Vi har tapetseret! + indretningstips

Jeg går til behandling – nu skulle det være :-)

Samarbejde med Tine Freund, www.slipdinstress.dk

Min attitude på billedet er vel nok passende til dagens seriøse indlæg. Et bitte smil på læben skal til, for det er med en blanding af seriøse følelser men også en lettelse, at jeg skriver dette indlæg.
Jeg har for første gang i lang tid følt, at der var noget i min krop, jeg ikke selv var herre over. En vildt mærkelig og ubehagelig følelse, fordi jeg ikke har kunnet kontrollere min krop mentalt, haft enormt let til tårer med ustyrlige hormonsvingninger eller hvad det nu er. Lidt ligesom når man er gravid! (jeg er det ikke :-P). Jeg har tænkt, om det er én eller anden form for efterreaktion på genforeningen med min far, undertrykte følelser der nu efter små ophobninger kommer til udtryk, men jeg har svært ved at tro på det, for jeg har altid følt, at jeg havde styr på mine tanker – og alligevel er der noget i denne verden, man ikke altid selv er herre over 🙂

Når jeg har det dårligt med noget, er i dårligt humør på grund af noget, og jeg ved, hvad dét noget er, så føler jeg, at jeg sagtens selv kan løse problemet, for jeg ved jo, hvad det skyldes. Jeg plejer at være systematisk og har en rationel tilgang til problemløsningen, hvor jeg analyserer og prøver at grave ned til roden af den følelse, der skaber uro i mig. Når jeg ved, hvad følelsen skyldes, er det vigtigt for mig at finde ud af, om jeg på nogen måde selv er skyld i den uro i kroppen. Hvis jeg kan se, at jeg skulle have gjort noget anderledes, og jeg har det dårligt med, at jeg har gjort én ked af det, så tøver jeg ikke med at tage fat i personen, for jeg ved, at hvis jeg ikke gør det, så forsvinder følelsen ikke lige. Omvendt, hvis jeg konstaterer følelsen som noget, jeg ikke føler, jeg var herre over, ikke kan gøre noget ved, fordi den anden part, der har været årsag til følelsen, ikke deler samme værdier, så må jeg bare konstatere, at jeg ikke kan/vil gøre mere, og dét er grunden til, at jeg bare må videre.

Det er lidt sådan, jeg havde det med min far. Lige meget hvordan jeg vendte og drejede det dengang, kunne jeg ikke se, hvorfor det skulle være min skyld. Jo, jeg kunne sagtens se det ud fra min fars verdensbillede, men dét verdensbillede lå meget fjernt fra min virkelighed, og når jeg ikke følte, at jeg gjorde noget forkert, var jeg overbevist om, at jeg ville kunne leve lykkeligt videre. Der var så selvfølgelig en følelse af tristhed, uretfærdighed og afmagt, som dukkede op i perioder ved konkrete begivenheder, når jeg f.eks. ikke kunne være en del af større familiesammenkomster, men håndteringen af det lå ude af mine hænder, og man må også erkende, at det er okay at være ked af det engang imellem ved konkrete situationer.

Og så fik jeg for første gang åbnet op for mine følelser for en helt fremmed. Det var slet ikke meningen.
Jeg mødte nemlig Tine, som har hjemmesiden www.slipdinstress.dk, og som er specialiseret inden for hypnoterapi, NLP-coaching, tankefelt-terapi og certificeret stresscoach 😀 Yess, en ordentlig mundfuld, som mange i denne moderne tid har brug for. Jeg mødte Tine for nogle uger siden til et nyopstartet netværksmøde for selvstændige, der bor her i Brabrand. Tjek den nye FB-gruppe “Brabrand Freebirds” ud, hvis du bor i Brabrand og kører solovirksomhed – det lokale kan noget særligt!
Ved præsentationsrunden bemærkede jeg Tines ordvalg af  hynoterapi og tankefeltterapi, fordi jeg på det sidste har gået og tænkt, at NU skulle jeg gøre noget ved min fobi, og jeg har hørt, at hypnose skulle hjælpe.

