Pithiviers med marcipan og chokolade

Så pyntes der herhjemme..

Der har været fuld gang i forberedelserne til Eid herhjemme. Der er egentlig mange ting, jeg gerne vil nå, men det er ikke helt så nemt, når man også har en lille én. Jeg synes virkelig ikke, at det er meget, man når, og de sidste par dage, har jeg altså ladet oprydning og rengøring ligge lidt, for at udnytte Isaks sovetid til lidt Eid-forberedelser. Tænker du: det har jo lige været Eid? Mange bliver forvirret, når man siger, at det er Eid igen, og i forvejen er det jo ikke helt nemt at holde styr på det, da det rykker ca. 11 dage hvert år. Den islamiske kalender følger nemlig månens faser (og ikke solens), og hver måned er ca. 29,5 dage lang, og et år er derfor kun på ca. 353-355 dage. Derfor rykker Eid hvert år ca. 11 dage tidligere på året. Hold da op – så blev det alligevel lidt teknisk :-).

Nå, men ja, vi har jo haft Eid (som egentlig bare betyder fest), altså Ramadan-fest, men denne Eid er offerfesten – derfor hedder den Eid ul-Adha og man fejrer profetens Ibrahims (Abraham) villighed til at ofre sin førstfødte søn Ishmael (“bare” villighed, for han ender med at ofre et får i stedet for sønnen). Eid ul-Adha markerer afslutningen på pilgrimsrejsen til Mekka 70 dage efter Ramadan, og det er også derfor, at du kan møde mange hvidtklædte pilgrimsrejsende i lufthavnene efter offerfesten.
Vi har fået sendt penge afsted til fattige, som kan få slagtet nogle får og få lidt kød at spise, mens vi herhjemme skal samles hos os til morgenmad på lørdag. Efter familiens ønske er oreo-lime-cheesecake’en lavet og i køleskabet nu, og jeg har haft travlt med at købe små gaver ind og gøre noget, som jeg ikke vil skrive om nu, da jeg så ødelægger overraskelsen.
Det er så hyggeligt med Eid – vi fik idag en dejlig overraskelse med posten! Vores vennepar havde sendt (mest til Munira) en pakke med Eid-gave – SÅ dejligt at få noget med posten! 🙂

Det bliver en travl dag imorgen, hvor jeg også skal til min kusines bryllup! Hold da op – jeg må hellere sove nu, men vil gerne lige dele det, som var hele meningen med dette indlæg – nemlig lidt inspiration til Eid-pynt. Jeg fandt min svigermors gave frem fra påsken, som er en uro med får! Den er selvfølgelig hængt op over kommoden i stuen, for det kan jo ikke passe bedre, nu hvor temaet er får! :-D. Jeg fik så hurtigt lavet en lignende uro, hvor jeg – pga. tidspres – købte mig til færdiglavede får i form af nogle vildt søde får-stickers. Jeg ved, at det måske er lidt for sent, men hvis du skulle have lyst, så kan du bruge min hurtigt-lavede skabelon, som du kan finde her: skabelon Eid pynt.

Eid pynt kommode

De fine stickers fandt jeg i Arnold Busck

stickers får arnold busck Eid

De får-stickers er meget nemme at bruge, da de klæber rigtigt godt på bagsiden, og så er det meget sødt med de forskellige varianter. Pr. stk. koster 14,95 kr, og man kunne få 2 stk. for 20 kr, hvis jeg ikke tager helt fejl! 🙂

eid pynt kommode

Formen er altså ikke blevet helt så lige, men det skal siges, at det er lavet under pres :-D. Alle de undskyldninger 😉

eid pynt kommode retro

Er det ikke bare fedt, at man kan blive inspireret af påsken? 🙂

 

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pithiviers med marcipan og chokolade