Hverdagstanker og lidt om hvor dette stykke cheesecake endte :-)

I mit hoved tænker jeg mange tanker, jeg ordner en masse praktiske ting, skriver indlæg, forbereder madplaner, starter vaskemaskinen, tømmer opvaskeren, og jeg ved ikke hvad, men i virkeligheden sker er altså intet (måske du også kender det? :-D). Jeg følger lidt med i, hvad der sker ude i verden og bliver endnu mere træt i hovedet af at tænke. Ja, hvis det bare var søvnmangel, der gjorde én træt – alle de frygtelige nyheder med folk, der bliver dræbt. Men jeg er god til at fortrænge – heldigvis. Jeg vil hellere bruge mine kræfter på noget positivt og glædeligt, selvom det kan være svært at bevare optimismen, når man prøver at få en tid hos hudlægen til Muniras vorte, og det først kan lade sig gøre til december! (der kommer et brokindlæg om det).

Jeg er efterladt alene i hytten, da Uffe er inviteret til mandespisning på en restaurant, og jeg faster jo ikke selv på grund af amning, og jeg har det faktisk helt fint med, at han hygger sig lidt med de øvrigt-sultende-venner, som han har lidt mere til fælles med for tiden end undertegnende. Ja, den sætning skrev jeg så i lørdags, hvilket siger lidt om de uforudsete handlinger og sygdomme, der opstår undervejs :-). Jeg vil nu ikke slette det, så her får du resten: Jo, jeg er træt efter en skøn weekend på fuld tid med ungerne, som for vores vedkommende allerede starter om torsdagen, da jeg jo holder børnene hjemme om fredagen, hvor svigermor hjælper til. Ligesom mange andre skulle vi selvfølgelig også plukke hyldeblomster, og med de rabarber, jeg fik fra svigermors have, har jeg lidt optur over den cheesecake, jeg har lavet, og som nok er den, der giver mig energien til at skrive nu – tjek billedet nedenfor :-). Jeg tænker nemlig, at jeg gerne lige vil følge op på mit tidligere indlæg om vores nabo Jørgen, som jeg besøgte. Flere har følt sig snydt over, at jeg ikke rigtig har skrevet om Jørgens reaktion, og jeg er da enig med jer i, at jeg afsluttede indlægget lidt for brat måske, men det er netop for at beskrive oplevelsen med Jørgen – at den var ubeskrivelig. Vrøvl, tænker du, og du har selvfølgelig ret, for selvfølgelig kan den da beskrives, og det prøver jeg på nu sådan kort:

Da Jørgen åbnede døren og så os, var det faktisk lidt underligt for mig, at han ikke virkede særlig forundret. Jeg præsenterede mig selv, og han sagde bare: Ja, hej! Kom indenfor. At han på en eller anden måde kunne fornemme, at vi også gerne ville indenfor, var en lettelse for mig. Vi satte os i stuen, og Nora i autostolen storsmilede til Jørgen og smeltede hans hjerte, kunne man se. Min Muniramus var nærmest klar til at høre Jørgens livshistorie, da vi satte os i sofaen, lænende kiggede på billederne på væggene og kunne mærke passagerne fra Jørgens liv i luften. Jørgen blev pludselig borger i 2. verdenskrig, student fra gymnasiet, husejer i 60’erne, ingeniør og underviser på universitetet og far og bedstefar. På kort tid kom vi hundrede gange tættere på vores nabos liv, og langsomt gik han fra at være “naboen” til at være “Jørgen”.

Ja, så langt nåede jeg, at skrive i lørdags, hvor jeg sad alene, indtil Uffe kom hjem omkring midnat og trykkede på el-kedlen for at lave aftenens stempelkande-kaffe klar, og jeg hellere ville nyde den med ham end at sidde foran skærmen. Men nu sidder jeg igen – igen med vores kaffe, men Uffe sidder og lytter til briternes EU-valg, mens jeg håber at gøre dette indlæg færdig, så jeg kan komme videre med alle de andre, jeg har i hovedet :-).

MEN ham Jørgen! Han er så hyggelig at besøge, og da vi gik derfra – vores besøg varede jo ret kort, fordi vi skulle videre til svigermor – fulgte han os til døren med sin rollator, og jeg husker ordene så tydeligt i mine ører: Hej hej, og kom igen. Vores korte besøg havde uden tvivl gjort ham glad, og dét at vi kom ind i hans verden, der dagligt består af hans hjem, fordi han ikke rigtigt er i stand til at komme ud alene, gav en følelse af forpligtigelse. Jeg var glad, fordi jeg kunne mærke hans glæde, men tænkte samtidig over hvilken forventning, vi havde skabt hos ham med vores besøg.

Da vi så i søndags snakkede om, hvor meget cheesecake, vi egentlig havde, og Munira spurgte, om vi ikke skulle give lidt til Jørgen, føltes det så naturligt, at vi på trods af, at hun var kommet i nattøj, lige smuttede over med et stykke cheesecake. Det er dejligt, at man ved, at han altid er hjemme, og hvor var det en fed følelse at opleve en datter på 5 år tænke på sin nabo :-).

Desværre var Jørgens stykke ikke så fin som dette, da billedet her blev taget dagen efter, hvor jeg havde tid til at pynte kagen lidt mere :-). 

Sidste år blev min blog 2verdener.dk nomineret til “Årets bedste blog” hos Børn i Byen. Jeg håber, du igen i år vil hjælpe mig med at blive nomineret – det kan du gøre her.

Du kan følge mig på Instagram på @2verdener og min nye private profil @esra.ap.
Like min Facebook-side her.
Følg mig på Bloglovin? her, så du kan få en mail, når der er nyt på bloggen.