Hvad er det vi egentlig vil?

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle skrive. At nogen skulle sammenligne mig med forfattere, og at nogen skulle nominere mig til “Bedste Blog”. What happens?

Da jeg ringede til min fagforening under min barsel for at få opklaret nogle ting, fik jeg hurtigt indtrykket af, at alle kvinder på barsel ringer ind. For at lufte tanker – for at finde ud af, hvad det er, de vil og har ret til. Det er jo en betalt tænkepause. “Du er ikke den eneste”, får du at vide, og jeg syntes faktisk, at det var skræmmende. Jeg har tit hørt fra kvinder, at de godt kunne trænge til en pause, men samtidig var det jo også hårdt at få barn – men så kunne de jo få en pause – en lovlig pause fra livet, altså arbejdet. Livet er jo at arbejde, den ene dag efter den anden, og pludselig er man 100 år (som når Munira synger Krummes sang :-D). Det er jo ingen hemmelighed, at vi bruger den bedste tid af døgnet på at leve – dér hvor vi selvfølgelig er mest friske. Vi har jo sovet natten igennem med familien og er blevet ladet op, og så er det morgen. Den skal du bruge på at gøre børnene klar, få pakket og sendt afsted. Ud til andre. Og du. Du skal på arbejde og (over)leve. Du skal ikke bruge den bedste tid af dagen på din familie, men for at være en familie. Dine børn har det fint i vuggestuen – græder nogle gange når du afleverer, men det er jo en sund reaktion, og kort efter stopper gråden, og de hygger sig. De leger jo med de andre og lærer mange ting derhenne – og de har jo brug for at være sammen med andre børn. Ja, den har jeg tit hørt fra folk, der syntes, at det var vildt, at jeg ville tage orlov for at være mere sammen med Isak: “Han har jo brug for at lege med andre og lære at være social”. Det er da også rigtigt, og han elsker at være omringet af andre børn, men sandheden er faktisk, at vi ikke går rundt om os selv hele dagen derhjemme og ikke har kontakt til omverdenen. Det er som om, at det eneste sted, de kan blive stimuleret, er institutionen.

Hvis du er heldig at bo i en større kommune, kan du jo benytte tilbuddene om legestue. Møde andre mennesker, der tilfældigvis viser sig at være dine naboer, som du bare normalt ikke plejer  at se eller ikke “har tid” til at snakke med. Og jo, det meste af tiden er du hjemme og laver ikke andet end at være vågen med barnet eller sove med det. Ikke engang aftensmaden til familien når du at lave eller tage opvasken. Så er der de populære café-besøg, hvor forestillingen er bedre end oplevelsen, og du finder hurtigt ud af, at du er nødt til at overgive dig til barnets behov og droppe dine egne interesser. Selvom du keder dig, og du føler, at dine hjerneceller skrumper mere og mere af at skifte bleer, tørre gylp og holde brystbetændelsen nede, så nyder du tanken om, at du ér blevet en familie. Men du savner også at være dig selv, at arbejde, at producere noget, og selv hvis du ikke er typen, der har dette behov, skal du nok få at vide fra andre, at det bliver godt at komme i gang igen. At man jo savner det sociale og kan være et sted, hvor man bare er sig selv. Ud i flokken, på arbejdet, hvor du kan være dig selv igen. Sjovt nok er argumentet om at være sig selv under barslen ikke lige så velset som efter barsel, for hvorfor er det, at man har fået barnet, hvis man skal tænke på sine egne interesser og gå på café? Men når barselstiden er ved at nærme sig enden, så må det gerne hedde, at det også er godt at kunne få lov at være sig selv og social med kollegaer. Er det kun under barslen, at man skal være 100 % dedikeret til sit barn og droppe egne interesser? Og er det virkelig forbudt også at pleje sig selv under barslen?

Ingen tvivl om at jeg har været aktiv under min barsel. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg i Isaks tempo kunne gøre noget for andre. Skabe nogle ting, som jeg selv styrede og arrangerede, alt efter Isaks søvnrytme. Han nød jo at tage på den legestue, jeg startede op på et plejecenter – hver torsdag, hvor han hyggede sig med de ældre og andre børn. Det var jo en så indlysende ide for mig at bringe de her to grupper sammen, som egentlig er i samme båd – alene hjemme og ikke altid med det store overskud – men sammen kunne skabes så meget glæde og interaktion. Og ja, jeg skrev indlæg nogle gange, når Isak sov formiddagslur eller om aftenen, hvis jeg ikke selv faldt i søvn – der var en motivationsfaktor. Jeg producerede noget, hvilket også var mit behov, men jeg gjorde det aldrig på bekostning af Isak – jeg gjorde det fordi Uffe tillod mig at gøre det. Han brokkede sig aldrig, hvis jeg ikke havde gjort aftensmaden klar, eller han ikke kom hjem til en skinnende lejlighed. Det er vel heller ikke kun for at varetage mit barn og mit hjem, at jeg er på barsel? Det er vel også for at varetage mig selv – at have det godt med mig selv, for at jeg overhovedet kan have det godt med resten.

