20 % rabat på ALT de næste 3 timer hos Boozt og Zalando (weekend :-P)

En gammel drøm, jeg ikke turde gå efter

… eller noget i den retning. De ord ramte mig lige i hjertet, da vi var inde og opleve musicalen “Efter Brylluppet” i fredags. Følelsen af at gå tilbage i tid til dengang, jeg skulle træffe et valg, en vej. Dengang jeg tumlede med tanken om, at jeg ikke ville ende en dag og sige til en ven om Uffe: “Han er en gammel drøm, jeg ikke turde gå efter” og stå der med samme følelser som fra dengang, jeg ikke valgte ham. At jeg ikke ville sidde en dag og fortryde, at jeg ikke gjorde det, for jeg vidste, at det ville æde mig indefra, og jeg aldrig ville blive lykkelig med en anden. Jeg gik tilbage i tid i fredags til dengang, jeg blev overladt et valg. Sige farvel til mennesker i mit liv, hvis jeg gik kærlighedens vej. Jeg ved I venter, venner. Jeg har lovet jer at fortælle om vores historie, og jeg tænker, at det giver meget god mening at dele den med jer her i oktober, hvor vi har præcist 9 års dag. 9 år! Hvordan gjorde vi det? Var det “bare” dét? Og hvis der er gået 9 år, så skal vi vel nok klare os resten af livet? Jeg skal nok fortælle jer om den dag. Nok den dag i mit liv, hvor jeg har følt allerflest kontrastfyldte følelser på samme tid. Allerstørst kærligheden, men også frygten. Jeg var stærk og skrøbelig på samme tid. Sikker på mit valg, men også lidt bange. Men også glad og fredfyldt, for jeg vidste, at det var den helt rigtige beslutning. Det kunne ikke være anderledes. Er det også sådan I ville beskrive jeres bryllupsdag? Jeg er meget nysgerrig nogle gange. Jeg er vel ikke undtagelsen. Nogle bliver gift i skjul, fordi de ikke orker det store, andre fordi de frygter noget, nogle holder kæmpe store bryllupper uden rigtig at have medbestemmelse, fordi de skal følge traditioner, andre gør det af egen vilje og lyst. Og så er der de helt små bryllupper i stille og rolige omgivelser med alles accept og uden nogen form for drama, hehe. Næsten kedeligt :-P. Uanset hvilke mærkelige blandede følelser, jeg havde den dag, så var det vigtigste på plads. Jeg var glad og lykkelig. Uanset hvor besværlig en kamp, det har været, så VAR jeg lykkelig på dagen og sikker på, at det var den mest rigtige beslutning, jeg kunne tage, og det skal man også værdsætte.

Tilbage til fredag – ja, historien kommer ikke i dag. Hvor var det en skøn aften i fredags. Ja, jeg ved, jeg er lidt bagud i afrapporteringen, venner, men jeg har simpelthen ingen tid for tiden. Legestuerne skal være oppe at køre 1. november, og jeg har lige siddet og gjort flyers klar med min grafikermand Uffe :-). Det er også Uffe, der skal lave hjemmesiden, stakkels mand, jeg udsætter for aften/nat-arbejde. Men der er ikke lang tid tilbage. Snart kan vi glæde os over, at det meste er på plads, og så må I gøre resten af arbejdet, sprede nyheden Jeg satser virkelig på jeres hjælp indenfor sociale medier, søde læsere. Er der i øvrigt nogen af jer, der er med i nogle termin/barselsgrupper på FB og vil poste hjemmesiden, når den er helt færdig?

Nåh, fredag! Vi kom ind i en helt anden verden, og jeg elsker virkelig bare vores fredage. Børnene sov hos farmor, og jeg havde sørget for billetter til musicalen. Vi plejer jo “bare” at tage i byen og nyde en kop kaffe og freden. Selvom vi er trætte, så bliver vi friske, når vi skal ud af døren. Vi bliver ladet op, kommer lidt væk fra børnene og den daglige rutine, og når at savne kaosset – dem. Misforståelserne og skænderierne. Irritationerne og så resultatet af det hele – familien og charmen. Og i fredags havde vi glædet os lidt mere end normalt, for jeg havde købt billetter til et stykke i Musikhuset. Jeg havde taget lidt finere tøj med over til svigermor fra om morgenen, haha. Ikke fordi det skulle være det store, men kender I det, når man bare har brug for at komme i stemning. Nu skulle jeg ud med min mand og se musical, ik? :-P. Det er heller ikke lidt, jeg får på mig af underlige ting i løbet af sådan en fredag med to børn hjemme. Og faktisk tre denne gang – Munira mente jo, at hun havde ondt i hovedet, og når pigen, der normalt elsker skolen, siger det, tror man selvfølgelig på det. Jeg havde nu på fornemmelsen, at hun trængte til en Meny-tur med Isak og farmor, som hun ved, de foretager om fredagen :-).

