Vi har tapetseret! + indretningstips

Vores sommerferieprojekt – ét af mange! – om at tapetsere trak lidt ud, fordi vi havde svært ved at beslutte os for, hvilket tapet der skulle op på Muniras værelse, og fordi tiden simpelthen bare fløj afsted, hehe. Vi endte endda med at bestille noget og så fortryde og fik så byttet, men man venter jo over en uge, fordi butikken, i vores tilfæde Tapethuset bag ved Storcenter Nord, først skulle bestille tapetet igennem forhandleren i Danmark, som så tager fat i producenten i udlandet. Det er i hvert fald lækkert, at man bare kan tage ud i en fysisk butik og se vareprøverne, og så vidt jeg kan se, forhandler både Tapethuset og Tapetforum mærket Pip Studio, Eijffinger. Jeg...

Må man sige det? Og måske er det meget godt med lidt filter?

Jeg er altså forvirret. Fuldstændig. Vi lever i en tid, hvor man må sige alt og alligevel ikke. Jeg var forleden i gang med at lave en video om, at vi endelig efter 7 år har fået anhængertræk på bilen, og hvordan vi – “efter at være flyttet tilbage til jydelandet, købt hus og have, har følt os handica”… ja, nemlig.. det-der-ord uden et anhængertræk. Lige præcist det der ord ville mit indre have brugt uden at tænke mig om overhovedet, men så gik jeg helt i stå, blev helt i tvivl, skrev endda til Uffe, men han svarede ikke, og så droppede jeg altså den video, for MÅ man sige det? Tiden er virkelig blevet en anden i forhold...

Projekt bøgehæk, mit bedste råd!

Ved ikke, om det virker mærkeligt at skrive om et så lidt seriøst emne efter det seneste indlæg, som har fået så mange til at tude, men jeg har ikke rigtig lyst til at trække den så meget ud. Dermed ikke sagt, at der ikke kommer nogle opfølgende indlæg, da I er mange, der spørger ind til det samme, som jeg gerne vil besvare fælles herinde. Lige nu har jeg bare mest lyst til at komme videre fra den halvsorte sky, jeg har været omringet af. Jeg har stadig en masse beskeder på Instagram, som jeg skal have svaret på, men her på bloggen trænger jeg også til at komme tilbage til det helt hverdagsagtige, bare helt nede på jorden, noget...

10 års venten og dagen, hvor du sagde ja, baba

Det har taget et helt år at få sat ord på det. Jeg åbnede op for mit sind, mine tanker og delte ud af min historie om min far her. Om hvordan jeg sagde farvel til ham for nu 11 år siden, og hvilke konsekvenser det havde at vælge mig selv til, min ærlighed, min kærlighed til Uffe, som min far ikke ønskede, fordi han ikke havde tyrkisk baggrund. Der var en følelse af lettelse over at kunne åbne op og modtage den enorme opbakning og kærlighed fra jer derude, men på samme tid var det en hård proces for mig, fordi jeg i min lettelse druknede i jeres historier, en masse Insta-beskeder, mails, Messenger-beskeder og telefonsamtaler fra skæbner derude,...