Mit hjerte er lidt ømt lige nu

Sidst jeg besøgte dig, var sammen med Nora. Du skulle lige smage vores tirsdagslasagne – det var undskyldningen. Der var gået noget tid – igen. Jeg har dig jo hele tiden i tankerne, for jeg ved, at du bor dér helt alene – egentlig få meter fra vores matrikel, og det er jo faktisk mest enden af din have og bagsiden af dit hus, vi er nabo til. At banke på din dør kræver lige, at vi får taget os sammen til at gå ud ad vores egen lille vej med tre huse og dreje ind til din vej, og gå tilbage igen helt ned til enden af vejen. Men jeg kunne lige nå det idag, og jeg skulle huske at spørge dig, hvorfor du går så sent i seng, for din lampe lyser sent ud på natten, når vi er på vej i seng.

Som altid bød du mig glad indenfor, og med din rollator mødtes vi ved det lille spisebord i køkkenet, for du plejer jo bare at åbne døren og lade mig gøre resten. Vi har altså et lidt mærkeligt forhold, for selvom jeg hver gang kan mærke din tillid til mig, spørger jeg dig, om du kan huske mig. Jeg er ikke altid så god til at tolke, om du bare har glemt nogle af de ting, vi har snakket om før, når du spørger til det igen, eller om hukommelsen har svigtet på et helt andet plan. Det er også lige meget. Du er jo så glad og smiler altid, når jeg kommer. Du er vild med Nora. Jeg skal huske at få min tallerken med fra sidste gang, men jeg får ikke spurgt. Jeg er bange for, at du ikke kan huske, hvor du har lagt den, eller hvor hjemmehjælperen har lagt den. Jeg vil ikke risikere, at du ikke kan huske det eller ikke ved det. Du skal ikke blive flov. Vi har det jo så fint og snakker. Om det samme hver gang. Hov, jeg skal huske at spørge til lampen, for jeg er lidt nysgerrig – hvorfor sover du så sent? Du griner og siger at den lampe altid er tændt – det er meningen. Så er der lyst, når du vågner om morgenen, og “det er sådan én, der ikke bruger meget strøm”. Tak Jørgen. Jeg vil ikke længere bekymre mig om, at du ikke er gået i seng endnu. Eller at du har glemt at slukke lyset.

Jeg får igen fortalt dig, hvor smukke dine to buske af roser er om sommeren – at vi nyder synet af de ellers overgroede buske, der vælter ud over stakittet og ind på vores vej. Hvor meget glæde vi har af dem, når de blomstrer og overdøver sommernætterne med en mild duft. Dine øjne lyser op hver gang, for det gør dig glad at høre, hvordan din have, som du ikke længere selv er i stand til at passe, gør andre glade. Vi har kendt i hinanden én sommer, og da jeg delte billedet af udsigten til roserne på min @esra.ap-Instagram, tænkte jeg meget over, hvordan jeg kunne få dig over på vores side, så du selv kunne opleve bagsiden af dine roser. Du er jo ikke så meget til at gå “så lange” ture. Bare vent Jørgen, tænkte jeg. Jeg har en ide. Men sommeren gik. Det regnede tit. Vi fik gæster tit. Vi … Er det ikke sådan? Der er altid noget. Men jeg sagde ikke noget til dig, Jørgen, for det skulle være en overraskelse næste sommer. Den er lige rundt om hjørnet, og tiden går jo stærk!

Jeg har undret mig over, at jeg ikke har set dig i noget tid, Jørgen. Du har ikke siddet ved lampen på det sidste, men det er jo også vinter, ik? Der er blevet ekstra stille på vejene, og du har måske en anden rutine, når dagene er så korte og mørket er ovre os hurtigere end vi når at opfatte det.

Uffe har lige fortalt mig det, Jørgen. Der er gået hele tre uger, uden at jeg har vidst, at du ikke er der mere, Jørgen. Uffe har fået det at vide af din nabo idag. At det ikke er fordi, at du har droppet den lampe, den ikke lyser mere. At tiden virkelig flyver. At tre uger pludselig har fået en anden betydning. At tre uger er lang tid. At jeg ikke helt ved, hvad jeg skal sige til Munira næste gang, hun spørger til dig. At du ikke er der mere. At jeg ikke fik fortalt dig om min ide næste sommer. At jeg ikke fik sat dig op på ladcyklen i sommer. At jeg vil tænke på dig næste sommer, hver gang jeg hopper op på ladcyklen. At jeg håber, at jeg bliver mindre følelsesladet.

Vi kender egentlig ikke rigtigt hinanden, Jørgen. Jeg kunne mærke din historie i dit hjem. Med røgen af piben, de gamle møbler og dine historier på væggene igennem billederne. Jeg vil gerne komme videre, for du er jo ikke undtagelsen, Jørgen. Du er faktisk den virkelighed, som rammer os alle, men som alligevel er så fjern for os. Vi fik skabt et lille bånd i mellem os. Lige nu føles det meget stort, men jeg ved, at det vil føles mindre med tiden. Og det håber jeg. For jeg kan ikke leve med den her følelse i særlig lang tid. Jeg vil gerne erkende, at du er ligesom mange andre, der sidder alene i deres hjem, og som gennemgår den del af deres liv. Jeg ved ikke, hvor meget du fik ud af den korte tid, du havde os som naboer, men du har ramt mit hjerte, og det er meget ømt lige nu. Jeg kan ikke helt kapere, at du ikke sidder der mere, når jeg kigger ned på dit hus. Jeg kan ikke helt forstå, at lampen ikke er tændt mere. Og jeg ved, at jeg slet ikke kender dig. Verden kender dig ikke, men jeg synes, at din historie er vigtig. For den er vores alles. Og lige nu er den lidt for tæt på mig, men burde være tæt på alle.

Hvil i fred, Jørgen.