Jeg skal sove længe

Det er jo efterår, men vi trodser regn, vind og dårligt humør :-)

Jeg er syyyyg .. ja, hvordan i hulan helan, seriøst. Jeg har det selvfølgelig meget bedre nu, men den ramte mig i fredags for alvor – stivhed i nakken, ondt i kroppen, og jeg er nok, hvad man vil kalde snotforkølet. Og tænk at det kom lige efter min endagafslapningstøsetur med min veninde i sidste uge, hvor meningen var, at jeg skulle slappe af, koble fra, bare gå, spise, ikke tænke på noget, og som det næsten vigtigste – sove, hehe. I ved, sådan uden at blive vækket af nogen (unger) om morgenen og ikke skulle nå andet end en morgenmadsbuffet, som andre havde gjort klar til mig.

Jeg kunne allerede på turen derud mærke, at jeg måske ville få problemer med mælken. Jeg havde nemlig glemt at amme Nora om morgenen, og jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg kunne være så dum at glemme det. Det var det første, jeg havde i tankerne fra morgenstunden, for jeg kunne mærke den lille knude af overproduktion. Men hallo, pigebarnet er 1 ½ år, og jeg tænkte ikke over, at en lille mælkeproduktion kunne betyde det store. Pludselig da jeg vendte mig om, var Nora væk, og jeg stod og vinkede farvel til alle ungerne fra vinduet uden at skænke amningen en tanke. GLEMT.

Min veninde Semiha kom kørende lidt senere for at hente mig, og det passede fint med, at jeg havde cleanet hele hjemmet, tømt alle maskiner og gjort det hele klar til at blive bombet igen. Man skulle tro, at jeg skulle være væk i flere dage, hehe. Jeg følte virkelig, at jeg skulle på en længere rejse, flere hundrede kilometer væk, og nød følelsen af at min veninde stod klar med sin fede bil, og at jeg bare skulle sætte mig i den og blive kørt. Hold op, hvor kan man komme langt på 24 km, for filan :-D. Vi grinte begge højlydt, da vi tastede adressen til Nørre Vissing Kro i Skanderborg ind på telefonens Google Maps, og vores ankomst blev beregnet til om 20 minutter, haha. Vejrudsigten sagde ikke andet end regn, og vi anede ikke, hvad vi kunne finde på ude i øde marker i det vejr? 😀 Semiha foreslog, at vi kunne tage til Silkeborg og gå rundt derinde og først lande på hotellet om aftenen, når det blev tid til vores 3-retters menu :-). Det var dét, vi gjorde. Regnen skyllede ned over bilen, GPS’en guide os til destination “gågade Silkeborg”, og vi kørte bare – bilen med automatgear – den kørte bare :-D.

Hvorfor gør vi ikke det her lidt oftere? Jeg tænkte det med det samme, da vi kørte forbi al den smukke natur, de flade og til tider bakkede østjyske marker, vandet midt i byen og stod foran springvandet ved kirken/rådhus? (:-D) midt på strøget – hvorfor kommer vi ikke bare herover en weekend med ungerne, bevæger os de 24 kilometer i en anden retning og ender et andet sted uden for byen, så tæt på vores egen by? Altså, selvfølgelig er det også fedt med en alene-date enten med veninden eller manden, men jeg mener bare, at sådan en tur til nærmeste by med ungerne heller ikke skal undervurderes eller gøres til et vi-skal-overskue-det-projekt. Det tager jo ikke mere end de 25 minutter! :-). Vi gik rundt i forskellige strøgbutikker, ind og ud, havde tiden til at prøve tøj (hehe!) og stødte på forskellige hyggelige butikker som for eksempel et glasværksted midt i det hele med synet og duften af brændende glas. Vi prøvede at få varmen. Jeg havde jo ingen paraply med (dumt igen), og nøjedes med Semihas, men behøvede den heller ikke så meget, da vi egentlig bare endte med at sidde på en café, snakkede og spiste. Sad indenfor i varmen i lang tid uden at skulle nå noget. Vi fik snakket om alt muligt, vi normalt aldrig har tid til. Arbejdet, fremtid, verdens problemer, feminisme, krig og drømme. En blanding af det hele uden en bestemt rækkefølge og hoppede egentlig bare rundt i det hele. Semiha er min veninde fra gymnasietiden, og vi har været meget igennem sammen – været vidne til hinandens krige og kærlighed, været færdige med vores forhold og fundet sammen igen. Selvom jeg til tider føler mig ensom og uden at nogen rigtig forstår mig, eller har tid til mig, så bliver jeg samtidig mindet om, at vi mennesker bare skifter position og hastighed i vores liv. De mennesker, vi engang var de bedste med, kan vi glide fra med tiden, fordi vi tror, at vi ikke har mere til fælles eller ikke har tiden til det, men når man så er sammen igen, så forstår man, at venskab ikke handler om at være konstant sammen eller konstant enige. Vi er så forskellige steder i vores liv og er gået fra at dele værelse i fire år i København, da vi begge udlevede drømmen om farmaceutstudiet og flyttede sammen fra Aarhus til København, og nu til at leve i samme by igen, men ikke have tid nok til hinanden. Derfor var det faktisk rigtig dejligt at få mere tid sammen igen og opleve hvor enige og uenige vi stadig er om de forskellige ting, når vi er sammen. Som vi altid har været :-).

