På gaden uden penge

Forleden holdt jeg Munira hjemme fra børnehaven, fordi hun mente, at vi skulle hygge sammen 🙂 Fint, tænkte jeg og lagde hurtigt nogle planer i hovedet. Vi kunne gå ud i sneen på legepladsen, tage forbi frisøren og få rettet hendes pandehår, forbi fotobutikken og få taget pasfoto til Isak og forbi biblioteket.. ja hold da op, mange ting, og ikke umuligt, men UDEN hjemmenøgler og penge? Det gik nemlig hurtigt op for mig, at Uffe IKKE havde taget min taske med op fra bilen efter vi var kommet hjem fra Jydelandet (sur og frustreret smiley) – taske med penge og alle nøgler! Åhh alle mine planer, var de gået i vasken? Eller… 

Hah, hvis du kender mig godt, så ved du nok, at der skal lidt mere til for at begrænse min verden :-). Uhh ja, jeg er ikke glad for at sige det, men jeg gik hjemmefra uden at låse døren (har faktisk tit tænkt, om man ikke på den måde netop kan undgå tyveri – tyven vil jo tro, at der er nogen hjemme? ..  ikke efter at jeg har skrevet mit gode tip :-D).
Anyways, efter at vi legede på legepladsen – og skønt med Isak, der sov – sagde jeg til Munira, at NU skulle vi drage på eventyr :-). Jeg kunne da ikke punktere hendes drøm om at gå til frisør :-). Med Munira på løbecykel og Isak i barnevognen og uden en krone i lommen traskede vi i sneen mod Valby Langgade – okay ærligt… nogen måtte da have Mobile Pay, tænkte jeg også.. 🙂

Ved Valby station bemærkede jeg en pige – ja, jeg må hellere lige nævne hende her, for det viste sig, at det ikke var sidste gang, jeg skulle have noget med hende at gøre. Som sagt så jeg hende bare. Måske var det tøjstilen, der fangede mig. Høje boots, stramme bukser og tørklæde, men så meget smart ud –  lyder det som en fordom? Ja, jeg ved det heller ikke selv, men håber ikke :-). Hun så mig også, og der var et eller andet. Vores blikke mødtes, men jeg skulle jo bare videre, og hun var taget til fange af de frivillige nødhjælpshververe.

Videre… Først forbi Frisørsalon Milo, som havde en tid om en time, men som ikke tog imod Mobile Pay. Jeg foreslog kontonummer, men pigen var ikke så glad for, at jeg ikke havde pengene og forklarede, at hun ikke var ejeren og kunne ikke gøre noget. Fair nok, vi går videre…
Ud på Valby Langgade for at få taget det forbandede pasfoto langt om længe :-D. Ind i Valby Fotobutik, ingen Mobile Pay, men da jeg sagde, at jeg havde glemt min pung derhjemme, fik jeg at vide, at jeg bare kunne komme med pengene en anden dag! Fedt! 4 billeder 139 kr. og manden, der reddede lidt af min dag :-).
Nå, men kunne jeg ikke være heldig at gå ind i én jeg kendte i Spinderiet, tænkte jeg, og børnene kunne godt trænge til en bolle, inden vi skulle på biblioteket. Ingen bekendte, så jeg nærmede mig køen og spurgte én, om hun havde Mobile Pay, og om vi kunne bytte lidt penge. Det havde hun ikke, men var det bare en bolle? Den skulle hun jo nok købe. Sødt 🙂
På biblioteket sad vi, læste lidt mens der blev gumlet i bollerne. Pludselig så jeg en bevægelse i øjenkrogene – de boots dér… Jeg hævede blikket, og pigen fra Valby Station stod der. Skulle jeg, skulle jeg ikke? Selvfølgelig skulle jeg… sige: Hey, må jeg spørge om noget? Har du Mobile Pay? (Haha ik grin ad mig – jeg kommer til at blive mobbet med det her). Jeg nåede ikke engang at fortælle færdig, og hun stod med pungen, tog nærmest alle sedlerne op og var klar til at give alt, hvad hun havde. Jeg bad bare om 200 kr., og hun nærmest insisterede på mere. Jeg skyndte mig at tage telefonen frem og ville overføre pengene, men hun var nærmest ligeglad. Jeg fik navnet… Zainab .. Tak Zainab. Jeg fik ikke fortalt dig, at jeg havde bemærket dig før, men mon ikke skæbnen vil bringe dig ind på bloggen en dag – og måske vil du læse om, hvordan du reddede min dag?

200 kr.!! Tænk at jeg havde skaffet penge! Penge til frisøren 🙂 Der var jo lige præcist gået en time, og vi kom derind, og hun kunne tage imod os! Under klipningen kom vi til at tale om, at pigen drev salonen med broren, og først efter jeg kom ud derfra fik jeg dårlig smag i munden. Så hun var medejer? Efter alt det gode jeg nu havde mødt, var jeg blevet vidne til en løgn. Øv. Men ved du hvad. Jeg lagde ikke det store i det – skulle selvfølgelig lige ud med det, så jeg gik derind igen og konfronterede broren med det (pigen var der ikke) og sidste gang er det, at jeg går derind.

Jeg fik endda smadret min telefon derinde – et lille uheld og hele skærmen var itu, men vil du tro på det? Vil du tro, hvis jeg sagde, at jeg slet ikke tænkte over det? Og ja, selvom jeg for tiden tænker meget på penge, fordi vi lige skal overleve barslen med orlov uden løn, nu hvor jeg har valgt at have lidt mere tid sammen med Isak. Fordi jeg har verdens bedste fotobutik, verdens sødeste kvinde-i-kø og verdens sødeste medborger Zainab.