Vi har tapetseret! + indretningstips

Karriere med tid til familien – min vej

Foto af Andreas Bang

Der er mange, der ikke helt forstår, at jeg har sat min karriere som farmaceut på hylden, at jeg har fravalgt det sikre og turdet gå en anden vej. Samtidig er der mange, som efterspørger mere tid med familien, mindre hamsterhjul, mere samvær, mere nærvær.

Der er ingen tvivl om, at jeg har brugt alt for mange timer på frivilligt arbejde og haft lidt ondt i maven til tider i forhold til det økonomiske herhjemme. Fleksibiliteten var bare altafgørende for mig. Jeg sagde mit job op som toksikolog i Miljøstyrelsen, drog til hjembyen Aarhus med en kommende barsel og handlede på ideen om at skabe musikalske legestuer på plejehjem til fordel for ældre på plejehjem og barslende/hjemmegående forældre. Jeg fik en deltidsstilling på 6 måneder via min nyoprettede forening via midler fra Sundheds- & Ældreministeriet, og det lykkedes mig at etablere 10 legestuer på 10 plejehjem i Aarhus Kommune.

Lidt efter lykkedes det at få en 7 måneders kontrakt igennem med kommunen for at færdigetablere konceptet. Sideløbende voksede foreningen og blev til Samværd med dybt engagerede mennesker i mit netværk, der begyndte at arbejde for en større sag. Vi vil nemlig være med til at skabe mere livskvalitet og fællesskaber på tværs af meningsfulde møder mellem generationer og tage ansvaret for omsorg og samvær tilbage fra institutionerne til det personlige initiativ.
Jeg har lært utroligt meget i år, og jeg har kæmpet meget. Her i slutningen af året blev det lige til 4 måneders deltidsstilling via Sundhed & Omsorg til mig som daglig leder. Jeg har været for naiv og troede, at kommunen ville støtte legestuerne permanent. Det politiske spil er ikke lige min boldgade, og der er meget, man ikke lige forstår, når man synes, at man har opfundet verdens bedste ide til gavn for velfærdssamfundet.

Jeg blev vred, da jeg i forbindelse med et oplæg fik at vide af et byrådsmedlem, at jeg som ung ikke burde lave frivilligt arbejde. “Det er noget man gør, når man bliver gammel. Du burde i stedet arbejde som farmaceut og betale skat til staten som tak for den gratis uddannelse, du har fået”, sagde han. Jeg kan jo godt se, hvad han mener. MEN, jeg blev vred. Det er jo fordi der er noget i samfundet, der ikke fungerer optimalt, at vi har brug for mere mening i vores hverdag, at nogen bliver nødt til at handle på det. Jeg blev vred, men især efter min lange rejse med usammenhængende økonomisk indtægt, kan jeg jo godt se, hvad han mener.

Dét er jo uholdbart i længden.

I starten af året begyndte vi på en fondsansøgning, og jeg må ærligt indrømme, at det har været en trættende proces, og desværre har min primære motivation til at få ansøgningen færdiggjort, været, at der ville komme flere hænder til opgaven og mere styr og ro – jeg kunne ikke bare give slip. Jeg har vaklet i troen på, om jeg overhovedet var interesseret i en stilling til mig selv, hvis vi fik fondsmidlerne, for hele processen har gjort mig i tvivl.

Og så er det sket.

Nu har vores forening fået 3,6 mio. kr. til de næste to år takket været Nordea-fonden, så vi kan udbrede konceptet og arbejde hen imod at blive central ressource inden for rådgivning og udvikling af initiativer, der bygger bro på tværs.

Og med de penge følger der endnu mere ansvar, og jeg glæder mig til at tage fat som formand for Samværd, og kan nu – og først nu – ærgre mig over, at jeg ikke tænkte mig selv ind i de 3,6 mio. kr. Det er for pokker nu, at det bliver sjovt. Men det kunne jeg ikke se tidligere på året.

Jeg deler det her, fordi der er så mange, der spørger til min rejse og hvordan jeg gør. Jeg ved det faktisk ikke helt. Jeg ved ikke om det er klogt, men når jeg ikke fortryder det mindste i min rejse, må det være fordi det var rigtigt.

I kan læse om nyheden her:
http://foreningensamvaerd.dk/foreningen-samvaerd-faar-mill…/

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi har tapetseret! + indretningstips