Vi har brug for hinanden - også når vi gerne vil med toget!

Om at få det hele til at give mening, vælge nye veje + interview til dr.dk

legestue på plejehjem

Hovedpine, ja, jeg har opdaget en helt ny form for hovedpine. Den er legitim, og jeg kan være i den lige nu, men kan også mærke at min krop snart ikke kan rumme flere stimuli. Hver aften når jeg lægger hovedet på puden og vågner op dagen efter, er den væk, men kommer tilbage igen kl. 10, når jeg møder op til legestuerne, der nu har kørt siden 3. november. Og igen er det som om, at mit hoved skal eksplodere, men jeg er ligeglad med det, for den kommer af glæde. Jeg siger jer, jeg har sjældent oplevet noget lignenede. Mine kæber er helt ømme, og jeg blev så glad, da jeg mødte nogle forældre for anden gang til legestuen et sted, og de sagde noget med kæber. Nå, vent! Har I også ondt i kæberne? Nå, er det fordi, vi har smilet så meget? Det var dér, det gik op for mig, at vi måske er ved at udvikle et nyt fænomen – glædekæbeoverlast, haha. Venner, det her er så ubeskriveligt, jeg ved ikke, hvordan jeg skal rumme al den glæde. Jeg tror også, at min krop er træt indeni, fordi jeg til hver legestue anstrenger mig for ikke at tude. Og det er så svært at holde sig, når man ser andres øjne skinne med et glimt i øjet og en dråbe tåre, de også prøver at holde tilbage.

Det her er lykke, og jeg ved, at den opleves af mange lige for tiden i Aarhus. Forældre, der ikke kan vente en hel uge og dukker op plejehjem i andre områder og bestiller mad dagen før for at spise med til frokost. Ældre, som er gået fra at være indadvendte og “ukommunikerbare” til at bevæge dele af kroppen, de ikke er vant til, og lyser op af glæde. Jeg har fået fortalt det hele af personalet, der kender de ældre og kan se den store forandring, de gennemgår på få minutters samvær. Vi skal have fundet en løsning på alle de frakker, de fylder for meget :-).

Men det er faktisk ikke kun glæden og smilene, der har givet mig hovedpine. Jeg tror også, at det er magtesløsheden. Jeg har så mange spørgsmål i mit hoved og tanker, jeg gerne vil adressere et sted hen, men kan ikke. Det bliver ved med at vælte ind med søde mails, kommentarer og stories på Instagram og Facebook, og folk i andre byer vil oprigtig gerne have det samme: Legestuer på plejehjem. I spørger, hvordan jeg gjorde, og hvad der skal til. Københavns Kommune har ringet og ville høre, hvad det lige var for noget, og Aarhus Kommune vil også noget, men hvordan håndterer jeg al den interesse? Andre “virksomheder”/enheder, som kontakter mig fordi de vil samarbejde og indgå partnerskaber. Hvad er lige vejen frem herfra, eller hvad er lige den bedste vej herfra? Er det virkelig meningen, at alle andre skal søge puljemidler og gå den (lange og besværlige) vej, jeg gik, eller skal systemet tage over på en eller anden måde? Det er også derfor, at jeg skrev dette opslag på min “private” Facebooklige da vi skød de første legestuer i gang med succes, hvor jeg prøvede at række hånden ud til Pia Kjærsgård, der åbenbart synes, at ideen om legestuerne er rigtig god, og at hun gerne vil have mere af det. Men hvad er lige den rigtige vej? Selvfølgelig vil jeg gerne have, at legestuerne skal leve for evigt, og at der skal findes penge til rytmikken efter de 20 uger, og selvfølgelig skal flere plejehjem inkluderes på listen på hjemmesiden, men hvordan lige? Er det virkelig meningen, at andre borgere også skal søge puljemidler? Det tror jeg altså ikke. Nu er det mit projekt og hjemmesiden er bygget op omkring det, men hvis andre mere “professionelle” folk vil overtage den, skal jeg så sige farvel til mit ejerskab? Og skal jeg bare sådan give det væk? Jeg kan mærke på mig selv, at jeg gerne vil være inde over den fremtidige proces, og ved at der er nogle muligheder, og skal lige have fundet roen og tiden til at tage en beslutning.

Jeg er fuldstændig overvældet, og jeg beklager, at jeg ikke får svaret på jer alle lige foreløbig, men lover at vende tilbage. Nu skal vi lige have indviet Thorsgården i Åbyhøj også, og så håber vi på, at interessen for legestuerne fortsætter efter åbningen også.

Jeg kan mærke, at mit hoved ikke lige er til at læse indlægget igennem, så udgiver det lige i morgen, når jeg har læst det igennem :-D. Jeg har i øvrigt været så heldig at blive interviewet af journalisten Emma Lichscheidt fra DR, som syntes, at det kunne være spændende at høre lidt mere om personen bag legestuerne :-P. Jeg synes selv, at det er et rigtig fint portræt af mig og baggrunden for legestuerne. Lille detalje, jeg er faktisk 32, og Uffe er ikke journalist men har studeret litteraturvidenskab ;-).

Har lige smidt en “Hej”-video op på Leg på plejehjem’s Facebookside fra i går på Rosenvang. Gå ind og se den, og få en RIGTIG god dag! 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi har brug for hinanden - også når vi gerne vil med toget!