Om at føle sig alene i frikvarteret

Sponsoreret af Psykiatrifonden.

Jeg havde en del bekymringer, inden Munira skulle starte i skole i sommer. Det er vel en naturlig mor-ting – og sikkert også far, men nu er det lige mig det handler om :-). Hvordan mon hun ville klare det? Nye venner, store klasser og få voksne. Især på den skole, hun nu er startet på, hvor der er fire spor på hvert klassetrin, kunne jeg lige se for mig, hvordan hun skulle til at udgøre en lille brik i det store puslespil. Gangene, toiletterne, skolegården – frikvartererne. Dér hvor de omgås med hinanden, leger, agerer og reagerer – hvor de behandler hinanden. Og det faglige optog os selvfølgelig også, men den del var ligesom mere håndgribelig. Haltede matematikken, ville vi stå klar med faglig hjælp. Men det sociale – det nye fællesskab bestående af så mange forskelligtopdragede børn med forskellige tilgange til tingene. Legene og frikvartererne. Dér vil jeg jo ikke kunne stå to skridt bag ved hende hver gang, hun oplever noget, der gør hende ked af det, eller hun føler sig alene. Og tit så prøver jeg at bilde mig selv ind, at det er en god ting. For nogle ting skal man prøve på egen krop for at finde ud af, at man ikke vil udsætte andre for det. Og jeg tænker også på, om ikke det er med til at gøre én stærk.

Jeg har selv oplevet det – at føle mig anderledes, at være hende fra de yngre klasser, som de ældre drillede lidt – eller som ingen forstod sådan rigtigt. Det er ikke noget, jeg snakkede højt om. Heller ikke mine forældre vidste det, for når/hvis de spurgte til min dag på skolen, så var det nok mest i forhold til, om jeg havde lært noget – det faglige. Det var ikke et stort problem, og jeg accepterede nok bare, at sådan var skolelivet. Jeg lærte, at sådan ville jeg aldrig selv behandle nogen. Det kan lyde ubehageligt, når det kommer på skrift, men jeg husker ikke, at jeg gik og havde det dårligt over det. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ikke fortalte mine forældre om det – måske fordi jeg ikke kunne forestille mig dem tage sig af den slags problematik. Måske fordi børns verden mest bare eksisterer af børn. Ligesom når børn allerbedst leger med børn. Det er ikke alt, forældrene får lov til at blive lukket ind i, og jeg havde faktisk min egen måde at tackle det på – ved at drømme. Om hvordan jeg pludselig fik superkræfter som superman og bare fløj væk fra dem og kunne vise hvor sej, jeg i “virkeligheden” var. Hvordan jeg kunne trylle, at de blev til frøer. Jeg griner lidt over det nu. Mon ikke det var min måde at håndtere det på, og som jeg kunne stille mig selv tilfreds på? At drømme, bilde mig selv ting ind og fantasien var åbenbart nok for mig.

Jeg har i lang tid tænkt over, om ikke de dårlige og hårde oplevelser er nødvendige for at blive stærk. Om ikke man lærer noget af dem og måske bliver mere selvbevidst, mere moden og reflekterende. Uden tvivl er de med til at forme éns personlighed, og måske har jeg bare prøvet at bilde mig selv ind, at der var positive sider af mobning eller generelt dårlig behandling. Bliver man et stærkere menneske af at blive trampet på? At skulle forsvare sig selv? At skulle kæmpe selv? At skulle forklare sig selv? Det kan godt være. Men er det den eneste måde at erhverve sig de kompetencer? NEJ. Og som vi ved, kan mobning i øvrigt ende helt galt alt efter omfanget.