Da vi endelig skulle videre til vores kro, og det styrtregnede udenfor, fik vi øje på en paraply i caféen. Jeg var fugtig nok i forvejen og vidste, at jeg ikke havde godt af at blive gennemblødt på vej til bilen. Vi spurgte forsigtigt, om paraplyen havde nogen ejermand, og ekspedienten smilede forsigtigt og fortalte, at en kunde havde glemt den for tre uger siden og stadig ikke afhentet den. Vores blikke talte for sig selv, vi fik lov at snuppe paraplyen og løb igennem regnen ud til den lidt mystiske parkeringensplads ved Føtex.

Vi ankom til den hyggelige kro, og selvom regnen forstyrrede vores nysgerrige blikke efter alt det smukke omkring, som vi ikke rigtig havde gavn af på grund af vejret, så var vi ret optimistiske. Allerede i “receptionen” blev vi mødt af varme og kunne mærke på personalet, at de havde en historie tilknyttet stedet. De glædede sig til at anrette maden for os lidt senere, og vi skyndte os at smide “al bagagen” ind på værelset. Værelset var ikke det fineste, og vi var også lidt skuffede over, at der ikke var et lounge-område, hvor vi kunne sidde på en blød sofa og snakke, men jeg må sige, at aftensmaden fik os til at glemme alt. Det var den lækreste 3-retters menu med fisk og lokale grøntsager, som toppede til sidst med den bedste dessert med den kraftigste kaffecreme :-D. Hver ret havde nogle specielle navne, som jeg desværre ikke altid fik fat i, haha, du ved en blanding af noget spansk kold tomatsuppe og noget italiensk :-).

Og natten? Hehe, tør jeg sige det og ødelægge den fine oplevelse? Ej, men sket er sket, og jeg sov mildest talt elendigt, fordi jeg hverken kunne ligge på siden eller på maven eller bevæge mig ordentligt på grund af det ømme mælk, hehe. Jeg fortrød lidt, at jeg ikke fik tømt brystet lidt, inden jeg gik i seng, men jeg orkede det bare ikke, og troede, at det nok skulle gå. Med nød og næppe trak jeg søvnen ud til klokken 8 og kom under bruseren for at få tappet mælken ud :-D. Selvom jeg egentlig fik det meget bedre, så reagerer kroppen bare på et ømt bryst og en fugtig krop fra gårsdagens strøgtur, og jeg gik og havde hovedpine resten af dagen. Vi tjekkede ud kl. 11 efter morgenmaden, og igen fik Semiha den gode idé at tage til gågaden i Skanderborg 10 minutter derfra og nyde den by også. Og det var også en virkelig hyggelig by, men fik jeg sagt, at jeg fik et opkald fra vuggestuen under morgenmaden, om at de synes, at Nora virkede meget pylret og havde svært ved at trække vejret på grund af hendes forkølelse. Jeg ringede hurtigt videre til Uffe, som fik hende til læge og konstaterede, at der ikke rigtig var noget, men at vi kunne prøve at få løsnet slimen i lungerne op med noget astmatisk-bronkit-medicin-maske. Uffe beroligede mig og sagde, at jeg bare skulle blive væk, men selvfølgelig var mine tanker lidt et andet sted.

