukke blomster, og så er børnene på opdagelse <3

uffe alici pedersenEn træt men sød Uffe, hehe :-).

cafe au leg Den fine Café Au Leg på Nørrebro.

børnefødselsdag klovn

Virkelig virkelig fin fødselsdagsfest 🙂

2 kommentarer

  • anette

    Pral af dig selv, klap dig selv på skulderen – du er et dejligt mennesker, der kan klare alt. Men godt du har Uffe. Jeres kærlighed er det største af alt. Har selv snart været gift i 40 år og hvis min mand er væk en enkelt nat, er jeg helt til rotterne. Det er heldigvis ikke sket ret tit…..Du er sej på den gode måde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Du roser mig aaaalt for meget Anette :-D. Hvor bliver jeg glad for at høre om din kærlighed til din mand, og 40 år? Wow, altså, vil gerne smittes :-). Hvor er det vigtigt, at vi husker at værdsætte, at vi har hinanden hver dag. Masser af kærlighed til dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Har lovet mig selv noget