Kom nu over guldet og diamantringen

Fredag i flammer, afsocialisation med naboen og ny tirsdagstradition!

1210

Tak for den store opbakning til mit indlæg om guld og diamanter. Jeg tror, at mange kunne nikke genkendende til, at guld og glimmer ikke er det essentielle i ægte kærlighed, og det er da skønneren at have nogle læsere, der værdsætter kærligheden uden alt for meget forkærlighed til det materielle. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg skal bruge mine 10 guldarmbånd til, men indtil videre må de “pynte” boksen i banken, og mon ikke vores børn arver dem :-D.

Vi sidder nu alene, hvis man ikke tæller sovende børn med, og det kører på fuld skrue med min irriterende vane, der gør, at jeg ikke er så god til at få fingrene på tastaturet og skrive. Yep, jeg har nemlig en ret dårlig vane, hvilket betyder, at jeg ikke kan bruge min højre hånd, når vanen er i gang, og det har faktisk en ret negativ indvirkning på min effektivitet. Nu kæmper jeg lige imod min trang og må fortælle om, hvordan drømme kan gå i vasken eller i flammer.

Vi fik taget os sammen til at forkæle hinanden i fredags – ja taget sammen, altså fik arrangeret hvor nogle af børnene skulle placeres. Munira og Isak blev sat af til hygge med deres farmor og skulle sove med hende. Så var der jo lige lille Nora, som vi var overbeviste om ville ligge lige så stille og sove, som hun plejer at gøre herhjeme kl. 19.30. Vi havde selvfølgelig ikke tænkt på, at skoldkopper, som hun er angrebet af for tiden, og den lettere forkølelse ville have en synergistisk effekt i negativ forstand, for nu skulle mor og far jo på restaurant og spise og sørge for lækker mælk til hende! (altså mig). Jeg havde faktisk lige købt en ny skjorte-i-bluse, som jeg tænkte, jeg kunne tage på, selvom jeg var usikker på, om jeg ville beholde den, men den slags tænkerier er der ikke tid til, når man har en lille bebs, der lige når at savle på den. Sådan fik jeg taget beslutningen om at beholde den – takket være Nora. Apropos tøj, så har jeg gennem tiderne fået henvendelse om, hvorfor jeg ikke deler inspiration til tøj på min blog – især når jeg har kategorien “Mit klædeskab”. Jo jo, det vil jeg da også, men der er ligesom kun 24 timer i døgnet, og jeg har også villet tænke lidt over, hvordan jeg gør. Det har jeg så gjort lidt og forbereder eet outfit-indlæg, som du kan læse én af dagene. Jeg glæder mig til at høre, hvad du synes.

Nå, men Uffe bestilte bord til 2 voksne kl. 20 på Flammen. Vi parkerede Kia’en på Telefontorvet og tænkte, at gå-turen ville sikre en god sovende Nora. Da vi kom ind på restauranten, og jeg så barnestolen ved bordet, kunne jeg nærmest fornemme, at det hele ville gå galt fra starten. Hvorfor havde de da stillet en barnestol? Vores Nora skal jo sove, sagde jeg til tjeneren :-D. Uffe prøvede at putte Nora udenfor i klapvognen, og jeg havde sørget for, at begge alarm-enheder var ladet op, men tror du ikke, at lige så snart Uffe troede, at Nora var i drømmeland, og vi satte os til rette og tændte for alarmen, så var der ingen lampe, der lyste på forældreenheden. Og jeg havde faktisk taget opladeren med for en sikkerheds skyld, men til hvilken nytte, når der ikke var stikkontakt lige ved vores bord. Inden vi begyndte at flytte det hele, kom jeg til at slukke og tænde for alarmen, og wupti, den virkede! Dog varede glæden ikke længe, da der kom en skrigende babylyd igennem den. Jeg havde det lidt som flammen på stearinlyset midt på bordet – tæt på at udvikle sig til Københavns brand ala 17-noget-med-halfems tror jeg, og jeg løb ud til Nora og endte til sidst med at amme hende. Det var så det, hun åbenbart manglede. Ligesom prikken over i’et. Og så sov hun.