Først om aftenen kom jeg hjem med kage til Uffe og blev mødt af en lidt bombet mand, der dog var klar til lidt kaffe og kage. Jeg havde taget noget smertestillende for at virke frisk nok til ham, for jeg syntes ikke rigtigt, at jeg kunne være andet bekendt, når jeg havde forladt ham og skulle komme hjem i udhvilet tilstand, hehe. En lille dag væk fra familien fik sat så mange tanker i gang hos mig, at jeg nærmest blev bombet ihjel, hehe. Ej, men jeg ved jo, at hovedårsagen til min sygdom kom fra mælken. Mit håndled og min tommelfingerrod, som jeg længe har haft ondt i, og som åbenbart skyldes noget slidgigt, fik til gengæld så meget ro, at jeg kunne mærke, at det gik i den helt rigtige retning, så længe jeg holder mig fra opvask, løfte børn og rengøring :-D.

Sygdommen tog ordentlig fat, da jeg kom hjem og skulle være alene med Isak og Nora om fredagen. Lige da jeg havde gjort mig klar til at komme afsted til svigermor for at få lidt aflastning, gik det op for mig, at Uffe var kommet til at tage bilnøglerne med sig på arbejde. Jeg var faktisk ikke sur. Hvor føler jeg mig mere og mere moden, for hver dag der går i det her ægteskab. Uffe var så ked af det i sin SMS, men jeg blev virkelig ikke sur. Jeg syntes, at jeg med alle de små overraskelser, jeg havde mødt på min vej på min endagstøsetur, var klar på alt. Der var jo ikke noget at gøre, og det eneste, jeg var i stand til, var faktisk at gøre Uffe glad ved at sende ham et hjerte. “Det er sådan noget, der sker”. Det var egentlig bare det, jeg mente, og det forstod han nok.

Weekenden gik uden det store, og jeg gik glip af min nevøs fødselsdag, og Uffe er også endt med at være syg. Vi tænker, at det er ved at være efterår. Bladene fra vores store bøgetræ visner stille og roligt og lægger sine blade på hele grunden. Jeg ved ikke, om det er smukt eller irriterende, men det sker i hvert fald lige nu. Vi har plukket de eneste to æbler fra vores nye æbletræ, og har oplevet den slags lykke for et sekund. Der gik nemlig ikke lang tid, før vores verden nærmest brast sammen, da vi opdagede, at Isak havde fjernet æblet fra køkkenbordet og lagt det et sted, han ikke selv anede hvor var. Vi har seriøst gået og ventet på det helt rigtige tidspunkt for at de kunne blive modne. Det var som om, vi havde mistet hus og bil, da æblet forsvandt fra bordet.

Heldigvis fandt jeg det i morges nede på legeværelset på gulvet i halvbidt tilstand. Jeg skyndte mig at samle det op, pakke det tæt i noget folie, og venter på at Uffe kommer hjem, så jeg kan overraske ham med det. Og det er mandag i dag, og jeg burde lave et mandagsnederdelsindlæg til jer, men jeg er slet ikke i nederdelshumør, beklager :-P.

Det eneste, der gør mig lykkelig lige nu, er, at jeg har fundet dét æble.

God mandag søde mennesker 🙂

fullsizerender-8  glasværksted silkeborg silkeborg rådhus
nørre vissing kro nørre vissing kro
morgenmad nørre vissing kro
nørre vissing kro

dansk æble

   

4 kommentarer

  • anette

    Hold da fast det mad ser godt ud.Min hjerne kræser rundt om mad hele tiden.Modsat mange kemo patienter er jeg sulten hele tiden.Især når andre laver den til mig. Dejligt i havde en god tur trods regnen. Det ser rigtig hyggeligt ud. Knus til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Fedt med madlysten Anette – hvor bliver jeg glad for at høre det. Du lyder til at have det godt <3. Håber at du klarer kemoen godt – tænker på dig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Reshma

    Kære Esra. Vi har masser af æbler i haven og de er klar! Du er velkommen til at tage så mange du vil 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Søde Reshma
      Åh tusind tak! Har I virkelig så mange? Det må være et gammelt træ, eller kan man håbe på, at de skyder løs på andet år? :-D. Det er bare så hårdt at miste dem, når der kun har været to, og man bare har gået og gået og ventet på dem 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg skal sove længe