Vi har brug for hinanden - også når vi gerne vil med toget!

Om at være kvinde på en mandag #onmondayswewearskirt

mandagsnederdel

Ahh, jeg er så lettet, selvom der venter mig en uge med indvielse af hele 5 legestuer på plejehjem fra i morgen, men det gik jo så godt i fredags på Tranbjerg plejehjem, så mon ikke det nok skal gå? :-). I morgen sker det på Egely plejehjem i Højbjerg kl. 10 og på Trøjborg, så ligeså snart rytmikken er færdig på Egely, skynder jeg mig ind mod byen, så jeg også kan smage på stemningen på Trøjborg. Jeg kan ikke sige nok gange, at jeg er glad for, at Musikskolen Laura har takket ja til samarbejdet og leverer rytmiklærer, og de gør det, fordi de synes, at projektet giver så meget mening.

Der har været en helt særlig ro i mig i weekenden, fordi jeg er ved at komme over på den anden side af hele projektet, og det er slet ikke til at tro. Alle puslebrikkerne er ved at falde helt på plads, og min rejse igennem puljepengene har taget form og begynder at ligner noget. Jeg er ikke selvglad, vel, men jeg er sgu lidt stolt af mig selv, haha. Hvor er det fedt at være med til at starte noget så meningsfyldt op og se den store opbakning, der har været til det. Medierne har også bragt nyheden, og jeg kan altså stadig ikke komme over, hvordan TV-avisen præsenterede det som et projekt af Aarhus Kommune – og jeg bliver jo hele tiden mindet om det af venner og familie, som ikke helt forstod, hvad det var for et indslag. Det værste er nok, når folk, der ikke kender mig vildt godt, kommenterer, at de har set mig i TV-avisen, fx i børnenes institution, og spørger til hvorfor jeg var med i indslaget (halloooouu). Jeg kan godt forstå, at de kigger lidt mærkeligt på mig og nærmest betvivler min rolle i forhold til projektet, når jeg svarer, at det er mig, der har stået for projektet.

Anyways, der er mange andre gode hændelser i hverdagen, der hjælper på smilebåndet, og jeg blev da også glad, da et nyhedsmedie ringede mig op i dag for netop at give plads til mere af mig og mine tanker om det hele. Min morgen forleden blev også krydret af, at postbuddet kom på scooteren og lyste min morgen op med et foredrag om Selcukkerne i Tyrkiet før Osmanerriget, og hvor vild han er med arkitekturen i Tyrkiet – den havde jeg altså ikke lige set komme fra en postmand, og stakkels mand frøs nærmest ihjel, men vi snakkede bare, hehe.

I dag havde jeg lidt mere ro til at tænke det sidste stykke tid igennem, og hvilke erfaringer jeg har gjort mig igennem legestue-projektet, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor det er, jeg selv står i det hele, hvem jeg har mødt, og hvad jeg har været igennem og hvorfor. Det her med at være kvinde i alt det her og generelt kan nemlig godt være lidt hårdt.

Det er klart, at når jeg som arbejdende kvinde hver dag bliver konfronteret med hverdagen som karrierekvinde og mor, så bliver jeg også konfronteret med, hvordan jeg selv ser mig som person i de forskellige roller. På den ene side, synes jeg, at det er ret vildt, at man stadig i dag har den her snak om den manglende ligestilling mellem kvinder og mænd, og på den anden side kommer det ikke som en stor overraskelse. Vi sad og så Historien om Danmark forleden, og blev lige mindet om, at det altså var i 1940’erne, at kvinder blev smidt ud af uddannelsen, hvis de fik børn uden for ægteskabet og udstødt af hele familien. Shit mand, tænk lige over, hvor kort tid siden, det egentlig er, og at mennesker fra den tid stadig lever i dag. Det er kvinder, der har været vidne til, hvordan kvinden er gået fra en fast husholderske til en forretningskvinde på 1-2 generationer. Og med det perspektiv er der måske ikke noget at sige til, at kvinden i dag stadig skal kæmpe mod den mandsdominerede elite og lederstillingerne. Ikke nok med de mandsdominerende kræfter, så er kvinderne også indbyrdes splittede i forhold til dem, der gerne vil have lov til at være hjemmegående og dem, der nærmest vil være gift med deres arbejde og kan have et nedværdigende syn på kvinder, der ikke deler samme tilgang til karrieren. Hvorfor kan det være så svært at acceptere, at vi skal have lov at leve lige præcist det liv, vi selv synes er rigtigt for os selv og respektere alle andres også. At vi ikke behøver at forstå andres valg eller fravalg af familie eller arbejde, og at vi kun bør agere ud fra det faktum, at vi skal respektere hinanden, uanset hvor forskellige vi er?

Det er så urimeligt og uretfærdigt, når vi skal definere den moderne kvinde til at være på én bestemt måde. At det kun er hende, der har valgt karriere-vejen som nybagt mor med 8-17-jobbet, og som får sine børn passet af institutionen, bedsteforældre eller en barnepige, der skal etiketteres som “moderne”, og at vi glemmer, at den moderne tankegang er rummelighed overfor det valg den enkelte selv har taget, og netop ikke det, som man tager, fordi flertallet gør, fordi det er normen eller fordi, det er blevet tvunget nedover én, fordi andre mener, at det er det mest rigtige. Ikke nok med at vi skal kæmpe mod den mandsdominerede del af verden, skal vi også kæmpe mod vores eget køn, der kan være overbevist om, at der kun findes én måde at være rigtig moderne på, pjat.

I forhold til kvindernes interne splid skrev jeg engang om 5 magtfulde kvindecitater, læs det her, og jeg fik bare lige lyst til at skrive om det igen i dag, da jeg synes, at det kan være meget vigtigere, at vi som kvinder respekterer hinandens valg, før vi ønsker samme respekt fra alle andre. Girl power, you know ;-).

Jeg havde en oplevelse på plejehjemmet med en af de ældre, som spurgte ind til, hvor mange børn jeg havde. Jeg svarede tre, og hun udbrød, hvad jeg dog lavede der, og at jeg bare skulle tage hjem og passe dem. Jeg synes, at hendes reaktion var sød. Den afspejlede både hendes syn på den gamle hverdag, hvor kvinden var hjemme, men jeg blev samtidig mindet om, at jeg midt i al karriereræset heller ikke skal glemme børnene. Hvis vi nu bare kunne finde ud af at se tingene fra begge sider og tage både det gode og dårlige til os, så har vi rykket os meget.

Det var koldt i dag, venner, og mandag! Selvom det kan være lidt koldt i nederdel, så kom jeg i den i anledningen af mandag og satte mig ved siden af abrikostræet for at få lidt mental varme 🙂

   

1 kommentar

  • Hej.

    Super dejligt initiativ du har taget. Respekt for det !.
    Jeg er selv sangskriver, og går med tanken om at tilbyde mennesker på plejehjem, at kigge forbi en gang imellem og være med til at skabe et samvær med tid til sang og musik og eftertanke. Men har, til trods for at min egen mormor valgte at bo på plejehjem, selvden følelse, at det er svært at komme i kontakt med beboerne.
    Sagen er at det oftest er i kommunalt regi, og det kan nogle gange opleves meget bureaukratisk.
    Held og lykke.
    Venligst Susanne Holgaard

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi har brug for hinanden - også når vi gerne vil med toget!