Ja, og vi sad og kiggede begge to ind i flammen, halvsovende, og blev enige om, at vi ikke gør det her igen. På trods af den lidt uheldige oplevelse fik vi bestilt kage og prøvede at vågne op med kaffe, men der var nu ikke noget bedre end at komme ud i den kolde vind, der tog fat om os og sagde “gå nu bare hjem” :-D.

Nå, men vi har fået indhentet vores søvn og set et par afsnit af Bedrag og Krøniken og Familien fra Lærkevej – hvor er de spændende alle sammen, og jeg glæder mig faktisk til at være færdig med dem, så jeg kan få lidt mere gang i bloggen, men det er så hyggeligt at sidde og se det sammen med Uffe og være lidt social uden børnene – høhø altså vi snakker også ind imellem, når vi ikke fatter, hvad svenskeren i Bedrag siger :-D.

Apropos det at være social, så har vi cuttet noget af forbindelsen til naboen. I køkken-alrummet har vi et et stort vindue, som i øvrigt snart bliver til en dobbeltdør (jubii!), så man kan komme ud til vores nye træterrasse (spændende!), og derfra kan man faktisk kigge over til deres dør, der står lige ved komfuret og køleskabet. Vores nye hæk synes jeg ikke helt vokser tæt i en eksponentiel vækst, og da jeg ikke har lyst til at have vinduet/døren rullet for hele vinteren, har vi nu fået sat en stor thuja i jorden lige der, hvor vi plejer at kunne kigge over til hinanden. Vi kan (desværre) ikke længere vinke til hinanden, men heldigvis er der mange andre måder at ses på :-).

Hold da op, jeg har mange ting i dette indlæg. SÅ går vi lige fra afsocialisering til socialisering, for hvis du kender mig ret, så er jeg nok mest til det sidste :-D. Jeg har fået en ide, og jeg er faktisk vild med den. Jeg håber, at du hopper med på den, for den er bare genial. Vi har nemlig indført en tirsdagstradition! Vi laver lasagne hver tirsdag (bliver man træt af det?) og laver legeaftale med en fra Muniras klasse, hvorefter forældrene så kommer til lasagne til aftensmad. Det var første gang i går, og det fungerede perfekt! Jeg lavede lasagnen tidligere på dagen – det er jo en nem ret, og noget både voksne og børn elsker. Lidt salat til og to styks hvidløgsbaguette, så har du stiftet bedre bekendtskab til dit barns klassekammerats forældre, og du har reddet dem fra at tænke på at hente barn og lave aftensmad. Tirsdag passer bare så godt, da Uffe og Isak går til gymnastik, og på den måde får både jeg og Munira og klassetøsen lidt fred til at lege uden for meget Isak-postyr. Jeg var oven i købet så heldig, at Nora sov, så jeg havde faktisk mange øjeblikke, hvor jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle gøre af mig :-). Jeg synes, at det er fedt at hilse ordentligt på børnenes forældre, når man tænker på, at Munira skal gå i klasse med dem i 9 år! Ikke at vi ikke ses med dem ellers, for jeg har som forældrerådsmedlem sørget for, at vi holder en sammenkomst i slutningen af denne måned med alle forældrene uden børn, men det er noget andet at mødes med to forældre i forhold til at mødes med 50 forældre!

Nu vil vi lige se 5. afsnit af Familien fra Lærkevej, mens vi hapser nogle af de muffins, vi har bagt til en vis person, der fylder 6 år på fredag.

 

4 kommentarer

  • Ida

    Det var da en god tirsdagstradition. Vi har fået at vide, at vores søn vil have godt af flere legeaftaler med drengene fra klassen, jeg synes bare det er svært at få tid til i hverdagene (eller måske have overskud til det). Det er en god ide simpelthen at reservere en dag til det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Lige præcis Ida! Vi har også syntes, at det var svært at få det gjort, og som du skriver kræver det overskud, og der dukkede altid noget op. Det virker meget overskueligt det her

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • anette elming nielsen

    Ja, der sker godt nok meget i dette indlæg. Men det er altid hyggeligt at læse om jeres travle liv. Pas på dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kom nu over guldet og diamantringen