Om at give sine børn mærkelige navne

Forleden var der nogen, der trykkede hårdt på den der modernerve… eller hjerte. Det ramte det hele og gjorde lidt ondt, og heldigvis kun lidt, for jeg kunne mærke, at der ikke var nogen grund til at gøre en større sag ud af det. Mærkelige navne. Findes de? Og selv hvis de gør, siger man det så højt ved siden af sine børn?

Det gælder alle vores børn, at jeg har været meget i tvivl om, hvilket navn de skulle have, og selvfølgelig har jeg været lidt misundelig på alle dem omkring mig, som bare allerede inden undfangelsen vidste, hvilket navn de ville give deres endnu ufødte barn, hvis det store mirakel skulle finde sted. Nå ja, og så er der endda dem, som ikke vil afsløre navnet, for tænk hvis man selv blev gravid før dem og huggede navnet. Jeg synes, at det er en stor beslutning at tage på andres vegne. Er du gal. Tænk at det er et andet menneskes liv, du er med til at afgøre på en eller anden måde, når du vælger et navn. Jeg tror ikke, at vi tænker så meget over vores navn som små, for vi vænner os til det. Det bliver hvisket i vores øre fra vi nærmest starter med at trække vejret, og navnet er en ubevidst del af os – det følger bare med. Vi føler vel, at det er dét, vi hedder, og kun kan hedde, for det er bare noget, vi har fået uden at bede om det, og sådan er det bare. Vigtigst af alt, må vi tænke, at der har været en god mening med, at vi har fået det pågældende navn af vores forældre, fordi de har gjort sig nogle overvejelser og har haft de bedste tanker, da de valgte navnet. Derfor er det på en måde meget simpelt, og der er ikke så meget at diskutere. Og alligevel. Jeg har lige set, at 4779 personer sidste år skiftede fornavn, hvilket må bunde i en utilfredshed omkring det navn, andre har valgt for dem. Det er da også bemærkelsesværdigt, at lange navne som for eksempel Camilla ændres til Mille og Susanne til Sanne. Jo, det er stort at skulle finde på et navn til et menneske, du slet ikke har mødt før, men som du har ret til at tage en beslutning for.

Jeg husker tydeligt, at jeg i en alder af 10-11 år var smaskforelsket i navnet Rumeysa, fordi jeg havde fået fortalt en historie om en meget sød, betænksom og stærk pige, som kunne vinde alles hjerter. Jeg så op til hende, og det er klart, at jeg forbandt hendes navn med lige præcis dén karakter. Det var så specielt, syntes jeg, fordi jeg aldrig havde hørt det før. Det bløde runde R, det var ikke et simpelt navn, og så bar den jo på en smuk historie. Jeg kan huske, hvor sikker jeg følte mig, eller hvor sikker hun gjorde mig, og hvordan den stærke Rumeysa-karakter hjalp mig med at stå fast ved det ellers besværlige navn, og som jeg mente jeg ville opkalde mit barn efter, når jeg engang fik børn. Kæft, jeg må have været moden – tænk at tænke på børn i den alder :-D. Det var nok også, fordi jeg var i en periode, hvor det var vigtigt for mig at mene noget, og stå fast ved noget uanset hvad andres mening måtte være. Hvad jeg selv syntes var godt, skulle være godt, fordi JEG syntes det, fordi jeg prøvede at finde mine egne grænser og mig selv. Jeg var ekstra modig, troede på mig selv, og var ikke er bange for at gøre noget, der var anderledes end mængden. Det var også i den alder, at jeg besluttede mig for at gå med tørklæde, så jeg husker det meget tydeligt. Alle tankerne, overvejelser og modenheden. Jeg prøvede hele tiden at se mine “særligheder” som en styrke, og som noget positivt.

Og det er jo godt nok i sig selv, men da tiden gik, og jeg pludselig stod dér højgravid til en datter, som vi skulle finde et navn til, var jeg stensikker på, at hun ikke skulle hedde Rumeysa. Jeg var helt blank. Der var selvfølgelig sket meget fra 10-års-alderen til 24-års-alderen, hvor vi ventede mit første barn. For det første ønskede jeg ikke et navn, der var besværlig at udtale. Min umiddelbare tanke var, at det ikke skulle være noget alle hed, men heller ikke ét, som ingen andre havde hørt før. Der var også sket meget igennem min opvækst, hvor jeg meget groft og kort sagt følte, at jeg var gået mere og mere fra at være tyrkisk til tyrkisk/dansk, og på mange punkter bare dansk. Jeg havde giftet mig med Uffe, og det var bare naturligt, at børnene i hvert fald ikke skulle hedde noget, der var rent tyrkisk. Vi kunne heller ikke forestille os et traditionelt dansk navn, for vi var mere end dét. Min opvækst har i høj grad været præget af den tyrkiske kultur, så det var også meget unaturligt for mig med et typisk dansk navn. Både Uffe og jeg ønskede et navn, der var mere etnicitetsneutralt. Mere internationalt, og fordi det mere var religionen end det var vores nationalitet, der bandt os sammen, gav det allerbedst mening med noget på tværs. Det betød også meget for os, at navnet skulle have en smuk betydning.

