En gammel drøm, jeg ikke turde gå efter

Lad os varme op, venner – alle hænder og alle ben – de 10 legestuer på 10 plejehjem

legestue på plejehjem

Det hele går sindssygt stærkt nu. Fra 1. november kan vi, der bor i Aarhus, gå til babyrytmik på 10 plejehjem. HELT gratis, i hvert fald i et halvt år. Jeg fik desværre kun penge til et halvt års rytmik, så indtil videre er planen, at legestuerne kan køre frem til april 2018 med rytmiklærere fra en musikskole. Og derefter? Se, det er I jo selv med til at afgøre, for hvis det bliver det en succes, hvis I bruger tilbuddet og viser interesse, så er der nok NOGEN, der skal skyde flere penge i det. Og hvis pengene ikke lige er der, så er det OGSÅ jer, der skal få legestuerne til at leve videre uden rytmik. Venner, legestuen er bare midlet. Det hele handler – i hvert fald for mit vedkommende – om at udnytte potentialet i mulighederne om at skabe noget for nogen, som giver mening. At bringe folk sammen, skabe noget energi, noget glæde og komme hinanden ved, hvor det giver mening og er indlysende oplagt. Forældre på barsel? Ældre på plejehjem? De har begge tid om dagen. De har begge været samme sted i deres liv, og vi har alle godt af at hjælpe hinanden med at blive glade. Jeg vil ikke sige, at du skal tage til legestuen, fordi du får gratis rytmik, gratis kaffe, kan låne ladcykel eller få en gratis tur på løbebåndet. Du skal gøre det, fordi du gerne vil være med til at gøre noget godt. Sådan helt grundlæggende. Jeg synes, at det er SÅ sundt at blive konfronteret med en anden slags hverdag – også med den om 60 år, selvom der er lang tid. Hver gang jeg har været på et plejehjem og blevet vidne til kroppens alderdom og skrøbelighed, tager jeg mig i at tænke over, hvordan jeg lever mit liv. Jeg bliver mere bevidst om, hvad jeg bruger tiden på, og hvad jeg måske burde lave om på i mit liv. Jeg krammer mine børn en ekstra gang, når jeg henter dem fra vuggestue, børnehavne og skole, og husker mig på at nyde øjeblikket – nuet. Det er så givende at møde ældre mennesker. Al den viden og livserfaring, den attitude, kærlighed og til tider skepsis, de har. Det er hyggeligt og overdrevet reflekterende.

Husk, at rytmikken er et middel. Og hvis rytmikken stopper, er der stadig legestue. Og legestuen er også et middel. Der behøver ikke at være en legestue, før du må få lov at træde ind. Plejehjem er altid åbne, og ærgrer du dig over, at dit lokale plejehjem ikke er med i projektet, så kig forbi dit lokale plejehjem, og spørg. Vis din interesse, for de ved ikke, at den er der. Flere af jer har spurgt mig i processen, hvordan man gør. “Esra, hvordan kommer man i kontakt med plejehjemmene?” Jeg har seriøst tænkt meget over, om jeg burde svare et eller andet forkromet klogt. Jeg har også været i tvivl, om jeg overhovedet har forstået spørgsmålet rigtigt. Er det en hjemmeside, I vil have, jeg skal henvise til? Venner, I går bare ind. That’s it. Og er du hjemme, så søger du på en kontaktperson til plejehjemmet. Jeg tror, mange tror, at der er en bestemt måde at gøre tingene på. Ligesom dengang, jeg selv tog skridtet og bare gik ind på plejehjemmet i Valby. “Esra, hvordan gjorde du?”, “Esra, sejt, at du bare gjorde det”, “Esra skal man ikke bestille tid?”. Jeg tror, rigtig mange ser plejehjemmene som lukkede institutioner. Selvfølgelig skal de ældres hjem respekteres. Det ER jo deres hjem, og de betaler for at bo der, men der er så meget fællesareal på plejehjemmene, som du hjertens gerne må træde ind til og give lidt liv.

Jeg håber virkelig, at I bakker op om det her. Jeg er i fuld gang med at få Uffe til at hjælpe mig med hjemmesiden, og lige så snart den er færdig, og alle flyers og plakater er trykt, går vi i gang med at gøre sådan rigtig reklame for det. Tiden er fastlagt. Legestuerne bliver om formiddagen. Det er i hvert fald her, at selve rytmikken starter, men man er velkommen til at trisse ind før.

Jeg er faktisk også i kontakt med psykomotoriske terapeuter (vildt ord) til rytmikken, som højst sandsynligt også kommer ind over projektet. Jordemoderpraksissen i Skejby vil også være med, så man kan få mulighed for at møde jordemødre/studerende, som er klar på at snakke om fødsel og amningen. Og tænk, hvis vi kunne grine højt af, hvor meget nogle ærgrer sig over at lattergassen er fjernet nogle steder, når man i gamle dage ingen bedøvelse fik. Hvis vi kunne høre Fru Jensen berette om sygehusforholdene dengang. Måske vi kunne lære at værdsætte det relativt velfungerende system, vi har i dag. Hvis vi bare kunne grine sammen.

