Den ene kærlighed på bekostning af den anden - hvor længe, baba?

Du er ikke alene

Omend jeg har vidst, at mange derude deler samme historie, har taget og tager samme kampe lige nu og sidder med genkendelige følelser, har det været mig en umådelig trøst at få “sat ansigt” på det og få serveret jeres skæbner i kommentarfelterne og i mailene. Hvor betyder det vildt meget – jeg anede det ikke. Hver gang jeg læser jeres søde kommentarer, går der ikke et sekund, før tårekanalernes signaler arbejder mig imod.
Jeg troede, at jeg havde grædt ud én gang. At jeg var lettet. Kommet videre. Det var jeg allerede dengang, jeg tog beslutningen om at vælge min far fra – eller som én på Instagram skrev – dengang min far valgte mig fra. For formuleringen om mit fravalg til fordel for Uffe er negativt ladet og er rigtig nok misvisende. Det var ikke mit valg at vælge min far fra. Det var en konsekvens af min handling, som jeg ikke selv ønskede. Du har ret, insta-ven <3
I går og i dag med alle jeres reaktioner, kommentarer, trøst og opbakning kom det tilbage igen. Jeg har ikke været så følsom omkring det her emne i lang tid. Måske fordi vi ikke rigtig snakker om det mere. Fordi det er en opgivet sag. Fordi vi bare lader livet fortsætte. Fordi vi har det godt nok.
I går åbnede en ny verden op for mig. Alle jer derude i samme situation. Som har været det. Som fortryder valget af ikke-“fravalget” til fordel for kærligheden eller som har fået mere mod til “fravalget”.
Jeg er umådelig lettet. Endnu mere end før. Troede at jeg havde grædt det hele ud.

Jeg “fik lov” at sove lidt længe. Jeg mumlede ud af munden til Uffe, at jeg ikke kunne få min krop op. Den føltes bombet, selvom jeg egentlig var blevet lettet over alle kommentarerer, reaktionerne. Det var overvældende på en positiv måde. Jeg kunne mærke, at jeg bare skulle ud. I dag måtte vinden gerne være ekstra hård, blæse alle de små forstyrrende partikler væk, blæse helt igennem min krop. Jeg har løbet tankerne om. Omplaceret. Sat på plads. Fået vinden til at tage fat og slippe igen. Jeg er virkelig lettet (igen).

Jeg løb ned til søen og satte mig ved promenaden. Den var der ikke dengang, jeg sidst sad og stirrede ned i vandet. Dengang jeg sidst sad og søgte hjælp i vandet, i fuglenes bevægelser og pippen, vingernes kraft og magt. Dengang jeg beundrede dét, der fortjente at blive beundret. Søgte tankerne et sted hen, der gav lidt mening. Tanker, jeg kunne forstå, få ting til at give mening.
Og det kom. Jeg troede, at jeg havde grædt det ud en gang. Det er godt.

I spørger, hvorfor jeg ikke bare prøver at banke på hans dør. Stiller os op foran ham med Uffe og børnene. Det har vi prøvet. Og jeg har også prøvet igen alene. Hvor jeg turde nærme ham mere, uden at være bange for en uhensigtsmæssig reaktion foran børnene. Mine arme, der prøvede at række ud efter ham blev jordet ned, og han gik. I aner ikke, hvor hård en oplevelse, det er. At blive afvist, når man kommer med åbne arme. Føle sig ydmyget. Jeg havde selv valgt det. Jeg skulle respektere hans løfte om at holde mig væk fra ham, hvis jeg valgte Uffe. Og det gør jeg den dag i dag. Jeg vil ikke prøve igen. Af respekt for ham.

