Bliver jeg en Bente en dag?

De sidste par dage har vi tilbragt på Hvidovre Hospital – endnu engang kan jeg sige, at jeg hader hospitaler. Jeg hader den tunge luft i stuerne, jeg hader lugten af industrimad, der invaderer gangene, når klokken nærmer sig 18, jeg hader de kolde vægge, der prøver at se varme ud med den lyseblå og gule farve, og jeg hader at jeg prøver at være sød over for personalet, selvom jeg ved, at det er en lussing jeg får i form af et kort og kontant svar.

Svigermor skulle være rejst hjem i tirsdags, men en infektion i fingeren ændrede alt. Akut indlæggelse, operation, endnu en operation og endnu endnu en operation! Forfærdeligt og du er hermed advaret: En revne på fingeren kan give en alvorlig infektion, hvis det lige er den gale bakterie, du bliver ramt af.
Selvom de sidste par dage har været lidt hårde, da min dag har startet på sygelejet og sluttet der, har jeg hele tiden gået og været lidt lettet over, at jeg har været i stand til at tage mig af svigermor. Det har faktisk været så lettende, når jeg på vej hjem efter en lang dag roligt har kunnet tænke på dagen imorgen uden at blive stresset over, at jeg også skulle på arbejde. Puha, ja hvad ville man gøre? Ikke fordi svigermor ikke kan klare sig, og mine skattepenge går jo netop til, at sygeplejersken skal tage sig af min familie i denne situation, men når der går en time fra man ringer efter dem, til de kommer, så er det ikke særligt betryggende. Så jeg tænkte: Godt, jeg er på barsel, godt svigermor fik infektionen i København, godt jeg har en finger.

Og Bente? Hun deler værelse med svigermor, noget med 80, og fra jeg kommer om morgenen til om aftenen, sidder hun på stolen i den anden halvdel af værelset – hendes del. Nogle gange sover hun, nogle gange stirrer hun, og andre gange sidder hun. Bente, hun er måske lidt dement. De første par gange Isak larmede, brokkede hun sig. Jeg gik hen til hende, så Isak kunne hilse på hende – vi skulle trods alt dele værelse i nogle dage, så hvorfor ikke prøve at lære Bente lidt at kende? Det udtryksløse ansigt tøede op, og verdens sødeste smil kom frem på læberne. Bente var jo i virkeligheden vild med Isak. Jeg trak gardinet imellem sengene helt fra, for der var da ingen grund til at, hun ikke skulle føle sig en del af os. Jeg siger ikke, at Bente er forsømt, men med en søn på forretningsrejse og svigerdatter, der skal passe frisørsalonen i Sverige og ingen besøgende, og Bente siddende dér hele dagen, kunne jeg bare ikke lade være med at tænke – er det dét? Var det dét liv? Kommer jeg til at leve til jeg er 80? Vil jeg leve på den måde? Kom nu, indrøm det. Du vil sidde og tænke hver gang skyggen af et menneske nærmer sig døren til gangen – er det en besøgende til mig? Åh nej, det var bare lægen.. nej lægen er for værdifuld til at gå på gangen så mange gange, det må være en sygeplejerske eller sosu. Bente kalder efter nogen – “læg mig i seng, jeg vil sove”. Personalet har et stramt program, de løber i forvejen frem og tilbage – stiller du et spørgsmål for meget, kommer blikket… Bente er så sød, hun finder sig i alt. Hvad skulle hun ellers?

Når jeg kommer om morgenen og går om aftenen får du samme hilsen og afsked som svigermor, og jeg får en klump i halsen over at se det udtryksløse ansigt forvandle sig til verdens lykkeligste med de store missekatøjne… Da jeg købte et bundt tulipaner igår skulle du selvfølgelig også have de samme – pludselig følte jeg at andet var mærkeligt, altså hvis du ikke også fik. Som om jeg ville forsømme dig, Bente.. Faktisk har du måske mere brug for tulipanerne end svigermor. Hun har jo os.

Du kan følge mig på Instagram: @2verdener
Like min Facebook-side her.
Find mig på Bloglovin’ her.