Uffe sad en dag foran skærmen med et navneleksikon og udbrød: Jeg ved det! Munira. Det lyder så smukt, og det betyder “den, der spreder lys”. Ærligt talt, var jeg ikke begejstret, dog imponeret over, at det lige var dét navn, Uffe var faldet for. Navnet kommer af arabisk og er mere originalt end den tyrkiske version “Münire”, som jeg i øvrigt aldrig har hørt om før. Munira skulle være et meget gammeldags arabisk navn, og jeg kendte det egentlig kun ud fra drengeversionen “Munir”, og havde derfor et underligt forhold til det. På trods af min umiddelbare skepsis lærte jeg hurtigt at elske det. Jeg kunne godt høre, at når jeg prøvede at nulstille ørerne, så lød det virkelig smukt. Jeg syntes måske, at navnet var for specielt og atypisk – både i den tyrkiske og danske kreds, men var som det vigtigste nemt at udtale, så det vejede positivt. Men tænk at jeg på trods af min egne stærke holdninger alligevel stod dér, og tænkte på, hvad andre ville tænke om navnet. Om det ville give hende udfordringer eller have en betydning for hendes opvækst. Om det var for besværligt. Eller var det måske nu, at jeg i virkeligheden var blevet moden? Fordi jeg kunne sætte mig ud over mine egne meninger, og især når det var en beslutning, der skulle tages på vegne af et andet menneske?

Der er flere grunde til, at jeg har så mange overvejelser omkring navnevalget. Jeg hedder jo selv Esra. Egentlig meget simpelt, og jeg har den første tid af mine leveår ikke tænkt over mit “anderledes” navn, for det gør man jo ikke, når det meste bare handler om at lege sammen og have det sjovt som børn. Men så begyndte vi at læse og skrive i folkeskolen. Jeg kan huske, hvor lykkelig jeg blev, da vi i klassen læste en bog op, og der var én af personerne, der også hed Esra, at der var nogen andre jeg delte noget med – mit navn. Jeg husker tydeligt, at historien foregik på Grønland, og jeg husker også hvor kort min begejstring og glæde varede, da det ud fra et billede i bogen gik op for hele klassen, at Esra i historien var en dreng, og der blev grinet af det. Det var ikke sjovt. Jeg husker, hvordan jeg genvandt modet og endda senere insisterede på at udtale mit navn med det tyrkiske bløde “r”, for at stå ved mit navn på den originale form. Hvis folk kunne udtale spanske ord, kunne de da også lære at udtale det bløde “r”, insisterede jeg over for andre inde i mig selv :-D. Og jeg husker også tydeligt, hvordan jeg blev ligeglad med det igen. Hvordan jeg selv begyndte at grine for mig selv og hygge mig med, at folk ikke kunne finde ud af et så simpelt navn som Esra. Når folk stavede og til stadighed staver det som Ezra eller tror, jeg hedder Ester eller Asta i telefonen :-D. Jeg er kommet over det, og jeg er virkelig vitterlig ligeglad i dag. Men når jeg står og skal vælge et navn til mine børn, kan jeg ikke lade være med at synes, at det er svært. At jeg er nødt til at have alle de her overvejelser og oplevelser med i betagtning, selvom jeg i dag er ligeglad og faktisk glad for mit navn. Men når jeg i dag stadig kan have det dårligt med, at jeg er glad for at navnet Esra tilfaldt mig og ikke min tvilling Derya, for så ville jeg have heddet Derya, fornemmer jeg, at jeg alligevel ikke er helt ligeglad. For jeg ved, at det har været mere besværligt med Derya. Hvor sjældent det er lykkedes for folk at udtale hendes navn med y’et, som udtales som et j på tyrkisk. Jeg husker tydeligt, hvordan vi sad og ventede på, hvordan vikaren i folkeskolen skulle klare udtalen, når hun kom til Derya. Faktisk var det lidt spændende hver gang, og vi sad måske også og var klar til at fnise lidt, hvis det gik helt galt.

