Kom nu over guldet og diamantringen

Jeg har sovet rigtig dårligt de sidste to dage, fordi jeg (eller Uffe :-P) har formået at gøre Nora snotforkølet, og jeg har derfor fundet uldhue og futter frem fra Isaks tid, altså til Nora – ja, som om det er hundrede år siden – der er jo faktisk kun 2 år imellem Nora og Isak (tænk engang!).

Og heldigvis købte jeg dem i neutral farve, så de kan genbruges nu. Det med nattesøvn får mig til at tænke på, hvor heldige vi har været med Isak og Munira, som har skånet os for den der afbrudte nattesøvn, som mange forældre snakker om – ikke at de ikke har været der, men faktisk ret sjældent, så da jeg takket være Nora har sovet elendigt de sidste to dage, vil jeg lige huske at være taknemmelig for alle de andre dage :-D. Jeg har været så heldig at få sovet om dagen, inden de andre unger skulle hentes, og jeg sidder nu til gengæld lysvågen, lidt irriteret over åbenbart verdens vigtigste nyhed, der bliver ved med at dukke op på mit newsfeed på Facebook og kommentarerne knyttet til. En vis kendisperson har åbenbart fået en diamantring i barselsgave, og ih og uh, hvor er det stort og sødt. Først tænkte jeg, om der lå en eller anden større mening bag historien, men nej – der bliver sgu virkelig lavet nyheder om det i flere medier. Altså forstå mig ret – jeg er glad for at dele en andens glæde, men hvor stor en nyhed kan det blive, at et kendis-par, der sikkert har et vist sted på kroppen fuld af penge, giver hinanden en diamantring? Hvor overraskende er det? Det havde måske været en nyhed, hvis manden havde lagt et græsstrå fra haven med en kærlighedserklæring om, at intet kan beskrive størrelsen af den glæde, det har givet ham, at hun har født hans barn :-D. Vær nu lige lidt mere romantisk, ik? :-D.

Okay, det kan måske virke lidt plat, at jeg skriver om det her, og det er selvfølgelig kke kun for at kritisere en nyhed om et kendispar, jeg skriver det her indlæg. Jeg kom bare til at tænke på dengang jeg var single og altid skulle høre om, hvad den ene havde fået af manden, eller hvor meget guld pigen havde fået af mandens side til et bryllup. I de tyrkiske kredse får pigen nemlig guld, og det er noget, man er meget stolt af at offentliggøre til selve brylluppet, hvor mange guldarmbånd eller hvor mange penge parret har fået af selve familien. Hvor meget økonomisk støtte, man har fået af familien. Åh, hvor ville jeg ønske, at der ikke findes unge derude, der går og drømmer om at få en partner, der kan købe diamantringe eller slotte til dem eller hvor stort et bryllup, de kan give dem. Selvfølgelig drømmer mange piger om, hvordan deres bryllup skal være, men jeg har virkelig aldrig forstået, hvorfor det materielle skal fylde så meget til en ceremoni, hvor man fejrer kærligheden, som er så meget over det materielle niveau, og slet ikke når jeg ved, hvor mange problemer det mange gange giver gommens familie, når han skal leve op til forventningerne udefra. Og alle de gange, hvor det faktisk ender ret galt i familieforholdene mellem pigens og mandens side.

Ja, snak du bare Esra, når du ikke selv fik en dyt af Uffe, kan jeg lige sige, hvis du gerne vil vide, hvor jeg står i det i forhold til vores bryllup. Ja, der var faktisk ikke så meget at få fra den side. Ikke andet end en Uffes opbrugte opsparing i studietiden eller et billigt selskabslokale på Lundtoftegade på Nørrebro, men er du gal, jeg var ligeglad! Og i den grad ligeglad med de 10 stykker guldarmbånd, Uffe på en eller anden måde blev tvunget til at købe, så jeg nu ikke var helt gratis :-D. OMG. Selvfølgelig var jeg ikke helt ligeglad med, hvordan mit bryllup skule foregå, men når man står der og er 24 år gammel og studerende, og man føler, at man har fundet kærligheden, så er det nok den største drøm, der er gået i opfyldelse, og så kan guldet og pengene komme, hvis vores ægteskab kan holde til det. Jeg mener, det er jo ikke alle pengene, der skulle sikre vores sunde forhold – det er jo ikke de 10 guldarmbånd, der skal redde mit ægteskab. Det er respekten og kærligheden, og hvis dén er med os, så kan vi sidde her efter 8 år (om 13 dage!), færdiguddannet begge og med job og penge fejre, at vi stod stærkest i kærligheden. Pengene havde vi ikke, men det er jo ikke dém, der har ført os til i dag.

Skal vi sige, at det er det her med at tænke langsigtet? Og det er jo tit det, der er så svært for unge mennesker, der klask-og-pladask forelsker sig og går med de ikke-opfyldelige drømme om det store bryllup og hestevognen. Okay, jeg må indrømme, at hver gang jeg ser et brudepar i en hestevogn, får jeg da også lyst, men kunne aldrig finde på at bebrejde Uffe for, at han ikke kunne give mig det dengang, og det er måske lidt mærkeligt, men jeg vil hellere gå og drømme om nogle ting end at få dem. Vi fik f.eks. heller aldrig taget nogle ordentlige billeder, og hver gang jeg ser de smukke bryllupsfotografier eller -videoer, ruller mit eget bånd i hukommelsen af selve dagen og glæden. Heldigvis for det. Dét sidder fast i hukommelsen, og den er så stærk, at jeg kan nøjes med at forestille mig, hvordan det ville have set ud uden at have en stærk trang til få det realiseret.

Selvølgelig er det smukt, når éns mand giver en fødselsdagsgave eller barselsgave, men lad for Guds skyld lad være med at sammenligne din mand med, hvad andre gør. Kommentarer som “Se, hvad hun har fået” eller “Er jeg ikke det værd”. Lad være med at kommentere med “Er jeg ikke ligeså meget værd som hende”. Tro mig, jeg har hørt folk gøre det, og jeg synes, at det ikke er andet end tegn på manglende oprigtig kærlighed imellem parret. Kom bare videre. Vær glad for at du er sammen med én, du  trods alle de materielle ting, du ikke er blevet forkælet med, har formået af skabe en familie, der er fyldt med respekt og kærlighed. Det er nemlig den, der tæller og giver den største bonus i sidste ende 😉

Med det sagt, så har jeg da ikke noget imod at fejre vores 8 års bryllupsdag med en middag. Jeg vil hellere få noget at spise end at få en ring på hånden, tak! :-P:-)