Kære menneske

Kære mandlige pædagog. Vi valgte din institution fra, blandt andet på grund af vores besøg hos jer, dengang vi kiggede på institution til Munira. Mens vi stod og snakkede med dig, kom en grædende pige løbende over til dig, fordi hun havde slået sig. Du klappede hende helt overfladisk på hovedet med en meters afstand og sagde, at det nok skulle gå. Vi kunne se, at det ikke gik. At hun ikke var helet. Det var selvfølgelig ikke kun af den grund, men det betød noget. Det faldt os i øjnene, at barnet der søgte din opmærksomhed blev mødt af en overfladisk reaktion. Jeg ved ikke, om det var fordi, du ikke kunne finde ud af at tackle situationen, du af natur ikke er særlig omsorgsfuld, eller om du er underlagt regler fra nogens side. Vi syntes bare, at det var synd. For jer begge to. Stakkels dig der er havnet et sted med små børn, der for det meste bare har brug for at mærke omsorg og kærlighed, hvis du ikke inderligt elsker at arbejde med børn eller ikke kan finde ud af at aflæse børns behov.

Eller hvis du ikke må elske børn. Hvis du dagligt skal tænke over, hvor grænsen til din naturlige evne til at vise omsorg, kramme og kysse skal gå. Vi tænker alle over vores handlinger på arbejde – og det skal du også, når du sidder til kaffepause med dine kollegaer eller møder os, når vi henter vores børn. Men du skal være helt dig selv, når du er sammen med vores børn. Du skal ikke frygte, at du bliver mistænkeliggjort, hvis du viser kærlighed. Du skal vide, at vi ikke kun sender vores børn afsted, fordi de kun skal få dækket det faglige eller sociale behov. De er væk fra os over halvdelen af dagen. De skal være mennesker hele dagen, ikke halvdelen. Når du kan se, at de har brug for dig, skal du være der. Krammer de dig, skal du kramme tilbage. Har de brug for et kys, skal du kysse. Du skal gøre lige præcis dét, du føler, der gør dig til et menneske. Et kærligt menneske. Du skal ikke elske deres løbende næser, stinkende bleer eller beskidte hår mere end deres behov for nærvær.

Jeg kan læse, at man nogle steder har forbudt pædagogerne at kramme eller kysse. Jeg tror, jeg ved hvorfor. Jeg kan læse nogle steder, at vi er individualister. Vi skal læse, vi skal uddanne os, vi skal arbejde, vi skal overleve. Vi skal give staten tilbage. Ikke i kærlighed, men i penge. Vi skal være stærke og kunne konkurrere om at være de bedste til at levere – ikke i kærlighed men arbejdskraft. Og det hele skal jo starte et sted.

Kære pædagog. Vi skal ikke lade få pædagogers misbrug gå ud over dig. Vi skal ikke lade undtagelsen dømme dig. Please. Vil du ikke love mig, at hvis mit barn er ved at falde, så står du klar til at gribe hende, og hvis du ikke når det, så står du klar til at kysse og kramme. Jeg er ikke uddannet pædagog eller noget, men jeg ved, at mit barn i sådan en situation har brug for tæt menneskelig kontakt, varme og nærvær – oprigtig kærlighed. Mit barn ved ikke eller tænker ikke over, at det er under statens vinger, og at den voksne, som mit barn bruger halvdelen af dagen sammen med, har det som sit job at passe mit barn. Mit barn ser et menneske, en voksen, det ser op til. Jeg vil gerne have, at den voksne, mit barn ser op til, har nogle kærlige, menneskelige værdier, og at det er dem, der tæller. At det er de kærlige værdier, der bliver givet videre til mit barn, og at det er dem, mit barn på et tidspunkt også selv vil give videre.

Du kan følge mig på Instagram på @2verdener og min nye private profil @esra.ap.
Like min Facebook-side her.
Følg mig på Bloglovin? her, så du kan få en mail, når der er nyt på bloggen.