I spørger, om jeg ser min mor og søskende. Det har været en proces. Jeg er så taknemmelig for, at mine søstre og mor bakkede op om mit valg. I starten vidste min far det ikke, når vi så hinanden. Det var forbudt. Tiden har hjulpet. Han har forstået, at han ikke længere kan bestemme over sine døtre, der har fået deres egen familie. Og ja, jeg er gået glip af sammenkomster, fejringer, bryllupper, hvor min fars tilstedeværelse var vigtigere end min. Det var hårdest de første par gange, når jeg virkelig kunne mærke, at min tilstedeværelse var en forbandelse, dårlig ide, dårlig oplevelse for alle parter. Jeg troede jo, at jeg var forberedt. At jeg nok skulle klare disse dage. For jeg havde selv valgt det, indstillet mig på det, var klar på det. Sorgen over ikke at være en del af de store dage, samtidig med den dårlige samvittighed over at skulle være skyld i, at andre manglede noget på deres store dag. Mig. At jeg hver gang udsatte mine søstre for et valg mellem mig/”min familie” eller baba. For tiden gjorde faktisk, at min far accepterede, at han også var et fravalg nogle gange. Han påstår, at det er er helt fint, at han holder sig væk, når “til”valget falder på mig. Måske har vi det helt på samme måde, baba. Måske har vi bare affundet os i, at det var konsekvensen, og at vi må leve med det. At det er “helt fint”.
Det er hårdt, når en handling ikke kun har konsekvens for én selv. At den egentlig også gik ud over alle mine søstre. Familien. Splittelse. Det må have været hårdt for dem. De siger det ikke engang. At jeg ikke rigtig har tænkt på det, når jeg gik og havde travlt med at lege med tanken om at blive glad for, at min ikke-tilstedeværelse ikke betød noget, når jeg blev “fralagt”. Absolut ingen bebrejdelser herfra. Jeg forstår.
Og jo, min mor og far er altså sammen. Og det er derfor, jeg tit kun snakker om min mor, fordi det er lidt splittet det hele. At vi er hjemme hos hende, når vi ved, at baba ikke er der.

Tiden er med til at ændre på ting. Virkelig. Det var også et stort skridt, da jeg begyndte at tale med én af mine onkler igen. Efter knap 10 år. Desværre kunne jeg bare mærke, at det ikke betød så meget mere for mig. Det gjorde ondt dengang at få et farvel. Dengang jeg allermest havde brug for ham. Jeg vil så gerne tilgive, men jeg føler lidt, at vi er vokset fra hinanden. Jeg kan mærke, at det ikke giver mig noget, når den, jeg allermest har brug for, ikke har accepteret det. Det er måske derfor.

Jeg er virkelig taknemmelig for jeres opbakning, og som I har taget imod vores historie. Forståelsen for min far er svær, og jeg kan mærke, at den mangler ude hos jer, men det betyder enormt, at I forstår respekten for ham. At jeg stadig prøver, og at jeres reaktion derfor betyder noget.

Jeg mangler stadig at svare på flere hundrede kommentarer rundt omkring, og jeg kommer til det. Jeg har mærket, blevet overbevist om, at det her betyder noget. Meget. Virkelig meget. Alle jer, der har været igennem det, og som overbeviser mig om, at det var det helt rigtige, jeg gjorde, og hvordan I selv fortrød, I ikke tog det samme skridt som mig dengang. Alle jer, der står i det lige nu, og som ventede på et tegn, på endnu et eksempel, på lidt mere mod. Og alle jer, der bare synes, at jeg skal vide, at jeg gjorde det helt rigtige, at jeg er stærk.

Jeg er blevet endnu stærkere i løbet af det sidste døgn, og jeg kan mærke, at det var det helt rigtige at dele min historie. Jeg kan mærke, hvordan det er med til at skabe bedre forståelse, mere mod, mere fællesskab, og jeg har valgt at oprette et “højdepunkt” på min instaprofil (@esra.ap), som hedder “kærlighed”. Jeg kan ikke lade alle jeres historier og kommentarer blive glemt. Det må være en måde for mig at svare jer på. At lukke andre ind, tage imod, dele og inspirere. Jeg fjerner selvfølgelig jeres profilnavne og deler det, der virkelig rammer mig. Det jeg kan overkomme lige nu. Der er alt for meget. Men vigtigt at fortælle omverdenen, at jeg åbenbart ikke er alene.

At du ikke er alene <3

 

 

   

1 kommentar

  • Huma

    Kære Esra
    Jeg har fulgt dig på Instagram i cirka et års tid. Jeg er ligesom dig gift med en dansk mand( snart 16 år) og føler at din lille famile minder lidt om min egen.
    Jeg har læst om dig og din baba og håber at I igen bliver en del af hinandens liv. Jeg ved at din far elsker dig og at han også savner dig. Jeg skriver til dig, fordi jeg kan læse at mange har læst det som du har skrevet og kommenterer. Jeg vil bare gerne bidrage med at der også findes forældre, der accepterer at barnet vælger en partner med en anden etnicitet. Disse forældre fylder måske ikke meget, når vi taler om blandede ægteskaber, men de findes.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den ene kærlighed på bekostning af den anden - hvor længe, baba?