Jeg vil aldrig ønske for Munira, at hun oplever den mindste form for ensomhed eller følelsen af at blive ked af det. Mit moderhjerte gør ondt bare ved tanken om det. Jeg tror virkelig på, at den største hjælp til at styrke barnets tro på sig selv er igennem anerkendelse og ros og reel interesse. Helt konkret og basalt er det kommunikationen. At tage snakken om hverdagen. Om hvordan det er gået i skolen, og hvad det har oplevet. At vise, at man som forældre også er en del af det, selvom man ikke er med på skolen. Men den er svær, og jeg ser det virkelig som en kunst at kunne hive alle hverdagsoplevelserne ud af hende. Et spørgsmål om: Hvordan er det gået idag på skolen, kan tit bare resultere i et: “Fint”, som så udløser mit næste spørgsmål i forhold til at gøre det mere konkret: Hvad har I lavet? Og her får jeg tit de fagligtrelaterede oplevelser serveret, såsom hvilket bogstav de har haft om, eller om at de har haft legetime. Jeg synes, det virker forkert at spørge direkte, om hun har oplevet noget dårligt, eller om nogen har behandlet hende dårligt, for jeg vil nødig give hende et indtryk af, at hun skal forvente, at det også er et faktum, og slet ikke, hvis det ikke er aktuelt.

I forhold til redskaber til at italesætte de følelser og tanker, der fylder og er svære i hverdagen, har Psykiatrifonden for nyligt lanceret Børnefilmskolen, som er en hjemmeside med værktøjer til at lave en film, og hvor man via skuespil får sat ord på de situationer, man kan være udsat for i hverdagen. Og jeg er vild med det, for det virker! Det er ikke så meget skuespillet eller selve filmen, som er slutproduktet, der er åbenbaringen, men mere vejen dertil. Når man for eksempel sidder sammen og tager en konkret situation med henblik på at skrive et “manuskript” om den – for vores vedkommende at Munira står og sjipper i frikvarteret, og jeg så kommer og tager sjippetorvet fra hende uden at spørge – så udfordrer jeg hende med forskellige reaktioner og åbner op for, hvordan hun normalt vil svare igen eller reagere. Det skriver jeg et særskilt indlæg om, og i mellemtiden må jer med børn lige kaste jer over hjemmesiden, hvor der er en masse sjove og lærerige videoer om, hvordan man spiller skuespil eller klipper film sammen og om hele projektet. Og hvis du ikke har børn, så spred endelig ordet.

Da Munira og jeg kiggede på de her øvelses-videoer om, hvordan man spiller, at man for eksempel er glad eller ked af det, kan jeg love jer for, at det også var med til at åbne op for de følsomme emner. Skuespilleren Emilie fortæller nemlig i videoen (vælg “Udtryk negative følelser”), hvordan hun husker, at hun følte sig alene i frikvarteret, dengang hun gik i skole, og ved at tænke på det, kan hun nemmere spille ked af det. Her afbrød Munira mig og sagde pludselig, at hun også havde prøvet at være ked af det i frikvarteret. Shhit, tænkte jeg. Hvordan jeg få mere ud af hende, og uden alt for mange følelser spurgte jeg gentagende, om hun havde oplevet det, hvortil hun svarede, at hun faktisk havde oplevet det to gange. Det var så sødt, samtidig med at det ramte nogle ømme nerver. Hun fortalte, hvordan nogle af de andre piger bare løb over i et område, man ikke må uden nogen fra de ældre klasser, hvor hun så havde stået tilbage alene, fordi hun ikke ville gøre noget, hun ikke måtte. Hun havde ikke vidst, hvem hun så skulle lege med og følte sig alene. Vi fik snakket om det, og det var befriende. Vi fik snakket om, hvordan hun havde tacklet det, og hvad hun kunne gøre næste gang, hun oplever det.

Jo. Vi skal som forældre stå klar til at omfavne vores børn fysisk og mentalt og have overskuddet til at snakke med dem om hverdagen. Selvom jeg er glad for, at jeg er blevet den, jeg er, så vil jeg aldrig ønske for Munira, at hun skal nøjes med at løse de små konflikter ved at drømme om løsningerne. Hun skal ikke gå alene med dem. Jeg kan ikke stå to skridt bag ved hende i frikvartererne på skolen, men jeg kan stå klar til at lytte til hende. Hvis hun har været glad i frikvarteret, er jeg sikker på, at det også vil smitte af i det faglige i klassen, og når hun kommer hjem. Det er vigtigt. Og her er et værktøj. Prøv det. Børnefilmskolen.