Blev lige lidt sur på en ellers så god nyhed om besøgsbabyer på plejecentre

Da jeg loggede på Facebook idag, tænkte jeg, at der nok var sket noget – med mig, men som jeg ikke vidste – kun andre. En masse notifikationer, tags og beskeder i min indbakke om denne her artikel vedr. besøgsbaby på plejecentre. Ja, det her billede har dukket op på min skærm flere gange. Hvor er I søde, at I har tænkt på mig og på det indlæg, jeg har skrevet om vedr. min ide til legestue på plejecentre.

Jeg må indrømme, at da jeg læste indledningen i artiklen stod jeg lidt af. Der står:
“Både hunde og babygrise har fungeret som besøgende hos de ældre, men en ansat i Aarhus Kommune tænkte, at babyer også kan gøre gavn”.
Det her med at det hele virker som et eksperiment – ligesom på et laboratorium – vi prøver os frem. Vi prøver at give vores ældre mere livsglæde ved at forsøge med dyr, og så nu et menneske! Uhh, tænk et menneske! Wow. Ærligt talt, var det en joke? Skal jeg grine eller græde? Hvorfor ER det egentlig, at de ældre er så ensomme på de f… plejecentre? Hvorfor er det, at gangene derude føles så tomme, og kun bliver fyldt med glæde, når en besøgshund kommer ÉN gang om ugen? Hvorfor er det ikke, at de ældres familie, der kommer? Bare sådan uanmeldt? Eller den forbipasserende på gaden, som bare får lyst til at kigge ind til en kop kaffe?

Mange af jer har sagt til mig: Ej, gik du bare ind på plejecentret? Skulle man ikke bestille tid? Eller skrive eller ringe på forhånd? Beklager venner, måske er det vores egen indstilling, der er noget galt med. Måske har vi vænnet os til, at vi ikke bare kan banke på hinandens dør uden at have aftalt det en måned før. Måske er det bare os selv, der ikke har tiden. Måske har vi virkelig bare selv nok i os selv og skabt en lidt for firkantet verden. Bryd dig selv, bryd verden.
Hold da op, det var ikke meningen, at jeg ville skrive en roman, men jeg synes virkelig, at det her er værd at tænke over.