Projekt bøgehæk, mit bedste råd!

Må man sige det? Og måske er det meget godt med lidt filter?

Jeg er altså forvirret. Fuldstændig. Vi lever i en tid, hvor man må sige alt og alligevel ikke. Jeg var forleden i gang med at lave en video om, at vi endelig efter 7 år har fået anhængertræk på bilen, og hvordan vi – “efter at være flyttet tilbage til jydelandet, købt hus og have, har følt os handica”… ja, nemlig.. det-der-ord uden et anhængertræk. Lige præcist det der ord ville mit indre have brugt uden at tænke mig om overhovedet, men så gik jeg helt i stå, blev helt i tvivl, skrev endda til Uffe, men han svarede ikke, og så droppede jeg altså den video, for MÅ man sige det?

Tiden er virkelig blevet en anden i forhold til, hvor nemt det er at fyre ord ud online og sige, hvad man vil om folk, man ikke kender, og vi ved alle, hvor hård tonen kan være på sociale medier, fordi folk på en eller anden måde har mistet evnen til at fatte, at modtageren bag skærmen også er et menneske og ikke en robot. At der er en modtager med følelser på samme måde som afsenderen. Det er så nemt at hænge folk ud, man ikke kender. Dem man aldrig tror, man kommer til at møde. Det er virkelig interessant, hvor meget empati der forsvinder over skærmen.. og sørgeligt.
Og det er måske netop på grund af den nye teknologi i forhold til, hvordan vi kommunikerer i dag, at det så tit er til debat, hvordan vi skal være opmærksomme på tonen og ordvalget og hvilken konsekvens, det kan have. Der er ekstra fokus på omtanke og brug af ord, som kan virke nedsættende, som vi hele tiden bliver gjort opmærksom på. Det er til dels fint, ja rigtig fint, fordi den barnlige adfærd på sociale medier virkelig har brug for lidt modningsproces og lidt filter, og at vi behandler hinanden ordentligt og tænker over vores brug af ord. Omvendt så kan man nogle gange nærmest ikke åbne munden, fordi man går og tænker så meget over det filter, og hvordan man skal passe på med ikke at fornærme nogen derude i den store verden, vi har så let adgang til.
Og vi ved det jo, det kan have konsekvenser, internettet fanger det. Google og de sociale platforme er vi ikke herre over. Når først er kommet ud, så fanger bordet.

Jeg synes, at det er vigtigt, at vi taler pænt til hinanden. Det er der ingen tvivl om, at verden i dag især har brug for. At der er et minimum af filter, men efter min oplevelse forleden, hvor jeg følte mig hæmmet i en situation, hvor jeg egentlig ikke brugte et skældsord eller noget, og faktisk bare talte lige ud af hjertet, blev jeg sgu frustreret :-D. Folk der kender mig, vil vide, at jeg ikke har en dårlig intention eller hensigt med ordvalget “handicappet”, men men, hvad med dem, som ikke kender mig? Hvad med de mennesker derude, som er handicappede, og som har en anden forståelse for den situation, de er i. Som hver dag prøver at leve med overbevisningen om, at deres handicap ikke er en begrænsning i forhold til at nyde livet fuldt ud. Vi kan godt blive enige om, at det fysiske handicap er defineret ved en funktionsnedsættelse, der er med til at give en begrænsning i hverdagen. At de handicappede ikke er fuldt funktionsdygtige, er jo ikke ensbetydende med, at de er mindre værd, eller at de har mindre ret til noget, til livet. Man kan jo bare nemt komme til at opfatte det som noget negativt, fordi der er en “mangel” på noget, men det er jo netop dét, vi skal kæmpe imod –  at det ikke bliver den negative omgang med brugen af ordet. Og det gør det så måske, når man bruget ordet i en sætning, hvor man stiller den “normale” tilstand højere end den “handicappede”?
Der er jo ingen tvivl om, at jeg med ordet “handicappet” bare mente, at vi ikke har følt os helt fysisk funktionsdygtige, og at jeg ikke gør det med intentionen om at tale ned til de handicappede, fordi de ikke er lige så funktionsdygtige som ikke-handicappede. Men hvad ved jeg om, hvordan de handicappede ser sig selv som? Om ikke det kan opfattes som negativt, at det bærer præg af en negativitet, at man ikke er funktionsdygtig. AT det i og med sammenligningen med noget funktionsdygtigt får præg af noget negativitet, ELLER er det det netop ikke, fordi vi skal tale med ordene ud fra deres betydning og ikke hvodan det bliver opfattet? Den er sgu svær! Jeg ved, at der for nyligt har været et program om “Danmarks lækreste spasser”, hvor man også skabte en masse tumult om brugen af ordet “spasser”, men det er en anden sag, når det er et øgenavn. Jeg mener da, DR trak ordet tilbage på trods af, at de handicappede ikke havde noget imod det.

Det er nemt at fyre ord ud om folk, man ikke kender på tæt hold og ikke forstå, hvorfor de bliver fornærmet over brugen af visse ord. Det er jo samme sag med den måde, der tales om udlændingepolitik på, ik? Men kender man en handicappet, som har fortalt én, at det faktisk sårer vedkommende, når andre bruger ordet i den kontekst, jeg selv brugte i eksemplet i indledningen, så har vi som mennesker en større forståelse for situationen, fordi et menneske, vi kender, et mennesker, der betyder noget for os, har vi ikke lyst til at gøre ked af det. Og lige præcist det perspektiv burde vi måske have med i vores generelle måde at ytre os på?