Men det er ikke så meget selve udtalelsen, der kan give “problemer”. Jeg ved fra mange etnisk danske venner/bekendte, hvor trælse navne som Kristina, Kristine, Kirstine kan være lige så vel som Maria eller Marie, fordi de ligger så tæt op ad hinanden, eller navne, der er “oplagte” at mobbe med, fordi børn associerer det med noget bestemt. I forhold til mobning kan det nærmest være ligemeget hvor nemt navnet er at udtale eller hvor udbredt det er, der er ingen garanti for ikke at blive at blive mobbet, fordi der aldrig er noget i vejen med navne men med selve mobberen. Og hvis ikke det er navnet, mobberen bruger som middel, så er det fordi man er for tyk, for tynd, har en for stor næse eller er for høj eller andet. Men er det ikke bemærkelsesværdigt, at de mest hyppige og populære navne i dag er Sofia, Alma, Emma, Ella og Ida af pigenavnene. Fælles for dem alle er, at de er meget simple. Jeg godt forstå, at man ønsker det simple og lette udtryk, men det er da også lidt kedeligt. Jeg læste om et par, som kiggede efter navnehitlisten, for netop ikke at vælg et af de populære navne, fordi det heller ikke er sjovt at komme i en klasse, hvor fem andre hedder det samme. Og det er faktisk som om, at hvis normalen bliver disse meget simple navne, så er de automatisk med til at sætte de mere lange navne til at være unormale. Og det er da også ærgerligt, for tit så er det de lange lidt kringlede navne, der har en smuk historie bag sig.

Tilbage til Munira. Både min og Uffes side af familie var skeptiske over for navnet Munira. Min mor har stadig ikke lært at udtale det rigtigt og foretrækker at tyrkificere det og sige Münire eller Münnira, og selvom svigermor ikke var begejstret i starten, har hun også lært at elske det. For i dag er Munira jo “bare” Munira, og det er da i virkeligheden ikke meget anderledes end Naomi eller Ingeborg :-P.

Men er de sidstnævnte navne mærkelige? Selv hvis du synes det, vil jeg lige give dig et godt råd. Lad være med at sige det højt foran dine børn. Lad være med at lære dem, at der findes mærkelige navne. Og nu er det ikke fordi, at det var på den måde en hændelse fandt sted for Munira, eller fordi jeg tror, der er nogle forældre, der har gjort det, men jeg har bare selv tænkt tanken. Børn er ikke bare børn. De kan tale og såre andre bevidst eller ubevidst. Vores udtalelser og reaktioner kan de bruge, når de leger ude på legepladsen eller i skolegården.

Og det skete selvfølgelig en dag, at Munira blev ked af det over sit navn. Rettere sagt, over at én fra klassen havde syntes, at hun har et mærkeligt navn. Jeg synes, at det er vigtigt at sige, at hun ikke var ked af sit navn eller syntes, at det var mærkeligt, for den tanke har hun ikke skænket før, at en anden har mindet hende om det. Vi har fået en Alfons Åberg humørpude i gave af Psykiatrifonden herhjemme, som jeg er meget overrasket over, og som “afslørede” Muniras humør. Det her er ikke aftalt reklame for Åberg-puden, for jeg har ikke aftalt at skrive om bamsen på bloggen, men da det var takket være puden, at jeg opdagede Muniras følelser omkring hendes navn, vil jeg selvfølgelig nævne den. Bamsen har to forskellige ansigtsudtryk på hver side, glad på den ene og ked af det på den anden, og hver aften spørger jeg både Isak og Munira, hvornår de har set glad henholdsvis ked af det ud. Isak finder altid på noget for sjovt, men den virker virkelig godt på Munira. En aften, da jeg spurgte med det triste ansigtsudtryk, svarede hun: Da X i klassen drillede mig ved at sige “MuniDa” og syntes, at jeg har et mærkeligt navn. Det kom fuldstændigt bag på mig, for hvorfor havde hun ikke fortalt mig det tidligere på dagen? Det er som om puden, fordi vi har tradition for at snakke om det bedste og det dårligste på dagen, hiver de positive og negative øjeblikke ud af hverdagen, og ud over at være glad for, at hun kom ud med det, blev jeg selvfølgelig også ked af det over, at nogen kunne finde på behandle hende på den måde. Vi fik snakket om det, og hun kom hurtigt i bedre humør. Vi snakkede om, at alle navne jo er specielle, og at man altid kan få et navn til at lyde “mærkeligt”, hvis man gerne vil. Og så besluttede Munira sig for at lave en lille gave til X, så han forhåbentlig ville lade være med at drille hende med hendes navn igen 🙂 Det var sødt, og det endte godt, og jeg snakkede også med X’s forældre, og selvfølgelig er det ikke, fordi de har sagt eller ment, at der findes mærkelige navne. Men jeg kunne bare mærke, at det betød noget for mig. Ikke bare at vores datter blev drillet, men hun blev drillet på grund af noget, jeg havde været med til at bestemme, og som hun selv har været helt uden indflydelse på.

Det fik mig til at tænke på mit eget navn og på alt det, jeg har skrevet om her. Om det her med, at selvom jeg føler, at nogle ting har gjort mig stærk, selvsikker og selvstændig, så ønsker jeg ikke nødvendigvis, at det er de samme ting, mine børn skal gå igennem for at blive stærke, selvsikre og selvstændige. Og det hele fik mig til endnu engang at blive endnu mere opmærksom på, at hjemme hos os er der ikke nogen mærkelige navne eller mærkelige traditioner eller mærkelige ting at spise.