Jeg skiftede tøj, mens Uffe puttede Nora. Uffe havde lige fældet flere træer i svigermors have i sin fine skjorte – åh, jeg har opgivet det, hehe. Min mand skifter ikke bare lige tøj, når han skal i haven, for så kommer han aldrig i haven. Jeg har lært det, og jeg lærer også at respektere det. Det er bare lige alt det ekstra vasketøj, jeg måske kan have et problem med. NU skal jeg ikke komme for godt i gang, vel. For ser I – kloge Esra her havde åbenbart sket ikke dobbelttjekket billetterne. Vi ankom til Musikhuset, gjorde os klar og rakte billetterne til pigen foran døren. Hun kigger op på os og siger: Der står d. 6. oktober. Jeg fanger den ikke helt. Jeg var så sikker på d. 29. september. Jeg har ikke tid til at tænke på, hvordan det er gået galt. Hun foreslår os, at vi kan spørge ved informationen, om vi kan være heldige med ledige pladser. Det gør vi, og egentlig står vi bare og griner og prøver at indstille os selv på, at vi bare kan tage en kom kaffe i byen i stedet. Ekspedienten fortæller, at de eneste to sammenhængende pladser, der er tilbage, er allerforrest ved scenen. 100 kr. mere for hver billet. Der er under 4 minutter til det hele går i gang. Vi er hurtigt enige om at sige ja, og jeg trøster mig selv med, at det går op med, at vi ville have brugt de 200 kr. på kaffe og kage i byen.

Har I set den? Efter Brylluppet? Den har vist modtaget en del kritik, men vi syntes, den var god. Der var lidt tyrker-kærlighedsdrama over det, hehe. Helena som fik et barn for 23 år siden med den løsslupne Jakob, men ikke fortalte faren om det, giftede sig med manden med penge, som kunne sikre en god og sikker fremtid. Datteren Anna skal giftes 23 år efter, og Jakob dukker op til brylluppet og finder på bryllupsdagen ud af, at han har en datter. Sådan meget kort. Og Helena møder sin gamle kærlighed her.

Vi blev mindet om vores historie, blev endnu engang fyldt med kærlighed over, at vi gik vores vej. At vi ikke ville spille og spilde en masse år på at finde ud af, at vi bare skulle have gjort det.

Efter brylluppet Musikhuset

   

9 kommentarer

  • Roo

    Tak for en rigtig god blog. Kan godt genkende meget af det du skriver. Blev selv gift med en mand af tyrkisk oprindelse for 11 år siden.(Jeg er af pakistansk oprindelse. Det var ikke helt så almindeligt med blandede ægteskaber, som det heldigvis er nu😊jeg kunne godt tænke mig at høre om dine oplevelser i forhold til hvordan det var at gifte sig ind i en anden kultur- når du engang får lyst til at skrive om det. Vi er godt nok danske, men jeg kan forestille mig at det er anderledes af gifte sig ind i en gammel dansk familie☺ God weekend ❤hurra for mangfoldig kærlighed ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nuriye

    Kære Esra ! Hvor er det sejt gået at du valgte kærligheden og hvor passer i bare så godt sammen ❤️ Jeg ville ønske jeg også havde modet til det for mange år siden så det med at blive ædt op indefra oplever jeg stadig den dag idag 😥 Men trods alt så skal man fokusere på de positive ting i livet og håbe på det bedste 🙂Som de siger på tyrkisk : hayirlisi olsun ❤️ By the way så elsker jeg at læse dit blog og alle dine insta videos er bare så gode 😁Held og lykke med det hele søde Esra 👍🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Søde Nuriye. Det ramte mig lige i hjertet at læse, at du ville ønske, du havde modet, altså, at du ikke valgte kærligheden. At du gik imod dig selv. Det er stærkt af dig at leve med det, og du er nødt til at komme videre. Jeg håber, at du KAN komme videre, for det var det, jeg selv var bange for, jeg ikke ville kunne. Det er rigtigt, at du skal fokusere på de positive ting, og vel prøve at ignorere tanken om, at du valgte en vej, som du ikke selv ønskede. Og det er så dér, jeg spørger mig selv: Er livet ikke for kort – er MIT liv ikke for kort og værdifuldt til ikke at gøre dét, JEG har lyst til, og som JEG finder rigtigt. Jeg ved, hvor svær en kamp det er, og jeg vil aldrig ønske mig tilbage til den tid eller den konfrontation igen, men jeg kunne virkelig bare mærke på mig selv, at jeg ikke ville kunne leve et “helt” liv, hvis jeg i en så vigtig beslutning skulle agere ud fra, hvad der gjorde andre tilfreds.
      Du er stærk. Jeg håber det bedste for dig, og at du også husker at være god ved dig selv. Tusind tak for at dele, og for dine søde ord om bloggen og mine Insta-stories <3
      Kæmpe krammmer til dig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nuriye

      Tusind tak for din besked søde Esra❤️ Jo jeg lever med det og har også gjort det i mange år nu så det er en del af mig kan man sige. Heldigvis er der mange gode ting at være taknemmelig for så det er det, som holder mig oppe. Håber dit indlæg vil være en øjenåbner for andre som står mellem det svære valg som du gjorde engang ❤️Mange kram herfra ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Du har ret – så så mange ting at være taknemmelig for <3 <3 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • anette

    Søde Esra. Du skriver altså så levende at det næsten er som at være der selv. Har også prøvet at møde op i teateret en uge for tidligt.Pinligt – især da jeg startede med at skælde de arme mennesker, der havde taget vores pladser. Da jeg opdagede at det var vores fejl, må man jo bare ligge sig fladt ned og undskylde så mange gange. Vi har dog grint af den historie mange gange. Knus Anette.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Tak søde Anette. SÅ dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste :-D. Kan lige forestille mig situationen, og ja, lidt pinligt, at man ikke selv havde ret til pladsen, men som du siger: Man kan bare grine af det! Hehe

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Seyda

    I så søde, masaAllah!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

20 % rabat på ALT de næste 3 timer hos Boozt og Zalando (weekend :-P)