Jeg er tilbage på arbejde nu. Få har kommenteret bloggen, og faktisk snakker vi næsten slet om den. Det er som om, jeg er vendt tilbage til det gamle. Jeg føler faktisk, at jeg har udviklet mig enormt under barslen, men ikke rigtig snakker om alle de ting, jeg har produceret. Og jeg ved, at de ved det, men det hele handler om indkøring af Isak i vuggestuen, og om det ikke er rart at være tilbage. Jo, jeg blev også spurgt, om jeg overhovedet følte, at jeg havde holdt barsel med hentydning til alt det, jeg havde lavet. Jeg synes, at det er underligt, at jeg skal føle, at jeg har gjort noget forkert. At det er “forbudt” at have overskud til andre end sig selv og sin egen familie.  At det er OK at have hygget sig under barslen OG samtidig have lyst til at komme tilbage på arbejde. At det ikke er et tegn på, at jeg er typen, der ikke har lyst til at arbejde.

Prestige ligger i at arbejde, at skabe karriere, at bruge pengene fra arbejdet og på at være en familie. Men hvor er familien? Vi arbejder for at opnå en form for tryghed og stabilitet i vores liv, og den får vi igennem vores arbejde, men hvor er familien i alt dette puslespil? Når jeg hører om forældre, der ville ønske, at børnene fik varm mad i skolen, så de kunne slippe afsted med rugbrød om aftenen. Forældre der ikke serverer varm mad for børnene til aftensmad, fordi de alligevel får det i institutionen. Forældre der ser frem til at blive pensioneret, så de kan få tid til deres børns børn, læse en masse bøger, gå sådan rigtige ture i naturen og gøre alle de ting, de ikke har haft tid til før. Ja, så kan jeg sgu godt undre mig over, om vi virkelig lever eller bare arbejder. Og så er der de her kvindelige ledere, der råber højt om, at det kræver hårdt arbejde at nå til tops, men i ligestillingens navn må vi tage den kamp. At du er nødt til at sortere i din vennekreds og kun være sammen med dem, der giver dig noget. At spise frokost med dem, du lærer noget af. At holde det ud, og du en dag vil få tid til familien, til at leve, og indtil da lever du af drømmen om din prestige.

Jeg synes, at trygheden er ligeså farlig som utrygheden. Vi vil den, og den koster noget – livet. Vi er trygge, når vi ikke har tid til andre, eller når vi ikke skal eller behøver at tænke på andre. Vi opdrages til, at vi er de vigtigste. Jeg’et. Det hele handler om os selv, og i virkeligheden er dette jo med til at dyrke tanken om, at vi ikke behøver at tænke på andre. At vi ikke har et behov for at kende naboen eller have et forhold til den. Vi kan lide trygheden, og den er jo også mest sikret, når vi ikke lukker andre ind eller åbner op for andre. Men har vi overhovedet tiden til at lukke vores egen familie ind til os selv? Jeg mener ikke i tiden fra kl. 17-19, men altid. Og måske er der ikke noget at sige til, at vi ikke har tiden eller overskuddet til at tænke på andre, når vi ikke engang har den til os selv og vores familie. Men er det virkelig det liv, vi vil leve?

Nåh, men! I stedet for at have dårlig samvittighed over, at jeg skal have nr. 3 barn nu, at jeg skal på barsel igen, at jeg skal bilde mig selv ind, at jeg gør en samfundstjeneste ved at sætte børn i verden, at jeg er med til at reproducere os selv og sikre overlevelsen af vores land, at det er min største ret, og at jeg ikke er den eneste, at jeg skal overbevise folk om, at jeg ikke er typen, der ikke gider arbejde, at mit arbejde er løndækket af sin forsikring – ja, så vil jeg bare gerne bare kunne sige: Vi skal have nr. 3 barn.

Jeg er nomineret til Børn i Byens pris som “Bedste blog”. Klik herunder og stem på 2verdener, hvis du synes, jeg skal vinde 🙂

Det fine foto er i øvrigt taget af Dorota Beres, Til minde om… 

Du kan følge mig på Instagram på @2verdener og min nye private profil @esra.ap
Like min Facebook-side her.
Følg mig på Bloglovin? her, så du kan få en mail, når der er nyt på bloggen ?