Der er som sagt en masse praktiske detaljer og puslebrikker, der lige skal lande de rigtige steder, og det er lidt skørt, at der er så kort tid til det starter, og at jeg stadig mangler at få styr på underviserne. Men sådan er det, når man kun har et halvt år til et “helt” projekt, og man også skal nå alt forarbejdet og kommunikere med så mange mennesker. Jeg kune sagtens vente lidt mere, men jeg gider ikke. Jeg vil gerne skyde det i gang, inden det begynder at blive iskoldt og bælgmørkt. Det gør det nok alligevel til den tid, hehe. De 10 mest oplagte plejehjem er i hvert fald udvalgt. Nøj hvor var det svært for mig. Jeg gik jo helt sort og kunne slet ikke træffe en beslutning. Tænk at skulle vælge halvdelen af de interesserede plejehjem fra? De var alle sammen meget oplagte på en eller anden måde, og hvor ville jeg ønske, at det var alment koncept a la 7 Eleven, at der lå legestue på alle plejehjem på hvert gadehjørne :-).

Men det er jo det, vi kan være med til i fællesskab. Ligeså snart fordelingen af rytmiklærerne er på plads og hjemmesiden klar, så hører I fra mig. Vi skal sprede nyheden som ekkoet i et skrigende barn :-D. Jeg får trykt en masse flyers i A5-størrelse, som skal deles ud. Jeg har brug for at kende alle barsels-relaterede FB-grupper eller netværk rundt omkring. Vil du hjælpe med at sprede nyheden i de lukkede grupper på Facebook, vil jeg meget gerne have din e-mail-adresse, så jeg kan prikke til dig, så “nyheden” er klar til deling på FB. Smid en kommentar herunder eller en mail på esra@2verdener.dk, så jeg har din e-mail-adresse. Er du i en mødregruppe eller bare på barsel og gerne vil få en kop kaffe hos mig torsdag d. 19. oktober, så lukker jeg døren helt op her i Brabrand, så jeg kan smække en bunke flyers til jer, som I kan dele ud på vejen :-D. Det ville være så hyggeligt at møde jer, mærke interessen og føle, at vi gør noget i fællesskab <3

De udvalgte plejehjem er:

Sandkåsvej, Aarhus V
Søholm, Viby
Rosenvang, Viby
Egely, Højbjerg
Trøjborg, Aarhus C
Vestervang, Aarhus C
Thorsgården, Åbyhøj
Tranbjerg, Tranbjerg
Koltgården, Hasselager
Hedevej, Aarhus N

   

17 kommentarer

  • Jeanette

    Hej Esra.
    Jeg kan desværre ikke d.19, men jeg vil meget gerne have mere information omkring det 🙂 Kommer det her på siden?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tarkoflen

    Jubiii du kommer herud til mig 👏🏻👏🏻 Jeg har lige haft fat i frivilligkoordinatoren på Koltgården for at blive besøgsbaby med mødregruppen, så jeg skal nok sprede budskabet her i Hasselager så snart du er klar til det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Feeedt! Ej, hvor godt – der kommer så meget liv. Koltgården er så fint et sted, og især den have om sommeren 😃. Glæder mig! Og du hører fra mig 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tarkoflen

      Jeg snakkede i øvrigt lige med min kæreste om dit tiltag, og han var helt klar på at komme når han overtager barslen til februar 😊

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Fedt! I Valby var der faktisk en dag, hvor jeg var derude, at det kun var fædre, der var kommet :-D.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanett

    Jeg vil meget gerne deltage i dette, og også gerne hjælpe med at sprede budskabet😊👏

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Super! Det er så fedt 🙂 Jeg kan forstå, at ikke-barslende forældre også vil komme forbi til kaffe d. 19, så jeg kommer til at holde noget åbent hus fra kl. 12-17 😉 Skal nok skrive igen, og kan sende adressen til dig, hvis du har mulighed for at kigge forbi 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sefika

    Så fedt! Jeg giver beskeden videre til min mødregruppe og tror helt klart vi/Jeg bliver en aktiv deltager

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      FEDT! Ja, spred endelig ordet, og sig til, hvis du vil forbi d. 19. ;-). Skal nok skrive om det igen!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ferdaniye

    FEDT FEDT FEDT! Glæder mig til det Esra, og selvfølgelig vil jeg være med til at dele, don’t worry, især nu hvor mit eget plejehjem er med 👏👍😉😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ferdaniye

    FEDT FEDT FEDT! Glæder mig til at det Esra, og selvfølgelig vil jeg være med til at dele, don’t worry, især nu hvor mit eget plejehjem er med 👏👍😉😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Jaaa!! I har et så fedt lokale, glæder mig helt vildt til at skyde det i gang hos jer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jette

    Jeg vil også gerne dele nyheden. Kan dog desværre ikke kaffe den 19., men send gerne mail, når info er klar til deling. Mvh Jette

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Vil gerne dele nyheden

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En gammel drøm, jeg ikke turde gå efter