Hvilken fobi? Yess, desværre for hunde og katte – ja, jeg tror det generelt handler om bløde dyr med pels og let kontakt til deres knogler :-D. Jeg kan synes, at små hundehvalpe og kattekillinger er verdens sødeste og mest nuttede dyr, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at tage dem op i hånden og risikere at mærke deres knogler. Ja, jeg kan slet ikke komme i nærheden af dem, hvis jeg ved, at der er en risiko for, at de hopper på mig og kommer i nærmere kontakt. Det er SÅ irriterende, for det betyder, at jeg ikke nyder besøg hos folk med dyr, og jeg oplever tit, at folk – især nye mennesker, jeg møder – bliver fornærmede over, at jeg ikke bryder mig om deres dyr. Andre trælse situationer er, at jeg aldrig kan lade havedøren stå åben, hvis jeg er alene hjemme, for tænk hvis naboens kat kom ind. Når jeg løber, vælger jeg aldrig turen ind i skoven eller smalle stier, hvor jeg ikke har mulighed for at tage anden vej, for tænk hvis der skulle komme en hund uden snor.
Det går jo ikke! Og hvorfor har jeg det sådan? Hvorfor føler jeg ubehag ved at røre den bløde pels og allermest kontakten omkring hovedet med øjne og mund? Så vidt jeg ved, har jeg ikke haft en grim oplevelse, hvor jeg er blevet bidt af en hund eller kat, og det er lidt interessant, at ud af de 6 søskende vi er, så er det kun min tvillingesøster og jeg, der har den form for fobi. Nu skal det være! Efter 34 år har jeg tænkt mig at gøre noget ved det her. Hvis jeg bare vidste, hvad årsagen var, så ville jeg nemmere kunne arbejde med en løsning selv, apropos følelserne, jeg selv kan gøre noget ved, men jeg aner ikke noget om, hvorfor jeg har denne fobi.

Jeg har som sagt hørt meget om, at hypnose skulle hjælpe, og da jeg mødte Tine, hoppede jeg ind på hendes hjemmeside og læste lidt om de forskellige behandlingsmuligheder og spurgte, om hun vil hjælpe mig. Det ville hun, og jeg har indgået denne spændende aftale med hende, at jeg skal dele min oplevelse og erfaring med behandlingerne.

Jeg var forbi Tines klinik i Åbyhøj i sidste uge og var mega spændt. Vi brugte den første tid på at snakke, så hun kunne komme nærmere, hvad fobien kom af. Jeg kan kun komme i tanker om to konkrete episoder i min barndom, men fobien var der også inden disse. Tine ville prøve at tage fat i min første oplevelse i landsbyen, hvor jeg – efter at være vågnet i min farmors hjem – kom til at sparke til en kat, der lå i fodenden, fordi jeg blev skræmt, da det gik op for mig, at det var en kat, jeg lå og nussede med, og ikke en blød pude, som jeg troede.

Jeg lagde mig på briksen, klar til hypnosen – til at tage tilbage til tiden i landsbyen. Og hvad går hypnose ud på? Som Tine meget fint og pædagogisk fortalte, så kommer man i en tilstand, hvor man hverken er helt vågen eller helt sover. Et sted derimellem. Netop i den tilstand skulle kroppen være mere modtagelig over for udefrakommende. Tine gav et eksempel, som giver god mening og er let at forstå. Når folk med lavt selvværd kommer til hende, så sørger hun for at få sagt en masse ting til denne person netop i hypnose-tilstanden og sørger for at “fodre” personen med at vedkommende er noget værd. Man snakker ikke selv så meget under hypnosen – kun i form af ja eller nej. Jeg følte, jeg stadig var i kontakt med Tine, men fuldstændig tung og i et meget dybt lag et sted.

