Må man tjene på sin blog? De der Bloggers Delight.. Skal jeg?

Søndag i skoven, Risskov uden ris men masser af kager – og ting jeg ikke forstår!

soendag-skoven-risskov-uden-ris-masser-kager-ting-jeg-ikke-forstaar3

Så fik jeg næsten sagt det hele i overskriften :-D. Idag havde jeg bare en trang til at komme ud og gå, selvom jeg normalt elsker at tage det stille og roligt og bare være hjemme. Den del af lysten fik jeg plejet i går, og når jeg siger stille og roligt, så er det måske lidt underdrevet, da jeg i hjemmet får bevæget mig en del, når jeg skal rende efter børn, lave mad og gøre lidt rent, hvis det er endt med, at jeg ikke kan holde ud at se på det mere. Det er måske derfor, at jeg bare skulle ud, få bevæget mig på en anden måde og i virkeligheden få gearet ned ude i naturen. I skoven. Ja, for så kan rollingerne også bare løbe og hoppe rundt for ikke at tale om Munira, der havde sjippetov med – ja den fase :-). Uffe satte kurs mod Risskov, efter vi havde fået hans lækre pandekager, som jeg deler opskriften på imorgen eller noget – sådan nogle helt basic, hvis man kan sige det sådan 😉 (ja, hvor kom det fra? :-D).

Jeg kender ikke Risskov så godt, og jeg kan på det punkt slet ikke konkurrere med Uffe, der har cyklet hele Aarhus ind og ud, hvis ikke hele Jylland, men det slog mig på vej derud, hvorfor det egentlig hedder Ris-skov! Aner ikke hvorfor jeg er så reflekterende i en bil fyldt op med skrigende unger på bagsædet, men det kom altså bare til mig. Oraklet (Uffe) løste mit mysterium ved at fortælle, at “Ris” kommer fra en person, det er opkaldt efter, så nu ved du dét. Ja, gad vide hvem ham/hende Ris er – mon ikke det er en “ham” – andet vil undre mig, men jeg skal nok stoppe med alt det tekniske (sig lige til, hvis du finder ud af det :-D) .

Vi parkerede lige foran en hytte/café, der hedder Sjette Frederiks Kro – så altså en kro. Isak fik oplevelsen af at gå ned ad den stejle trappe med udsigt til vandet og fik lov at plapre løs om at falde ned i vandet. Har du børn, så tag dem denne vej, selvom du også kan køre ned! Vi gik (helt) ned til vandet, og det fede var togskinnerne, som (igen) Isak var vild med. Det må altså være fedt for børn at stå på sådan nogle skinner uden at være bange for, at der kommer et tog. På vej tilbage til bilen faldt Nora i søvn i klapvognen, og vi hyggede os med de ældre børn på en hjemmelavet legeplads af grene og stammer lige midt i skoven. Det var altså bare en lille tur, men vildt fedt at få gået sammen i skoven, hvor der er så meget plads og leg med de nøgne spinkle og tykke vintertræer og visne blade på jorden. Og nu kommer vi til dagens spontane oplevelse.

Ja, vi nærmede os bilen, men havde en sovende Nora, og jeg foreslog banden, om ikke vi skulle ind i den der hytte og se om ikke de havde æbleskiver, så vi kunne varme os lidt og hygge nu hvor Nora SOV! Absolut ingen modstand, og vi fløj igennem entréen og befandt os i en himmel af et lækkert kagebord. Klokken var 16.10, og jeg spurgte tjeneren, om vi kunne få et bord. Hun var så venlig at oplyse, at de lukker 16.30. Okay, 16.30!!&&?? (i blokbogstaver). Hvordan kan man det? En kro med udsigt til vandet med et kagebord med alverdens lækre kager, der lukker kl. 16.30! Min forargelse fortsætter længere nede, men jeg afslutter lige min beundring af kagerne og omgivelserne ved at afsløre, at vi selvfølgelig tog plads ved bordet og skyndte os at smage af alle kagerne på de 20 minutter, vi havde. Til orientering koster kagebordet tilhørende en slags bolle med smør, vand, kaffe, te og varm kakao 100 kr. per næse, så ved du, hvor du skal hen næste weekend ;-).

Og hvem tror du lige vågnede fem minutter efter at vi satte os? Jeg siger det – Nora kan mærke det, når vi prøver at hygge os uden hende, og det er en naturlov, som én skrev på Instagram (@esra.ap) engang. Heldigvis fandt vi en højstol, og Nora opførte sig meget artigt i de 15 minutter, vi havde til at skylle kage og kaffe ned :-D.

Jeg håber, at du også har haft en søndag med små overraskelser eller forargelser, og i øvrigt tusind tak for alle de søde ord om min blog her og der, da jeg skrev og spurgte jer, om jeg skal tjene på min blog. Og lad mig lige runde søndagen af med nogle af de andre ting, jeg ikke helt forstår, eller som jeg altså har undret mig lidt over på det sidste:

  • Som sagt, at man (en café) kan lukke kl. 16.30 her i landet. Jeg fatter det ikke. Det er weekend. Det er netop fritid, ja så vidt jeg ved, arbejder de fleste venner og familie ikke i weekenden. Men sådan er det – også caféer i byen i weekenden. Selv de større kæder. Man MÅ ikke hygge sig om aftenen i Danmark. Hjem i seng med jer.
  • jeg undrer mig over om det er med vilje, at Signe Molde aldrig skifter tøj i hendes programmer – altid den der sorte blonde kjole – ikke fordi at det gør mig noget, og det er vel meget miljøvenligt 😀
  • måske lidt svært for mig at forstå folk, der laver pakkekalender – altså hele 24 små gaver til deres hunde
  • jeg tror at den nye regering er meget harmonisk set ud fra de tre partiformænd Anders Samuelsen, Lars Løkke Rasmussen og Søren Pape Poulsens tøjvalg (jakkesæt jakkesæt jakkesæt). Mon de udvider café-tiderne?
  • hvorfor man ikke kan finde lige præcis dén besked, man leder efter i ens indbakke, når man søger på et ord, men man bare blive omdirigeret til hele ens tråd fra den pågældende person
  • at man ikke kan få en babyalarm, hvis forældreenhed bipper, hvis man har tændt babyenheden, men har glemt at tænde forældreenheden!
  • undrer mig over, hvad der står i alle de altafgørende mapper i Bedrag, og hvorfor de folk, der er så bange for at blive afsløret, overhovedet har deres underskrift på dem, hvis de er så hemmelige

4 kommentarer

  • Ida

    Riis skov er mit yndlingssted nr 1. Og jeg har altid troet det hed Riis Skov, altså med to i’er! Og hvordan kan personen Riis også lægge navn til byen Risskov med et i? Har faktisk tit undret mig over det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Ahaa blev jeg dét klogere Ida. Hmm, ja det kan man da undre sig over. Du gør mig mere og mere nysgerrig på den baggrundsviden :-D. Jeg tror, at der er mange steder i Risskov, jeg skal have udforsket!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Altan

    Tak for et inderligt varmt indlæg, på en lidt kold efterårsdag – det har man da brug for! Super fine billeder, som afspejler den harmoniske familie som i er.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Dejligt at jeg kan varme lidt i disse kolde tider 🙂 Tusind tak for at lade mig vide det kære Altan. Rigtig god mandag til dig! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Må man tjene på sin blog? De der Bloggers Delight.. Skal jeg?