Jeg kunne bare ikke lade være med at skrive et indlæg om det, for jeg synes at støde på problematikken flere steder. Så sent som i går hørte jeg i Christian Fuhlendorffs podcast Hva så?!, hvor han går ture med forskellige kendte mennesker – og jeg tror, det var i indledningen – hvor han fortæller om en akavet stemning i et studie, hvor han mærker blandt værterne, at det er svært at italesætte homofobi i denne tid med Pride’en, og hvordan værterne nærmest ikke turde sige noget forkert.
Det var da også i podcasten Manderegler med værten Anders Haahr og medvært Emma Holten, hvor Anders Haahr fortæller om frygten for at sige noget, der kan få ham til at miste sit job. Han havde nemlig i sin bedste intention ved dækning af en sportsgren forklaret en sportsudøvers dårlige præstation med, at hun måske havde menstruation. Haha, den må dele vandene den dér 😀

Og så var der da også det nye aftenshow forleden, hvor bloggeren Rockpaperdresses er inde med Signe Wenneberg og tale om, hvordan de bliver miljøshamet, hvis de lægger billeder op på f.eks Instagram, som bare går det mindste imod den ellers store kamp for bedre miljø, de har fokus på. F.eks. kunne Signe Wenneberg finde på at lade være med at lægge et billede op på Instagram af et papirtrykt katalog, for hvorfor købe trykt og spilde papir, når man kan læse online. Whaaaat, tænk lige engang. Signe Wenneberg fortæller også om, hvordan folk kan kommentere på, at hun køber appelsiner, når hun går så meget op i at reducere CO2-aftrykket.

Nå, men det jeg ville sige med disse eksempler er, at det er vildt, hvordan vi begrænser os selv i vores kommunikation, fordi vi skal tage hensyn til, hvordan det ser ud, når vi sender noget ud i verden. At vi faktisk ikke kan være 100 % os selv, fordi vi hele tiden skal være et godt forbillede. Og måske er det godt?

Hvad tænker I? Havde I brugt ordet “handicappet” i den kontekst overfor i så offentligt et rum? 🙂

7 kommentarer

  • Ann

    Jeg er begyndt at reagere meget mod folks lemfældige omgang med psykiatriske diagnoser og tilstande. Brugen af psykopat om alle mulige. Og ocd bliver brugt istedet for at man kan lide orden eller at have det ryddeligt. Adhd om når opmærksomheden svigter. Autist om indadvendthed.
    Jeg irriteres både, fordi det udflader sproget og man kan bruge andre ord, om det man vil sige. Også fordi man bruger sygdomsord om noget normalt. Også nogle gange bruges ordene forkert og hæmmer folks viden om psykiatriske lidelser, eks brugen af skizofren.
    Også at omtale politiske modstanderen som folk, der er psykisk syge. Den har jeg svært ved, også fordi den fjerner fokus fra, hvad det egentligt handler om. Og virker stigmatiserende på folk med psykiske lidelser, som altså ikke er ondsidende eller gemene. Oftest ikke er det. Og ikke mere end den ondskab, der findes blandt folk uden psykiatriske lidelser.
    Så jeg stejler og fryser indeni, når folk bruger psykologiske og psykiatriske tilstande til at beskrive et eller andet med. Eller hurtigt komme folk i diagnose-kassen, uden at have fagligheden til det, istedet for at beskrive dem med rigtige ord eller, hvad de gør ved os og får os til at føle. Ja.
    Men jeg ved også at det ligger lige til højrebenet at bruge den lingo. Det blev synligt for mig selv, da jeg blev syg. Også forstærkeren “sindssygt”. 🙈 Den bruger jeg stadig. Men er så ambivalent med det ord alligevel. Det er hårdt at være bevidst. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Jeg har dyb respekt for den indsigt, du har og den bevidsthed omkring brugen af de psykiatriske diagnoser, wow. Kan kun give dig ret, men ja, det er godt nok svært, især med ordet “sindssyg”. Har nærmest ikke tænkt over det ord i den kategori, men det er det jo. Tak for dit syn!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle Hansen

    Jeg fik for nylig forklaringen på ordet handicap – og der er jo engelsk og betyder noget med at sidde med sin cap (hat) i hånden – og nærmest tigge velsagtens… jeg kender ikke hele forklaringen.
    Men i går kom jeg også til at tænke på udtrykket “at tage en kold tyrker”? Gør det ordsprog noget ved dig, spørger jeg nysgerrigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Altid interessant at kigge tilbage på ordets oprindelig betydning. Nej, nej overhovedet ikke – “en kold tyrker” er der intet ved. Jeg griner bare lidt over, at man har oversat det amerikanske udtryk “cold turkey” på den måde. Det burde jo hedde kold kalkun 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle Hanseb

    Jeg fik for nylig forklaringen på ordet handicap – og der er jo engelsk og betyder noget med at sidde med sin cap (hat) i hånden – og nærmest tigge velsagtens… jeg kender ikke hele forklaringen.
    Men i går kom jeg også til at tænke på udtrykket “at tage en kold tyrker”? Gør det ordsprog noget ved dig, spørger jeg nysgerrigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Ja, det må man gerne, for man kan sagtens føle sig handicapet i en given situation. Men når mån omtaler mennesker med handicaps, skal de omtales som netop det… Altså børn MED autisme, person MED cp osv, for mennesker er så meget mere end autist og spastiker.
    Hilsen hende, som arbejder med børn med handicap 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Det giver god mening, og så er tonen nok også meget vigtig!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Projekt bøgehæk, mit bedste råd!