Jeg prøvede virkelig at koncentrere mig og forestillede mig de ting, Tine fortalte, jeg skulle forestille mig. Og som hun hver gang sagde i afslutningen af sætningerne: “Forestil dig det og forvent det”. Netop forventningen og troen på hypnosen er nok en lige så vigtig en del af behandlingen, for hvis man ikke tror på den, er det også meget sværere at opnå hypnosetilstanden. Jeg var selvfølgelig skeptisk i starten og havde en hoste, der også irriterede mig, så det tog noget tid for mig at slappe helt af.
Dér hvor det virkelig virkede for mig, var konfrontationen med den lille Esra i landsbyen. Det var intenst. Jeg kunne se lille Esra lige dér, lige i dét øjeblik med de følelser, jeg mærkede dengang. Shit, det var rørende, og jeg mærkede, hvordan mine øjne vædede ved synet af hende. Forestil dig at du står overfor dig selv som 5-6 årig, at der står en voksen, du kan stole 100 % på og er der for at beskytte dig, at du har 100 % tillid til denne person, fordi personen er dig selv. Det føltes rart, der var noget trygt ved situationen, og den fik mig efterfølgende til at tænke mere i rationel form over, at jeg ikke skal gå og være bange for den kat, når jeg jo netop var i trygge rammer. Det var med det perspektiv, at jeg følte, at jeg havde rykket mig lidt, men fobien er nok ikke væk .. endnu 🙂

Da jeg sad og snakkede med Tine efterfølende, ville jeg høre hendes syn på det rørende møde med lille Esra, og kom selvfølgelig ind på min far og andre familierelaterede episoder fra min barndom. Jeg synes jo selv, at jeg er kommet over det, er kommet videre, har fået min fars accept, og jeg glemmer ikke hvordan Tine afbrød mig, da jeg sagde, at jeg syntes, at det var mærkeligt, at jeg havde været meget følsom på det sidste. Mærkeligt?, sagde hun. Det lyder jo helt vildt, hvad du har været igennem, og det er slet ikke mærkeligt med de følelser, sagde hun. Det ville være mærkeligt, hvis du ikke havde dem. Det var rart med anerkendelsen af mine følelser fra en helt fremmed. En voksen. Måske er det dét, jeg har manglet. En voksen, der nærmest skulle fortælle mig, at jeg havde ret til at være ked af det. Jeg ved det ikke.

Jeg glæder mig i hvert fald til næste gang. Jeg kunne se på Tine, at hun syntes, at vi måske skulle tage fat i noget andet end den fobi :-D. Jeg tror det ikke. Vi må se.

Spændende er det i hvert fald. Har I prøvet det? Hypnoterapi, tankefeltterapi eller andet? Det er jo vildt spændende, og jeg vil virkelig gerne høre, hvis der er andre herinde, der har erfaring med det!

4 kommentarer

  • Kirstine

    Det lyder ret spændende og interessant. Kender Tine en hypnotisør i Københavnsområdet, som hun kan anbefale?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Hej Kirstine

      Ja, det er mega spændende. Desværre kender Tine ikke nogen i København. Jeg har spurgt Mette her i kommentartråden – lad os se hvad hun svarer 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg har været vandskræk og haft dertilhørende angst i mange år og i en grad, hvor vand til anklerne kunne udløse angstanfald.
    Efter én gang med hypnose var det helt væk.
    Inden og under hypnosen var jeg dog skeptisk. Jeg faldt ej heller i trance, men var ved fuld bevidsthed under det hele. Men da hypnotisøren spurgte mig, om hvor det gjorde ondt i hovedet, tænkte jeg først hun var galt på den. Men få sekunder efter, kunne jeg mærke store smerter i hovedet, som alle forsvandt, da hun knipsede smerten væk.
    Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv – at investere i hypnose trods skepsis.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Hej Mette. Det lyder jo helt vildt! Hvor er det dejligt, at det har virket. Jeg har det også sådan, at jeg ikke føler mig i trance, og jeg synes at jeg er i bevidsthed, men kan samtidig mærke på min tunge krop, at jeg er lidt væk. Det er jo fantastisk, at det har hjulpet. Tog hun fat i en episode, du har haft tidligere? Vidste du selv, hvad vandskræk kom af? Jeg synes nemlig det er svært, når man ikke helt selv ved, hvad det kommer af.
      Du må endelig gerne anbefale personen ved navn, som hypnotiserede dig 🙂 Der bliver ihf spurgt til, om vi kender nogen i København, men desværre 🙁
      Rigtig god dag!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi har tapetseret! + indretningstips